Anders Legarth Schmidt
Selvudvikling

Anders mistede sin datter: ”Man er meget ensom i sin sorg”

Anders Legarth Schmidts seksårige datter døde af leukæmi, og de mange opslidende måneder med først sygdom og siden død efterlod ham i et stort hul af sorg. Løbeturene blev hans lindring.

Alarmen bipper, klokken er 05.30, og 43-årige Anders rækker armen ud og slukker. Stille lister han ud af sengen for ikke at vække familien. Tager sit løbetøj på, snører skoene og sætter pandebåndet på plads i panden. Så er han klar til dagens lange løbetur.

Når Anders Legarth Schmidt løber, så kan han lidt lettere bære savnet, smerten og sorgen, efter at hans seksårige datter Ellen døde af leukæmi. I to år boede han og hans kæreste, Ellens mor Freja, stort set hele tiden på Rigshospitalet med deres kræftsyge datter.

– Det var som et fængsel at være på hospitalet. Vi havde ingen frihed. Ellen måtte i lange perioder ikke komme hjem. Hun havde ikke noget immunforsvar, og derfor levede vi et meget isoleret liv. Sådan var det bare. Det kunne ikke være anderledes, husker Anders.

– Vi var omgivet af en masse dygtige læger og sygeplejersker, men der er sygdomme, man ikke kan gøre noget ved. Og sådan en var Ellens.

Når forældrene i dag husker tilbage, er minderne frygtelige.

– Det var en rædselsfuld tid. Det eneste, vi tænkte på i den periode, var, hvordan vi kunne hjælpe hende. Vi kunne ikke arbejde, vi kunne ikke tage os ordentligt af Alice, som var 10 måneder gammel, da Ellen blev syg. Det var opslidende på alle måder for os alle sammen.

Efter Ellens død har Anders ofte tænkt på, om de kunne have gjort noget anderledes. Vendt og drejet tanken inde i hovedet på sig selv.

– Gjorde vi nok? Var vi gode nok forældre? Jeg har dog forliget mig med, at jeg gjorde det så godt, jeg kunne i den situation. Hvis hun kunne sige noget til mig i dag, så ved jeg, hun ikke ville have ønsket, at jeg pinte mig selv med de tanker.

Svære tanker forsvinder

Siden Ellens død har Anders Legarth Schmidt løbet stort set dagligt. Løbeturene handler ikke alene om at være i god form og få noget frisk luft. Det handler om noget langt mere alvorligt.

– Der var to muligheder, den dag hun døde. Jeg kunne blive siddende i en sofa og græde – eller rejse mig og bevæge mig. Det var faktisk nemmere at rejse mig end at sidde stille.

Mens mange andre nok ville være blevet under dynen, har Anders fundet sin måde at lindre sorgen på oven på tabet af sin ældste datter. Ved at løbe.

– Når jeg løber, er der ingen knuder i maven. Ingen nervøsitet eller stress. De svære tanker og følelser fordufter, når jeg løber. Det giver mig en ro i mit liv, som jeg har svært ved at finde andre steder, siger Anders og lyser op i et sjældent smil. Når samtalen drejer sig om hans løbeture, bliver han ivrig og begejstret. Men den livsglæde kommer i små doser. Sorgen er for massiv.

Jeg skal bare overleve

– Andre voksne har en umiddelbar glæde ved tilværelsen, som jeg har svært at finde frem efter Ellens død. Jeg bærer en sorg i mig, som gør, at jeg ikke begejstres af de samme ting som tidligere. Mine ambitioner er heller ikke længere særlig store. Jeg skal faktisk bare overleve.

Tror du ikke, du kan blive lykkelig igen?

– Jeg mærker lykken, når jeg er sammen med Alice, som nu er seks år, og min kæreste Freja. Jeg mærker også en glæde, lykke og eufori, når jeg løber.

Mens mange kvinder ville sætte sig med en veninde eller et familiemedlem og snakke følelserne igennem, så er det netop på de mange løbeture, Anders får luft for sine tanker og frustrationer over for sine mandlige løbekammerater.

– Når man løber så mange kilometer og timer sammen, så opstår der nærmest et broderskab. Her er det naturligt at dele personlige og svære ting med hinanden.

LÆS OGSÅ: Mænd og kvinder tackler sorg helt forskelligt

Ensom i sin sorg

I en kort periode deltog Anders og hans kæreste i en sorggruppe med andre forældre, der også havde mistet deres barn. Han havde mere lyst til at løbe end at sidde stille og tale.

– Man er meget ensom i sin sorg. For selv om man er to forældre, der har oplevet det samme, så er man ofte hver sit sted følelsesmæssigt. Der kunne være en dag, hvor jeg f.eks. følte, jeg var lige ved at få luft. At tingene ikke var helt så dystre. Og så var Freja helt nede. De dage kan det være meget svært at hjælpe hinanden. Man kan sige: Jeg hører, hvad du siger, jeg forstår, hvordan du har det – men jeg kan ikke være i din sorg lige nu. I dag er vi dog blevet bedre til at støtte hinanden.

Hvordan har I kunnet holde sammen som par?

– Det ved jeg ikke. Jeg har ingen opskrift på det. Men vi er dybt forbundne, og vi har fundet ud af, at vi slet ikke kan undvære hinanden.

To år efter Ellens død begyndte Anders at skrive om sin sorg i en blog i dagbladet Politiken, hvor han arbejder.

– Oven på min blog fik jeg mange henvendelser fra folk, som også havde mistet. De kunne genkende rigtig meget af det, jeg skrev, og når jeg hørte det, så følte jeg mig lidt mindre alene.

Det er den ene årsag til, at bloggen skulle samles til en bog. Den anden årsag hedder Alice.

– Jeg har et håb om, at vores datter vil have bogen som et smukt minde om sin storesøster, når hun selv bliver voksen. Det gør mig rigtig glad at tænke på, smiler Anders.

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >

Døden har skræmt mig

Døden er pludselig kommet meget tæt på Anders Legarth Schmidt og hans familie.

– Ellens død har skræmt mig fra vid og sans, og lige efter havde jeg mange tvangstanker om, at Alice også ville blive syg. På trods af at en kræftlæge sagde, at det ikke ville ske. Jeg var hele tiden over-opmærksom på, om hun havde blå mærker, om hendes rifter ville hele, om hun var meget træt, fortæller Anders og ryster på hovedet.

– Jeg kan også få flashbacks, hvor jeg fysisk er nødt til at ryste kraftigt på hovedet for at få minderne væk. Men jo ældre Alice bliver, jo mere forstår jeg, hun ikke er syg.

Hvordan har du sluppet den frygt?

– Det er noget, tiden har gjort, tror jeg. Jeg har ikke helt den samme panik i kroppen mere. Men at hun nu er ældre, end Ellen var, da hun døde, hjælper mig også.

Hjælp dem, der sørger

Da Anders selv var barn, var der mange ting, man ikke talte om. Havde man det dårligt, blev det pakket væk.

– Sorg er meget mere offentligt nu. Det er ikke flovt at have det dårligt – det er okay at sige det.

Hvordan oplevede I, folk omkring jer håndterede jeres sorg?

– Det er så svært at være pårørende. Nogle forsøger at opmuntre og sige: ”Det skal nok gå”. Men det ved vi jo godt, det ikke gør. Jeg tror, det at miste et barn vækker den værste frygt i folk. Vi har mistet kontakten til mange venner undervejs. Men det er okay. Andre er kommet til. De har nok bare sparket døren ind og hjulpet til. Uden at spørge om lov.

Har du et råd til andre, som er venner eller familie til nogen i dyb sorg eller krise?

– Vær til rådighed. Hvis du siger: ”I må endelig sige til, hvis der er noget, vi kan hjælpe med”. Jamen hvad skal man så sige? Det er bedre bare at dukke op med en gave til den syge, og mad til fryseren. Det har i hvert fald hjulpet os.

Jeg er stadig hendes far

I tiden efter Ellens død i 2013 kunne Anders ikke holde ud at se på billeder af hende. Savnet gjorde alt for ondt. Det er anderledes i dag.

– For nylig så vi en film med Ellen. Hun var syg, men kunne stadig bevæge sig frit. Det var vildt svært, for hun var jo lige foran os. Men omvendt også utrolig rart, fordi jeg kunne mærke, at hun stadig er i mig rigtig meget. En del af mig vil gerne skubbe minderne væk, fordi de gør ondt, men en anden del af mig vil gerne beholde dem, fordi de knytter mig sammen med Ellen.

Har tabet gjort dig troende ... eller var du det i forvejen?

– Jeg ved ikke, om jeg er troende i traditionel forstand. Men der er masser af ting, jeg ikke kan give en forklaring på. Jeg ved, Ellen er død. Men jeg mærker hende hele tiden. Hun er til stede konstant. Og det skal hun også være. Jeg ER hendes far. Det er ikke i datid. Den rolle forsvinder ikke, selv om hun er væk. Den rolle er min – altid.

Anders Legarth Schmidt er 43 år og bor i København med sin kæreste Freja og datteren Alice på seks år.

Prisvindende journalist på Politiken og har hele tre gange været nomineret til Cavlingprisen.

Et par år efter Ellens død, i 2013, begyndte Anders at skrive bloggen ”Jeg løber”, som handlede om hans tanker og følelser efter datterens død. Nu er bloggen samlet som en bog, der udkommer på Politikens Forlag den 16. januar 2018.

Sidste efterår opførte Det Kongelige Teater teaterstykket ”Jeg løber”, som bygger på Anders’ blog. Stykket er på turné rundt i Danmark fra 26. februar 2018 og genopsættes i København til september.

LÆS OGSÅ: Sådan forholder du dig til sorgen over at miste en forælder

Læs mere om: