Brev til Renée: Min svigermor forskelsbehandler sine børnebørn

Hej Renée

Jeg er en 45-årig kvinde, som har en svigermor, der altid er frisk med, hvad jeg vil kalde en spids bemærkning. Hun har altid forskelsbehandlet sine børn og børnebørn og været mest opmærksom og taget sig af min mands søster, hendes familie og deres børn. Hun hygger ofte med min svigerindes børn og tager dem med ud. Jeg ville ønske, at hun også havde lyst til at give mine børn sådanne oplevelser.

Når jeg er sammen med hende, taler hun altid om min svigerinde og deres børn, om, hvor hårdt det har været at have små børn, og hvordan hun hjælper dem. Det har også været hårdt for mig, da børnene var små, men det var altid problematisk at få hjælp fra svigermor. Når hun endelig skulle passe dem, gik hun meget op i, hvornår vi hentede dem igen – jo før, jo bedre.

Når vi inviterer til fødselsdag, bruger hun i stedet tiden på min svigerindes børn. Hun brokker sig, hvis hun skal hjælpe os med noget tidligt på dagen, selv om hun ofte står tidligt op for min svigerindes skyld. Forleden troppede hun uanmeldt op på et af vores børns rigtige fødselsdag, og jeg stivnede og kunne ikke slappe af. Jeg bød hende ikke på noget, og situationen var meget akavet. Jeg ønskede ikke at sidde og lade, som om alt var dejligt. Jeg fik sagt min mening, og det endte med, hun gik igen.

Der har nok i virkeligheden været så mange episoder og sårende bemærkninger i årenes løb, at det er helt uoverskueligt at skrive ned på papir. Min mand siger ingenting, hvilket jeg synes er frustrerende. Jeg bliver så ked af det over hendes dårlige undskyldninger for at forskelsbehandle. Det er, som om alt skal tilrettelægges efter min svigerindes behov.

Jeg ville ønske, det ikke gik mig på, men det fylder for mig. Lige nu har jeg ikke særlig meget lyst til at se svigerfamilien, og jeg overvejer at holde en pause fra dem. Min mand er også ked af forholdet til sine forældre, og han er nærmest glad, når de ikke kan komme til vores fødselsdage. Men nogle gange er det, som om han bare finder sig i tingene, og det er mig, som bliver så frustreret og vred.

Med venlig hilsenen frustreret svigerdatter

Kære svigerdatter

Under læsningen af dit brev, tænkte jeg, at du måske oplever dig selv som en, der ikke er værd at holde af og passe på. Det kanaliserer du over i dine børn og din svigermor og din mand og hans mor, der forskelsbehandler sine børn. Måske digter jeg, men det er bare den tanke, dit brev efterlader hos mig. Ellers må du bare tage det for, hvad det er: Min impuls. Jeg har ikke oplevet alt det, du fortæller om, men jeg er i tvivl om, hvorvidt din svigermor gør det for at såre dig. For hvorfor skulle nogen have lyst til det?

Jeg tror, hendes adfærd bunder i hendes eget liv. Det har intet med dig at gøre. Jeg læser, at det er dig, der bliver såret, mens din mand finder sig i tingene. Det er en vigtig pointe, for jeg tænker, at din måde at tolke din svigermors adfærd på har at gøre med din egen historie.

En anden vigtig pointe er, at du ikke kan lave om på din svigermor. Det kan kun hun selv, hvis hun vil. Hun har helt sikkert mærket din skuffelse, og det har ikke gjort nogen forskel. Du kan derfor kun gøre noget ved dig selv og den måde, du tolker på.

Ofte når vi bliver meget sårede over noget, kan det også handle om gamle følelser, måske fra éns oprindelige familie? Måske er der en dybere personlig årsag til, at det fylder så meget for dig? Du skal ikke tage det, som om der noget galt med dig. Mere som en måde at arbejde med problemet på.

Jeg håber, du forstår nuancerne, selv om det er kompliceret. Måske har der i din opvækst været et mønster som det, din svigermor repræsenterer, og hendes adfærd reaktiverer nu de følelser. Eller måske har du oplevet uretfærdighed et andet sted i dit liv? Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men hvis man isolerer de følelser og ser på dem, som var de fisk i et akvarium, kan man separere dem fra sig selv.

Svigermors adfærd har at gøre med hende, hendes liv, hendes barndom, at hun ikke er klogere eller ikke kan rumme at elske alle på samme måde. Du behøver derfor ikke at identificere dig med det. Måske oplever hun slet ikke sin adfærd på samme måde, som du gør. Måske er hun blot en mor, der er tæt knyttet til sin datter, fordi hun havde mere brug for hende, eller fordi døtre ofte ligner deres mødre mere? Der er mange tolkningsmuligheder.

Grunden til, at jeg går ind i det med at tolke, er, at det er netop dér, du kan lindre din smerte. Og det tror jeg, du har brug for, så du igen kan ånde frit i forhold til svigermor.

Mit råd er derfor, at du går i gang med at give slip på den historie, du har om din svigermor, og med at give slip på vreden, skuffelsen og uretfærdighedsfølelsen. Slip det og giv dig selv luft og plads til at fokusere på andre ting. Og gør det uden at holde hende på afstand, straffe hende og være kold over for hende, fordi hun er så dum ikke at elske alle på samme måde.

Nogle gange løber vores mønstre af med os. Hvis vi bevidst sætter fokus på positive ting - taknemmelighed, tilgivelse og glæde – kan vi gøre smerten ved de gamle mønstre mindre. De følelser bor i dig, og hvorvidt de er virkelige eller ej, er lige meget. De findes, men det handler om, hvor meget energi du giver dem, og hvor meget du giver dem lov til at fylde i dit liv.

Jeg tror, de fleste kender det, du sidder i. Det kan opleves som en maskine, der bare kører og kører i hjernen på én. Men den skal stoppes, og den eneste, der kan gøre det, er dig selv. Svigermor er jo bare, som hun er, på godt og ondt, ligesom vi alle er det.

Kærlig hilsen Renée