https://imgix.femina.dk/media/article/klummeskribenter_dorthe.jpg
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Tør du vælge dit eget liv?

12. september 2018
af Dorthe Kandi
Frihed er forskellighed, og selv om jeg overordnet set ikke fortryder nogen af de valg, jeg har truffet indtil nu med børn, arbejde og kærlighed, så har jeg helt sikkert flere gange gjort ting, MAN gør, uden at reflektere over, hvad JEG egentlig ville.
Lever du det liv, du drømmer om? Det spørgsmål stillede jeg mig selv forleden, efter at jeg havde læst noget meget tankevækkende. Jeg faldt nemlig over en artikel fra Berlingske om Frida og Mikkel Fødegård, som sammen med deres fem børn bor på et landsted på Fyn, hvor de hjemmeskoler deres børn, der aldrig har gået i institution eller haft en iPad. De kan til gengæld håndtere en økse og sy deres eget tøj, før de når ”skolealderen”. Søren Ryge har lavet flere TV-udsendelser om familien, som jeg ikke har set, men det skal jeg nu. For jeg blev altså virkelig inspireret og googlede straks flere artikler om familien. Ikke fordi jeg drømmer om at leve med das, hjemmedyrkede grøntsager og uden TV. Nej, slet ikke. Jeg er alt for meget luksusdyr – eller måske rettere komfort-dyr – til det. Jeg foretrækker træk og slip, TV-serier on demand, Nemlig.com, der afleverer mine grøntsager på mit dørtrin, og så videre. Men tankegangen, der ligger bag, tiltaler mig – om det bevidste valg. For som Mikkel Fødegård siger i artiklen, så tror han ikke, ret mange ønsker at leve, som de gør, men han synes, folk skal tage mere ansvar for at komme til at leve det liv, de drømmer om. LÆS OGSÅ: ”Vi lever jo i en verden, hvor alt er muligt, hvis du vil knokle for det. Der er for mange regler, men der er ikke nogen religion, der undertrykker dig, eller noget netværk af gamle mænd, der stopper dig, fordi de har magten i landsbyen. Du er reelt fuldstændig fri, og du har magt til at forme dit liv – du skal bare gøre det”, sagde Mikkel Fødegård til Berlingske. Og det er jo dér, vi er gennemført heldige på mange måder. Vi kan selv bestemme, hvilken uddannelse vi ønsker (hvis vi ellers kan komme ind på den), hvor vi vil bo, hvem vi vil leve sammen med, om vi vil have fuldtidsjob, hvor mange børn vi ønsker, og så videre. Det er en selvfølge for de fleste af os – men sådan er det jo ikke mange andre steder i verden. Så først kom jeg til at fundere over, hvor heldige vi er i vores smørhul af verden. Men med alle disse – og mange andre – muligheder følger jo også et valg, og jeg tror nemt, vi kan komme til at vælge det, de fleste andre vælger. Eller det, vi tror, vi skal vælge. Som for eksempel at have fuldtidsjob, få børn og sende dem i institution.

Mine børn er blevet passet ude, siden de var et år – og vi har været meget glade for den løsning, og jeg elsker mit job og drømmer ikke om at gå hjemme. Men pointen er, at det netop er fantastisk at have muligheden for at vælge. At vi er bevidste om, hvad det egentlig er, VI har lyst til, og ikke gør, hvad MAN gør.

For frihed er forskellighed, og selv om jeg overordnet set ikke fortryder nogen af de valg, jeg har truffet indtil nu med børn, arbejde og kærlighed, så har jeg helt sikkert flere gange gjort ting, MAN gør, uden at reflektere over, hvad JEG egentlig ville.

Derfor vil jeg bruge mere tid i fremtiden på at være bevidst om de mange muligheder, der er for at vælge. Sikke et heldigt liv at have.

Også selv om det stiller krav til, at man virkelig mærker, hvad man egentlig selv har lyst til. Og ikke mindst at vi kan lade være med at opfatte andres valg – når de er meget forskellige fra vores egne – som en kritik, men bare som et andet valg end vores. Også selv om valget er at flytte på landet og få et das.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også