Anne Sophia Hermansen: Livet er for kort til dårlige venskaber

For nogle måneder siden udtalte TV-værten Sofie Linde i et interview, at hun evaluerer sine venskaber. Hun skriver vennernes navne på post-it-sedler og rangordner dem efter, hvem der giver hende energi, og hvem der dræner hende for det.Det blev der gjort meget grin med på de sociale medier, for sådan kan man ikke rangordne venner. Men jo – det kan man godt, og mange kvinder burde gøre som Sofie Linde.Prøv engang at mærke efter. Hvem er det, der gør dig glad? Hvem kan du læsse af på, og hvem ringer du til, når alt muligt shit pludselig står i fontæner op af toilettet?Og prøv så at tænke på, hvem der ikke rigtig lytter til dig eller hjælper dig og måske endda prøver at trække dig lidt ned, fordi du ikke skal komme for meget op at køre. Vi ved det alle sammen. Post-it-sedler gør det bare helt klart. Da jeg sidste år fik drømmejobbet og var jublende lykkelig, blev jeg genstand for misundelse. Jeg oplevede kort efter at blive modarbejdet af en veninde og involveret i uklare intriger, jeg blev ikke inviteret med til middage eller tænkt ind i ellers oplagte faglige sammenhænge. Først efter flere måneder indså jeg omfanget, fordi der havde hobet sig så mange eksempler op, at jeg kunne danne et lille bjerg og se mig omkring deroppefra. Jeg kunne også se, at jeg ikke havde skænket det en tanke, at hun kunne være misundelig – og sådan er vi mange, der har det. Vi tænker jo det bedste om andre, ikke sandt? Nå, men det er ikke altid, de tænker så godt om os. LÆS OGSÅ: Derfor bliver du misundelig Den hvide misundelse kender vi alle. En veninde har mødt en utrolig dejlig mand eller udgivet en bog eller været vildt heldig med en lejlighed. Det er helt legitimt at tænke: Gid det var mig. Og så er der den grønne misundelse, hvor man ikke under hende det. Hvor man taler grimt om hendes nye kæreste, nyder at vise hende de dårlige anmeldelser eller påpeger, at der da vist lugter lidt af skimmelsvamp i hjemmet, hvorefter man begynder at snøfte hyklerisk.

Jeg blev udsat for den grønne misundelse, og det gik først op for mig, da en ven påpegede det. Indtil da havde jeg været for godtroende og opfundet alskens forklaringer på, hvorfor relationen pludselig var forandret, og hun gjorde mig så ked af det. Og så blev jeg fandeme gal! Jeg gik lange ture og førte hidsige samtaler med mig selv. Samtaler, som ikke kun handlede om skuffelse, men om, hvorfor jeg ikke havde set det noget før. Skulle jeg nu konfrontere hende – eller lade det glide ud? Jeg valgte det sidste og begyndte i stedet at mærke efter. Hvordan havde jeg det ellers med mine venner? Hvem giver, hvem tager, hvem savner jeg?

Livet er for kort til, at vi omgiver os med mennesker, der ikke møder os med overskud og omsorg. Som end ikke glæder sig over vores succes eller kun har det godt, når vi har det skidt. Eller som ikke kan være ærlige og sige: ”Ja, jeg vedkender mig det, jeg er RØVMISUNDELIG på dig ... Jeg er ensom/gået i stå/har det ad helvede til... vi ses igen, når jeg har givet mig selv et ordentligt los bagi og kan glæde mig over din lykke”.

Det ville jeg have respekt for.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her