Brev til Renée: Min yngste søn kan ikke med min kærestes søn

Kære Renée Jeg er en 46-årig kvinde, der er skilt fra mine børns far. De har meget lidt kontakt. Efter skilsmissen mødte jeg en ny mand, som tog både mig og mine børn med storm, da han var meget nærværende. Han har to børn. Vi flyttede sammen, og mine børn var altid hos os, mens hans var der hver anden uge. Vi boede sammen i tre år, men vi trivedes ikke, når min mands børn var der. Min kærestes søn havde ingen venner, og min søn havde ikke lyst til, at han skulle være en del af hans store vennegruppe. Han kom altid med nedladende kommentarer, skulle hævde sig eller opførte sig barnligt. Mine børn og jeg flyttede til en nærliggende by, og min søn skiftede skole, da han fik nye venner.

Min kæreste og jeg slog op, men fandt sammen igen. Vi boede hver for sig, men var ”familie” i weekenderne, og alle var glade. Men min kærestes søn havde stadig ingen venner, og min kæreste opfordrede ham til at skifte skole. Derfor skiftede han til min søns skole og flyttede til samme fodboldklub. Min søn forsøgte at få min kærestes søn ind i fællesskabet, men de andre drenge blev hurtigt trætte af ham. Det virker ikke, som om min kærestes søn har nogen selvindsigt. Han mener, det er alle andres skyld. I går kom min søn grædende hjem og sagde, at han ikke kunne klare det længere. Jeg har så ondt af min kærestes søn, fordi han er ensom, men hans adfærd hjælper ikke. Min søn begyndte at glæde sig til at starte på efterskole, men så valgte min kærestes søn den samme. I det hele taget vil han altid det samme som min søn, og min søn kan snart ikke holde det ud længere. Hvordan får jeg fortalt min kæreste, at det snart må stoppe? Ikke kun for min søns skyld, men bestemt også for hans søn? Det er, som om det her problem aldrig forsvinder. Vi har for nylig drøftet at flytte sammen igen, men jeg kan ikke se det ske lige nu. Problemet med vores sønner er altoverskyggende. Skal jeg droppe tanken om at blive familie med den mand, jeg holder så meget af, og som mine børn også holder af? Hvordan får vi brudt det her mønster? Mange hilsner fra en bekymret mor LÆS OGSÅ: Min bror vil ikke se sin søn Kære bekymrede mor At slå to familier sammen er noget nær en kunst. Der er så mange forskellige interesser at tage hensyn til. To voksne elsker hinanden, mens børnene i realiteten ingen interesse har i at være sammen. Hvis man er heldig, har børnene intet imod hinanden og kan med tiden endda føle sig knyttet til hinanden. Nogle gange bryder børnene sig ikke om eller kan decideret ikke lide hinanden. Sammenbragte børn ved godt, at hvis de to forældre går fra hinanden, så er det sandsynligt, at forholdet til papmor, papfar og papsøskende forsvinder. Nogle af dem forbliver selvfølgelig tæt knyttede. Andre ser ikke hinanden igen, når eller hvis det forelskede par går fra hinanden. Det kan lyde hårdt, men det er virkeligheden for mange børn. Vi kan på ingen måde forlange af vores unger, at de skal holde af eller ønske at tage sig af vores nye kærestes børn! Personligt ville jeg blive edderspændt rasende, hvis min mand pludselig flyttede en eller anden ind i vores hus, som han så forventede, jeg skulle tage mig af. I din ”nye” familie er jeres sønner ikke blevet glade for hinanden – tværtimod. Det er ulykkeligt, og I har også taget konsekvensen og er flyttet fra hinanden igen. Selvfølgelig kan I blive ved med at være kærester. Måske skal I bare vente med at flytte sammen igen, til alle jeres børn er flyttet hjemmefra.

Dit problem er, at din søn ikke bryder sig om din kærestes søn, som har en træls adfærd. Nu har din kæreste så tilmeldt sin søn den samme efterskole som din søn, og din søn er ved at gå ud af sit gode skind over det. Det virker lidt, som om du er konfliktsky i forhold til de her følelser. Du overvejer nærmest at slå op med din kæreste frem for at fortælle ham, at din søn ikke ønsker at gå på samme skole som hans søn. Det er egentlig en ret enkel ting at sige højt, så det er interessant, hvorfor du har det sådan. Din søn vil ikke på samme efterskole som din kærestes søn, og det har han selvfølgelig lov til at sige. Både du og din kæreste bør lytte til ham og sørge for, at de to drenge ikke skal samme sted hen. Det gør I ikke. Jeg synes også, det er mærkeligt, at din kæreste har meldt sin søn til samme efterskole. Han må jo vide, hvordan din søn har det. I har haft de her problemer længe, så hvorfor ignorerer han det? Og hvorfor kan du ikke få sagt til din kæreste, at hans søn selvfølgelig ikke skal på den samme efterskole som din søn? Mit gæt er, at følelser forbundet med at tage den viden alvorligt er svære at håndtere og lige så svære at snakke om. Derfor handler konflikten nok ikke om jeres sønner, men måske mere om jeres kæresteforhold, om tryghed og tillid mellem jer to. Så jeg synes ikke, du behøver at slå op med din kæreste, men jeg tror, I to er nødt til at arbejde på jeres forhold. I er nok også nødt til at tage den svære samtale om, at jeres sønner ikke kommer ud af det med hinanden – og at det er helt o.k. I kan ikke tvinge din søn til at kunne lide din kærestes søn. Han har ret til at have det, som han har det. Når din kærestes søn bliver ked af, at det er sådan, skal I to voksne kunne rumme de følelser, for han har også lov til at være ked af det. Det er ingen nem opgave, for den handler om at respektere hinanden og hinandens følelser uden at ville have det, der findes, til at gå væk. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.