Selvudvikling

Dorthe Kandi: Slå autopiloten fra og ørerne ud, og lyt til, hvad andre siger

At se ind bag det ”skøre” i dem, der mener noget andet end os selv, kræver, at vi lytter – og er ægte interesseret i det, de siger, og hvor det kommer fra.

Da jeg var ung, ville jeg gerne være interessant. Sådan på den dér måde, hvor man er en lidt mystisk type, der ryger lange cigaretter, skriver digte og går med turban – det sidste var jeg dog ikke modig nok til. Jeg røg cigaretter – men mest Prince Light – og var dermed ret gennemsnitlig, for det gjorde mange andre omkring mig også. Det med at skrive digte blev ikke til så meget. Jeg gik altså ikke med turban, men dog af og til i noget tøj, som fik andre (gamle – altså dem over 40 år) til at bemærke mig – som da en mand på rulletrappen i Salling udbrød: ”Nå, jeg vidste ikke, der var karneval nu!”. Men helt ærligt, der skulle ikke så meget til dengang i 80’ernes Aalborg.
 
 
Da jeg gik på journalisthøjskolen i Århus i begyndelsen af 90’erne var der masser af interessante medstuderende, men selv om jeg gerne ville sige det modsatte, så var jeg ikke en af dem. Så interessant er nok ikke et ord, man vil bruge til at beskrive mig, og det må jeg da indrømme, jeg indimellem godt kunne ønske mig – også som snart 50-årig. Heldigvis er det for lang tid siden gået op for mig, at interessant ikke er noget, du kan tage på, det er noget, du er.
 
Og for nylig sagde min chef noget tankevækkende. Han fortalte, at han også, da han var ung, tænkte, at han gerne ville være interessant. Men det gik op for ham, at det var langt mere givende og lærerigt at være interesseret.
 
Og han har jo fuldstændig ret i, at som interesseret er man optaget af andre, af at lytte, af at lære, af at forstå. Og det er måske meget mere interessant. Som min mand af og til citerer et klogt menneske for at sige: ”Hvis du taler, gentager du noget, du allerede ved, hvis du lytter, har du muligheden for at lære noget nyt”. Altså forudsat, selvfølgelig, at dem, du lytter til, er interessante. Men det er de fleste jo faktisk, hvis man gider høre efter, hvad de egentlig siger. 
 
Jeg tror, vi alle kender det med, at vi egentlig bare sidder og venter på, at de andre holder op med at tale, så vi selv kan komme til at sige noget, som måske endda bare er en gentagelse af noget, vi har sagt tidligere. Det kender jeg i hvert fald alt for godt fra mig selv, især i diskussioner med min mand og mine børn.
 
Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >
 
Men magien opstår, når det en gang imellem lykkes at slå autopiloten fra og ørerne ud, og lytte til, hvad de andre siger, og prøve at forstå, hvad det egentlig er, de vil eller mener, og ikke ”bare”, hvad jeg tror, de mener og vil. Og som et andet klogt menneske sagde på et kursus, jeg for nylig var på: ”Jeg er ikke skør, jeg er bare ikke dig”.
At se ind bag det ”skøre” i dem, der mener noget andet end os selv, kræver, at vi lytter – og er ægte interesseret i det, de siger, og hvor det kommer fra.
 
Vi behøver selvfølgelig ikke at være enige. Men at være interesseret i at forstå dem og gennem det os selv kan faktisk være ret interessant. Og det skønne er, at det hurtigt smitter: Når jeg lytter til andre, så lytter de som regel også til mig.
Heldigvis gælder det ikke kun i diskussioner og konflikter. At være interesseret betyder for mig også at være åben over for nyt. Nye idéer, andre synspunkter, levemåder, tankemønstre og så videre.
 
LÆS OGSÅ: Fordomme og fjendebilleder
 
For mig er det i dag ret klart, at jeg aldrig bliver interessant på den mystiske måde, men jeg håber, andre det meste af tiden vil opleve mig som interesseret. Interesseret i at lytte og forstå og blive klogere. Og de dage det ikke lykkes, skal jeg måske bare gå med .
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
 
Læs mere om: