Selvudvikling

Ekspert: Moderne mødre vil gerne være perfekte – det kan skade deres børn

I dag tror vi, at vi kan kontrollere alt, og at det derfor er vores egen skyld, hvis vi ikke lykkes på alle fronter. Det presser både voksne og ikke mindst unge kvinder. Få to eksperters bud på, hvorfor så mange unge har det psykisk skidt.

Unge kvinder mellem 16 og 24 føler sig presset psykisk. De er bekymrede, angste, deprimerede og stressede. Det viser Sundhedsstyrelsens nye Nationale Sundhedsprofil, der er baseret på svar fra 160.000 danskere om sundhed og trivsel. Siden undersøgelsen blev lavet sidst for tre år siden, er den mentale sundhed blevet ringere for stort set alle uanset køn og alder, men især kvinderne skiller sig ud og som nævnt i særdeleshed dem mellem 16 og 24 år, hvor 17,5 procent siger, at de har det psykisk dårligt. For de jævnaldrende mænd er det 8,2 procent.

”Generelt stræber jeg efter at være perfekt, men det er samtidig noget jeg arbejder hårdt på at være mindre. Det er nemt at fortælle perfektionistiske piger, at de ikke behøver være perfekte hele tiden. Som at sige til en anorektiker: Du skal bare spise noget mere. Det er en slags tvangstanker jo. Jeg kan ikke mærke, hvad der gør mig glad, og hvad jeg har lyst til. Det synes jeg er virkeligt skræmmende.”
Therese, 24 år

Men hvor kommer presset på de unge fra? Vi har spurgt Birthe Linddal, sociolog og fremtidsforsker

– En del af det pres, mange piger oplever, kommer ofte fra deres mor. Moderne mødre vil også gerne være perfekte. Sunde, smukke og slanke, og det skal deres døtre naturligvis også gerne være.

Hvad har ændret sig siden tidligere generationer?

– I den moderne verden hersker der en idé om, at alt er muligt, hvis bare man tager sig sammen. Det er pigernes eget ansvar at lykkes. Men virkeligheden forholder sig langtfra sådan. Alt er ikke muligt, end ikke for folk med gode karakterer eller smukke former. Rigtig meget afhænger af de forudsætninger, man kommer med i livet. Hvis du spørger en ufaglært fisker på 65, om han er tilfreds med livet, vil han svare, at det er, som han forventede. Hans far var fisker, og det var de muligheder, han havde. Han synes, han er en succes. Men en fiskersøn i dag er ikke samme succes, hvis han vælger som faderen. I dag kan man jo vælge, hvad man vil, og hvorfor vælge fiskeriet, når man kan blive jurist? Pointen er bare, at man sjældent kan vælge. For hvad enten man skal være fisker eller jurist, kræves der ofte særlige kompetencer og et sæt af sociale koder at begå sig i forskellige miljøer og få succes. Børn fra akademiske hjem har et forspring, når det handler om de lange uddannelser og prestigefyldte job, fordi forældrene kender koderne. Ergo har de unge langtfra samme forudsætninger, selv om verden lader som om, og alle vejes på samme vægt.

Hvorfor starter presset?

– Vi lever desværre i en tid, hvor man sjældnere bliver anerkendt for at være menneske. Hvis man kommer ind i bussen og sætter sig ved siden af nogen, får man ikke engang et nik. Sjældent får man den mest fundamentale respekt og anerkendelse for sin tilstedeværelse. Og her snakker jeg ikke om, at man skal have ros for at være til, jeg snakker om, at man skal anerkendes med et ”godmorgen”. I dag kommer anerkendelsen først, når man har præsteret: er den bedste til gymnastik, har fået høje karakterer eller er hende, der ser bedst ud og får flest likes. Det er en konstant jagt på anerkendelse.

”I perioder har lægerne rådet mig til at tage medicin, som hjalp mig til ikke at være så følsom og kunne klare presset fra omverdenen bedre. Man kan sige, jeg tog det for at være lidt mere robust. Men egentlig synes jeg også, der burde være plads til, at man ikke er så robust, det er der bare ikke.”
Anne, 26 år

Også Anna Bjerre, der er psykolog og stifter af Girltalk.dk – en frivillig organisation, der guider unge piger med ondt i følelserne, kan genkende at unge kvinder føler sig mere presset.

– Når pigerne ikke føler, at de slår til, føler sig mindre værd eller føler, at alle andre har et bedre liv end dem, tror jeg, det hænger rigtig meget sammen med den måde, vi positionerer os på. Især på de sociale medier. Her iscenesætter vi os selv ekstremt meget. Vi får hele tiden input fra omverdenen om, hvordan det rigtige liv ser ud. Her bliver alt meget idealiseret, idyllisk og perfekt. Når en veninde tagger sig i fitnesscentret, en anden veninde skriver, at hun har gjort sådan og sådan, og en tredje veninde tager et billede af sine indkøbsposer fyldt med nyt tøj, så bliver det hurtigt de krav, som hver enkelt skal leve op til. Selv om det faktisk var tre forskellige piger, der gjorde tre forskellige ting.

Men er det her et nyt problem? Har det ikke altid været svært at være ung og skulle finde sig selv?

– Man kan sige, at det går hurtigere nu, fordi formidlingen går hurtigere. Når man før i tiden skulle iscenesætte noget, tog det væsentligt længere tid, før det nåede publikum. Nu kan vi hurtigt signalere til omverdenen og modtage feedback. Det narcissistiske bliver meget tydeligt, fordi det handler om mig, mig, mig. Og så bliver succes nu vurderet ud fra et synligt resultat. Vi lever i en X-faktor-tid, hvor det handler om at være noget og bevise noget. I samfundet er det, der er muligt, også blevet krav; fordi det er muligt at få en god uddannelse og stræbe højt, så skal vi også gøre det.

Hvad kan vi gøre ved det?

– Jeg tror ikke, vi kan stoppe udviklingen, men vi kan forholde os til den. I stedet for at give angstdæmpende medicin til piger, der ikke kan håndtere deres livssituation, skal vi hellere vise dem livet. For det handler rigtig meget om, at vi har fået en opfattelse af, at livet skal være smertefrit, og først når det er det, har vi succes. Men det at have det svært indeni en gang imellem, det at føle mindreværd, det at føle sig forvirret, det at fejle, er faktisk helt naturligt, og det er ikke noget, vi kan undgå. Hvis vi har en forventning om, at livet altid er let, så kan vi ikke håndtere det, i det øjeblik livet viser sig fra en anden side. Vi skal lære pigerne, at livet ikke er smertefrit. Det er faktisk helt normalt at have det svært indeni en gang imellem. For det gør ondt, når man mister en kæreste. Det gør sindssygt ondt. Og det er okay.

 

Læs mere om: