Anna Mejlhede: Hvad har du i bagagen?

Det ville være en rygende løgn at sige, at jeg mestrer kunsten at rejse let. Ovenikøbet har jeg for år tilbage skrevet satirisk om kunsten at lade være. Ikke for ingenting blev jeg i Blå Bog i 3. g kaldt for Taske-Anna, og det var ikke mine attributter, der blev hentydet til … Alligevel er det, som om noget er begyndt at hale ind på mig.

Om natten drømmer jeg samme drøm i hundrede varianter: At jeg er på et tog, et fly eller på anden vis i transit, men enten ikke når frem eller ikke kan komme af dér, hvor jeg skal, fordi min bagage filtrer sig ind i mine arme og ben. Problemet er vel mest, at jeg har så svært ved at vælge ud, og når jeg så står over for et af livets mest simple valg som det helt konkret at pakke en kuffert, går jeg i sort – og har jeg travlt, ryger hele klædeskabet med. Nu er der bare det, at det ikke kun er min rejsekuffert, det her gælder. Mit loftrum taler sit eget sprog, hvad angår min måde at rejse gennem livet på: Jeg er simpelthen ret tung i det. ”Så hjælper det at bo småt”, sagde de fleste, engang jeg flyttede ind i en toværelsers, men det eneste, der skete, var, at mine kasser og ting spredtes rundtom på lofter og i kældre hos fire forskellige venner ... Og at ty til den dér regel med, at hvad du ikke har set på det sidste år, skal bare ud, er en forenkling, der sjældent holder. LÆS OGSÅ: Et liv er jo ikke kun det, der gik som planlagt Forleden skulle jeg på forlænget weekend. Så er det nu, tænkte jeg, og resolut tog jeg min lille håndtaske frem og besluttede, at jeg kun måtte tage med, hvad der kunne være i den. Det var jo hurtigt overset: Notesbog, en smule undertøj, en minimal toilettaske og en ekstra bluse samt oplader til mobilen. Den morgen jeg skulle af sted, vågnede jeg i panik: Man kunne vel også tage FOR lidt med? Ligesom hvis mit loftrum i skrivende stund stod TOMT... Det ville være lige så stor en gyser, som det er nu, hvor man skal skære sig frem med en le. Bagage er noget mere, end vi måske umiddelbart tænker, det er. For inde i den konkrete bagage ligger også det og lurer, som vi bærer med os rundt som tunge bylter: Gammelt ævl og løse ender. Drømme, der stadig hænger ved, selv om de er så lasede i kanterne, at de aldrig kan repareres og bruges til noget virkeligt. En stewardesse fortalte mig engang, at det, der slår folk ihjel under et flystyrt, slet ikke er selve kollisionen med jorden – næ, det er deres bagage! Alt det, der vejer godt og vel mere end de afmålte kilo, den slags må veje, og derfor maser os, når det slynges gennem luften. Vi pakker simpelthen for meget. For nidkært. Måske uden at tænke på, hvad et liv grundlæggende har behov for?

”Pas, penge og præservativer”, sagde man, dengang jeg var ung, for så kunne det ikke gå helt galt. Oversat til hverdagsliv kunne det måske hjælpe at stille skarpt på, hvilke tre ting det er livsnødvendigt at have med sig gennem tilværelsen. Jeg er (efter udelukkelsesmetoden) selv nået frem til disse: Hengivenhed, humor og hukommelse. Hengivenhed: I den ligger både evnen til at elske og knytte os tæt og forpligtende til andre mennesker, og i hengivenheden bor desuden en ydmyghed, der er nødvendig at bære med sig rundt, fordi ingen er frit flydende øer uden ansvar for sine omgivelser. Humor: I den ligger også evnen til at overleve i verden, samt bære over med og tilgive – andre såvel som én selv. Hukommelse: Fordi man bliver nødt til at huske for at lære! Et samfund med kollektivt hukommelsestab risikerer at bliver kynisk og hjælpeløst uvidende. Bagage er en flertydig størrelse. Ingen tvivl om det. Og nu, hvor sommerferien står for døren, er det måske tid at kaste et ekstra blik på, hvad vi selv har tænkt os at tage med ind og ikke mindst ud igen? Både i vores rejsetasker og i os selv. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser