Dorthe Kandi: Kys hinanden

Pædagoger får forbud mod at kysse børnene”. Sådan lød en overskrift i Berlingske i juli. Flere institutioner i landet har åbenbart lavet regler for, at personalet ikke må kysse de børn, de passer. Det er upassende … Jeg blev endnu en gang glad for, at min yngste er 15 år. Siden jeg for første gang kom i kontakt med institutioner for 23 år siden, er der sket en del. Jeg husker ikke, at der på noget tidspunkt, mens mine børn gik i dagpleje, vuggestue, børnehave, SFO og skole, har været så mange diskussioner og ikke mindst regler for, hvordan pædagogerne skulle omgås vores børn. Jeg ved faktisk ikke, om mine børn er blevet kysset af nogle af deres pædagoger, dagplejere og så videre. Men det håber jeg. Og jeg ved, at det ikke ville være noget, som pædagogen skulle huske at fortælle mig, når jeg hentede, hvis det skete. Men noget naturligt gøres nu unaturligt, forkert og potentielt farligt! Kys er jo meget andet end noget seksuelt. Kys er kærtegn, som vi udveksler, fordi vi godt kan lide hinanden og gerne vil vise det. Jeg kysser helt sikkert mest på min mand og mine børn. Men også på min søster og hendes børn. Og på mine forældre. Da jeg første gang kom til Paris for knap 30 år siden, mødte jeg mennesker, der kindkyssede mig. Det var ikke nogen, jeg kendte godt – men for mig var det en skøn udfordring af min nordjyske tilbageholdenhed. Jeg så – og ser – det som en tillidserklæring og ”åbne arme”. Jeg kindkysser også mine kolleger af og til. Og får jeg lov til at holde et barn, kan det nemt hænde, at jeg kysser barnet, også uden at være i familie med det. LÆS OGSÅ: Renée: Er du til stede med dit barn? Jeg tænker, at denne trang til at lege kyssepoliti er endnu et udtryk for en omsiggribende kropsforskrækkethed. Som på en mærkelig måde bæres frem af en overseksualisering af vores omgang med hinanden. Vi vil ikke se bare bryster i det offentlige rum, fordi vi ikke kan se dem som andet end noget seksuelt. Der protesteres over nøgenbadning, fordi en nøgen krop i sig selv er en krænkelse! Og allerværst er det så at arbejde med omsorg for vores børn, for der skal medarbejderne have regler for og dermed tænke over, om de samler et barn, der er faldet på legepladsen, op på ”en forkert måde”. Børn må nogle steder ikke sidde på skødet af pædagogerne, med mindre barnet sidder med ryggen til – og altså ikke ansigt til ansigt … Mandlige pædagoger må ikke skifte børnene alene (det er en helt anden problematik med diskrimination af mænd) og så videre. Jeg græmmes. Ikke mindst på børnenes vegne. Danmark er et af de lande, hvor børn er mest i institution – hvilket jeg ikke synes, der er noget som helst i vejen med. Altså bortset fra, at hvis vi laver så mange regler, og gør det forkert at vise omsorg på bestemte måder, er det indlysende for mig, at vi skader børnene. Det kan nemt få den konsekvens, at børnene i mere end en forstand holdes ud i strakt arm af de mennesker, som tilbringer meget tid sammen med dem, og som for børnene er en lige så naturlig del af deres hverdag, som deres familie er. Og jeg har al mulig forståelse for, at vi skal undgå overgreb på børn. Så absolut, men jeg synes, det er naivt at tro, at en pædofil vil lade sig begrænse af denne type regler. Så vi rammer og skader både børn og voksne med dette regeltyranni. Og selv om pædagoger ikke elsker vores børn, som vi forældre gør, så synes jeg, at omsorg, knus, kram og et kys af og til – det kan man ikke få for meget af.