Jeg har hverken været på juicekur eller taget en eneste mavebøjning inden denne sommer – men jep, jeg hævder frejdigt, at jeg har en bikini-krop.Du har sikkert hørt det før, at en bikinikrop bare er en krop i en bikini. Og det er rigtigt. Det lyder enkelt, ikke. Det er det ikke. I slutningen af maj havde jeg fornøjelsen af for første gang at holde et foredrag. Jeg talte om, hvordan jeg lærte at elske min krop til godt 200 kvinder. Min krop er skøn, synes jeg. Men den er ikke en såkaldt idealkrop. Jeg er en str. 46, har deller, appelsinhud og bruger altid bh (gæt selv hvorfor). Og det har jeg det virkelig fint med. Virkelig. Det tror de færreste på. Det kan jeg egentlig god forstå, for det kræver ret meget selv-overbevisning at accepterer kroppen, som den nu er. For de fleste af os fortæller hele tiden os selv (og nogle gange også andre) at kroppen slet ikke er god nok, som den er. At den burde være noget andet, før den kan få lov til f.eks. at bade og sole sig. LÆS OGSÅ:
Er jeg mandschauvinist? Min tilgang er blevet en anden. For jeg har også været der, hvor jeg ville tabe og træne kroppen anderledes. Men i mit voksenliv har den altid kæmpet sig tilbage til sådan som den nogenlunde altid har set ud. Og da jeg accepterede det, blev jeg fri! Fri af forventninger om, at jeg burde se anderledes ud. Burde have tyndere lår og mindre bryster. Burde have smallere røv og hofter. Fri af begrænsninger på, hvor jeg kunne vise min krop. Fri af ’regler’ for, hvad min krop kunne klædes på i. Igen jeg ved, det lyder let. Det er det ikke. Men åh den frihed, der fylder mig nu, hvor jeg ikke længere synes, jeg skal være anderledes for at være skøn. Noget at det, der har været vigtigst for mig, har været ikke at smitte mine børn med kropshad. De har aldrig hørt mig tale grimt om min krop (eller mit sind) og jeg er aldrig blevet hjemme fra stranden med dem, fordi min krop ikke var en såkaldt strandkrop. Jeg ville lære dem, at deres krop ikke afgør deres værdi og det fedeste har været, at den mere end 20 år gamle beslutning er blevet til en sandhed for mig selv også. Nej, du behøver ikke elske hver centimeter af cellulitis på din krop - pointen er, at du kan respektere din krop og bruge den – tage bikini på og bade og sole dig – for din krop fortjener din accept. Og den behøver ikke andres accept – og tro mig, hvis du, som mig, sidder på stranden med buler og deller, så er det muligt at nogle ser dig og tænker noget mindre pænt – men det er deres problem – det er også meget muligt, at nogle af dem tænker: ’hvis hun kan, kan jeg også’.
Da jeg holdt foredrag, kom der et par kvinder op og fortalte mig, at mine bikini-billeder på instagram havde fået dem til at overvinde bikini-frygten og tage den to-delte på – den ene havde endda købt hele fire bikinier sidste sommer. Det er det skønneste, jeg længe har hørt.
For når jeg – for det gør jeg – bliver ramt af øjeblikke af usikkerhed og irritation over buler og kilo, så minder jeg mig selv om, at alle kroppe har ret til at bade og sole sig – eller gå i stramt tøj. Vi skylder ikke andre at være pæne eller rigtige i deres øjne og din (bikini)krop er din. Brug den som DU har lyst. Forsat god sommer.
