Selvudvikling

Brev til Renée: Skal jeg bare opgive at finde kærligheden?

Jeg har efterhånden været på mange dates, drukket mange kopper kaffe og hørt mange livshistorier. Men jeg har stadig ikke fundet en mand, så for at møde én på en anden måde er jeg begyndt til dans (og så lærer jeg i det mindste at danse). Desværre tror jeg ikke længere på, at det lykkes for mig, og det gør mig ked af det.

Hej Renée 

Jeg er en kvinde på 50+ år. For 12 år siden blev jeg skilt, og efterfølgende gik der nogle år med at få styr på livet med børn, job og alle følelserne. For nogle år siden begyndte jeg at netdate, fordi jeg var begyndt at savne en mand i mit liv. I starten var jeg optimistisk, selv om jeg tænkte, at det nok ikke var let. Men at det er SÅ svært, havde jeg ikke drømt om. Jeg har efterhånden været på mange dates, drukket mange kopper kaffe og hørt mange livshistorier. Men jeg har stadig ikke fundet en mand, så for at møde én på en anden måde er jeg begyndt til dans (og så lærer jeg i det mindste at danse).
 
 
Desværre tror jeg ikke længere på, at det lykkes for mig, og det gør mig ked af det. Jeg gør mig umage med mit udseende, men der er mange smukke kvinder, og der er altid én, der er yngre, slankere eller højere. Mænd på min alder har et forskruet ideal. De vil have unge, smukke og slanke kvinder. Det kan sammenlignes med, at man sender ansøgninger ud til en række job uden nogen sinde at blive kaldt til samtale. Selv om man er sød, intelligent og har alle kvalifikationerne, får man ikke mulighed for at vise dem. Det, jeg oplever, er, at mænd skal føle sig tiltrukket af en kvinde, før de giver sig den tid, det tager at åbne op.
 
Jeg har talt med mange om det, og de forstår ikke, at det er så svært for mig. Jeg har ikke et direkte spørgsmål til dig, men det er en stor sorg for mig at erkende, at jeg måske skal leve uden kærlighed til en mand. Nogle siger, at jeg skal give op, men det er ikke til at bære at opgive kærligheden. Det er for sørgeligt at tænke på, ikke? 

Venlig hilsen Den sorgfulde 

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg er ved at gå fra min mand. Er det dumt?

 

Kære Sorgløse 

At opgive kærligheden er alt for sørgeligt at tænke på, så det skal du selvfølgelig ikke. Jeg kan dog sagtens forstå, at du indimellem mister modet, når du har datet så mange forskellige, og det aldrig bliver til mere end den der kop kaffe. Det, jeg læser i dit brev, er selvfølgelig en frustration over, hvorfor det ikke lykkes for dig, nu hvor du endelig er klar til at prøve igen. Så opstår de sorgfulde og opgivende følelser, som du beskriver. Og på baggrund deraf begynder en lidt sort-hvid tænkning, hvor det skal ske lige nu, for ellers sker det nok aldrig. 
 
 
Men kærligheden er en pusseløjerlig størrelse. Den kan ikke dikteres eller kommanderes med. Den opstår mellem mennesker, lige præcis når den gør, og ikke et sekund før. At indfange kærlighedens dna er ikke muligt, for der findes ingen formel for, hvordan man kan få den ind i sit liv. Ingen kan præcist sige, hvad kærligheden består af, da den er så uendeligt meget og frygtelig forskellig fra menneske til menneske. Du kan heller ikke vide, hvor du skal finde den, da den kan opstå de mærkeligste og mest uventede steder. Jeg tror blandt andet, at det er derfor, den er evigt interessant at skrive bøger og sange om. Kærligheden kan ikke formes, modelleres, styres eller kontrolleres. Samtidig er den en længsel, som de fleste mennesker har, hvis de ikke har den inden for rækkevidde. Når man endelig finder den, skal man endda arbejde hårdt for at beholde den, for man kan miste den igen og igen, og intet er så sørgeligt, som når kærligheden dør.
 
Du skriver, at du mister modet, og at folk siger, du bør give op. Jeg er ikke enig. Det, jeg tænker, du kan gøre, er at indstille ”jagten” for en stund og i stedet forsøge at være åben og imødekommende over for kærligheden. Jeg synes ikke, at du skal lukke ned for, at den kan komme helt af sig selv en dag. Jeg tænker derimod, at det er meget muligt, at det er al den dating, der har fået dig til at miste modet. Så måske skal du sætte dating på pause for en tid? 
 
 
Jeg forstår virkelig godt, at det må være hårdt at udsætte sig selv for vurderinger igen og igen, præcis som man gør, når man sender jobansøgninger ud uden at få job. Derfor skal du ikke udsætte dig selv for den slags afvisning længere. Det er alt for hårdt for sjælen. Men at du stopper jagten, betyder ikke, at du giver op over for kærligheden, det betyder kun, at du stopper jagten. Det behøver ikke at være så sort-hvidt. Kærligheden kan sagtens være til stede i dit liv allerede, så du skal leve, som du har lyst til, og gøre de ting, du elsker. Være sammen med familie og dine venner og dyrke de ting, der interesserer dig, som for eksempel dans. Samtidig skal du have en holdning, der går ud på, at en eller anden dag møder du også kærligheden. Indtil den dag kommer, skal du ikke bare gå og vente og bruge al din energi på at lede efter den. Og du skal i hvert fald ikke føle sorg ved tanken om, at du aldrig finder den. Du må leve og ånde og nyde de ting, du finder glæde og tilfredsstillelse ved.
 
Kærlig hilsen Renée 

 

Læs mere om: