Chefredaktøren: Ros gør dig rig

Er der noget, jeg har erfaret gennem mine godt 15 år som leder, er det, at man ikke kan rose nok. På trods af at jeg (i mine egne øjne) er en empatisk og motiverende leder, der giver mine medarbejdere stort ansvar og dermed også viser dem stor tillid, er deres feedback til mig ofte, at jeg godt kan blive bedre til at rose dem noget mere. Anerkende dem, når de har gjort noget godt, da det giver dem arbejdsglæde og en vished om, at de bevæger sig i den rigtige retning. Det giver på alle måder god mening i mine ører, men det overraskende for mig er altid, hvor tydelig og eksplicit man skal være i sin måde at rose på, og hvor kort tid rosen holder. Med andre ord: Anerkendelse og ros er noget, vi har brug for ofte, gerne dagligt – én gang årligt til den obligatoriske MUS-samtale er langtfra nok. Og det er for os voksne mennesker, som det er med børn og dyr: Ros, når vi gør noget godt, virker langt mere motiverende end skældud og kritik, når vi gør noget forkert. Men hvor gode er vi så til det dér med at rose? Og her tænker jeg ikke blot i vores professionelle liv, men generelt? Over for vores kæreste, veninde, mor – eller måske en helt fremmed? Hvornår har du sidst givet en, du beundrer, en kompliment? Rost en kollega for et godt resultat eller applauderet dig selv (!) for, at du håndterede en svær situation så klogt? Hvis alle andre glemmer at rose i hverdagens og selvoptagethedens travlhed, må man jo starte et andet sted: Med sig selv. Læs om, hvordan Anne-Sofie Hermansen har startet en positiv kædereaktion af ros og befriende realisme, i hendes klumme i denne uge femina. FÅ ET SMUGKIG I UGENS BLAD I GALLERIET HERUNDER