femina guld
Selvudvikling

100-årige Grete: Hele livet har været min bedste alder

Grete Alstrup Larsen insisterer på at have vellakerede negle og nyfriseret hår, og hun har lige købt nye sko. Og ny iPad. At være 100 år er ingen hindring! For nylig for hun til tasterne og skrev vredt på Facebook, hvordan hun var blevet efterladt på plejehjemmets toilet i en time uden hjælp. Mød hende her.

100-årige Grete Alstrup Larsen havde fået nok. En hel time havde hun siddet fanget på toilettet i sin lille lejlighed på plejehjemmet i Store Heddinge, uden at der dukkede personale op for at hjælpe hende over i kørestolen. Grete har ikke længere nogen venstre hofte, så hun kan ikke gå, men hovedet fejler ikke noget. Da hun endelig blev reddet ud af suppedasen, for hun til tasterne – hun er på Facebook, Messenger og Skype og har lige købt sig en ny iPad – og på Facebook postede hun sin klare beklagelse over et uværdigt system, der tvinger ældre mennesker til at sidde med numsen bar og vente og vente og vente på, at nogen får tid til at hjælpe. Adskillige medier tog sagen op og interviewede Grete.

– Jeg er ellers ikke en, der råber højt, men det blev for meget. Så blev jeg vred. Jeg sad derude og ventede i en time. Det er jo under al kritik. Der bliver sparet for meget. De stakkels mennesker, der løber rundt her, har kun to hænder og to ben. Det er sådan set på deres vegne, jeg er vred.

Du skrev ikke direkte til kommunen?

– Nej, jeg skrev det på Facebook, det hjælper bedre. Der var 93, der svarede den første dag og gav mig ret.

Har det haft nogen effekt?

– DET har det. På tilslutning fra andre, men ikke på opførsel.

Du risikerer stadig at skulle sidde for længe på toilettet?

– Ja. For de har jo ikke fået mere personale. Det var det, jeg var ude på, de skulle.

Læs også: Vi hylder 100 kvinder, der inspirerer og tør, i feminas store guldnummer. Se listen over alle de 100 skønne kvinder her

Så siger hun indigneret:

– De ER kun tre mennesker om aftenen til at lægge 30 mennesker i seng. Og sørge for, at man får børstet tænder – når de husker det – og bliver vasket og sådan noget. Det er jo en ganske naturlig sag, at man bliver vasket og får børstet tænder, inden man kommer i seng.

Det handler om menneskelig værdighed?

– Ja. Men man føler ikke, man er noget værd. Man er bare sådan sat til side. Jeg skulle have træning, da jeg kom fra hospitalet, efter at de havde taget hoften, men jeg har aldrig fået nogen træning. Jeg kan jo ikke selv komme ud, så jeg har i mange år søgt om at få en el-kørestol, så jeg kunne køre lidt rundt, men ”det har jeg ikke brug for”, lyder svaret. Jeg har sagt det mange gange, men det hjælper ikke. Men jeg har jo ingen hofte, så jeg kan ikke gå.

Råt for usødet. Grete siger tingene, som de er. 100 år gammel er hun gået på barrikaderne.

– Det er jo ikke sjovt at sidde her sådan som en fange faktisk og få maden sat ind. Det er ikke noget liv.

For mormors skyld

Grete blev i 1916 født ind i det bedre københavnske borgerskab. Hendes morfar var murermester og byggede flere store etageejendomme rundtom i København. Grete var næstældst af fem søskende, men Grete kom i modsætning til sine søskende til at bo hos sin mormor og morfar på Gasværksvej, hvor morfaren havde bygget flere af husene.

– Det var nok mest for min mormors skyld, jeg boede hos min mormor og morfar. Det var en femværelsers lejlighed med pigeværelse, vi havde pige i huset. Jeg var et stille og roligt barn – jeg boede jo hos mormor ... Vi havde en forhøjning ved vinduet, hvor vi sad og broderede. Jeg var aldrig ude og lege. Det brugte man ikke. 1920’erne var et sjovt årti, men du må lige huske på, at jeg er opdraget hos mine bedsteforældre, så det var gammeldags. Ikke noget med at lege på gaden. Jeg gik til dans og spil.

Fra venstre: En ganske lille Grete på stranden med familien, Grete med fin sløjfe, Grete som ung og Grete som nygift i 1937

Du skulle være en pæn pige?

– Ja, DET skulle jeg. Jeg havde fint tøj. Men jeg løb da på isskøjter på søen i Frederiksberg Have. Jeg havde også rulleskøjter.

Som lille sad Grete altid på sin morfars skrivebord, når han arbejdede.

– Og han lærte mig at læse og skrive, inden jeg kom i skole, så jeg gik kun to måneder i første klasse på Gasværksvejens Skole, så røg jeg op i anden klasse på Den Franske Skole.

Du var et dygtigt barn?

– Dygtig og dygtig ... det ved jeg ikke. Jeg havde klæbehjerne, og det har jeg stadigvæk.

Nye sko

Gretes datter er lige gået med et: ”Mor klarer sig fint selv, du skal bare tale tydeligt”, til farvel. Hun bor syv kilometer fra plejehjemmet, og kom lige forbi for at hjælpe sin mor, så hun kunne være klar til at blive fotograferet. Derfor sidder Grete nu i sin lænestol med velfriseret hår. Hun har også fin koralfarvet lak med perlemorsskær på neglene.

Læs også: 81-årige Lotte Freddie gider IKKE gå i ét med gulvtæppet. Læs interviewet med den farverige modeskribent her

Du er stadig forfængelig?

– JA. Det er jeg. Det kan jeg ikke komme uden om. Man kan da ikke sidde og ligne, jeg ved ikke hvad. Det gælder jo éns eget velbefindende. Det betyder utrolig meget, at man ser ordentlig ud. Men jeg er blind på venstre øje og kan kun se lidt med det højre, så jeg kan ikke se mig selv i spejlet. Derfor spurgte jeg min datter, om hun lige kom forbi og så, hvordan jeg så ud. Også i tøjet. Jeg har tøj nok, så der er ingen grund til at gå i noget, der er nusset.

Man holder aldrig op med at synes om smukke ting?

– Det bør man ikke. Så længe man gør det, så er livet også værd at leve. Når først man er ligeglad, er der jo ikke noget tilbage.

Hvad har været din bedste alder?

– Hele livet! Jeg har haft det godt. Jeg har ikke noget at klage på. Bestemt ikke.

Er der noget, du ville gøre om, hvis du kunne?

– Nej. Jo, det er der: At ende her – DET havde jeg ikke lyst til.

Hvor længe har du boet her?

– FEM år.

Siger Grete med store, trætte bogstaver.

– Før da boede jeg i en af ældreboligerne her, det var bedre, men så blev jeg syg og kunne ikke klare mig selv, og så blev jeg flyttet herind.

Vi var lige

For over 80 år siden arbejdede en ganske ung Grete med ”sekretærarbejde” i Magasin du Nord, som Magasin hed dengang. Så mødte hun Mogens. Svaret kommer prompte, da jeg spørger, hvor de mødte hinanden.

– På Strøget! Den 12. december 1935. Der var juleudstilling, og jeg var ude og gå, det var Mogens og hans bror også. Så kom vi til at stå sammen og kigge på vinduer, og så lavede vi sjov, og ja ... så spurgte Mogens, om jeg ville med i biografen. Det ville jeg godt. ”Men jeg skal hjem og spørge min mor først”. To år efter, den 6. oktober 1937, blev vi gift. Under anden verdenskrig var Mogens meget i Sønderjylland som soldat, og Grete var lotte i Hjemmeværnet. De fik to børn under krigen og to lige efter. Grete var holdt op med at arbejde, da de blev gift. Mogens var kontormand og fik siden sit eget bogtrykkeri, og det var dengang, kvinderne var husmødre og mændene uddelte husholdningspenge, som kvinderne så skulle få til at strække længst muligt, men Grete husker kun et ægteskab i balance og lighed:

– Vi var altid lige. Altid! Min mand kunne sagtens tage en tørn. Han kunne både støvsuge og vaske gulv. Jeg er også blevet opereret nogle gange og har ligget på hospitalet, så passede han børnene, mens jeg var væk. De ønskede sig ”et helt fodboldhold”, siger hun grinende. Men det blev dog ved de fire børn.

Var du en skrap mor?

– Nej, det tror jeg ikke. De fik lov til en masse og havde et meget frit liv. Men ... hertil og ikke længere. Man måtte ikke bande, og det må man stadig ikke, selv om man er blevet voksen og gammel! Og når der blev sagt nej, så var det nej. Jeg har haft nogle ordentlige børn, der aldrig har lavet ulykker, de har passet deres skole, det betød noget for mig. Vi har været heldige med opdragelsen af dem.

Ikke rigtig kloge

Mogens døde under en operation i 2002. Det var sørgeligt og slemt, men ”det var også godt for ham”, for han var alvorligt syg.

– Vi havde 67 år sammen...

Skændtes du og Mogens?

– Nej, hvorfor skulle vi det? Man kan da tale om tingene!

Hvad kunne du lide ved ham?

– Det hele ... han var en meget behagelig mand og nem at komme om ved. Det var nok det.

Vi forlanger for meget af livet i dag?

– Ja og af hinanden. Man må tænke sig om og være lidt elastisk. Og der er ingen, der er fejlfri, det skal man huske. Netop ikke én selv. Man skal også kunne tilgive. De situationer har jeg da også været i. Men tilgive ... DET kan man godt.

Min nye iPad

Der hænger et billede af Mogens på Gretes opslagstavle: En varm, smilende og flot ældre mand i hvid skjorte. Hun har udsigt til billedet fra sin lænestol. Hun kan ikke se det tydeligt længere, men det betyder mindre, for hun har det siddende i erindringen. Grete har 100 års levet liv med sig i bagagen, og med sin klæbehjerne kan hun stadig huske det meste. Det er formentlig også det, der gør, at hun frygtløs kaster sig over ny teknologi.

– Jeg er bare stille og roligt fulgt med. Nu har jeg har jo købt iPad, og den har store bogstaver. iPad er det bedste. Jeg bruger efterhånden slet ikke computeren. Da jeg fik min iPad, prøvede jeg mig bare frem for at finde ud af det. Der kan jo ikke ske noget, vel? Sådan gjorde jeg også, da jeg fik computeren. Jeg er ikke teknikforskrækket, jeg er nysgerrig. Det interesserer mig. Jeg skal følge med i det hele.

Klar til at flytte

Grete har en stor familie og mange venner, og hun får flere gæster, end folk på plejehjemmet normalt får, siger hun. Men man forstår alligevel hendes frustration over at være ”fanget”. Og så taler vi om plejehjemmet Lotte, der ikke længere findes i sin oprindelige form. Det var Thyra Frank, der stod for livsbekræftelsen i den store Frederiksberg-villa. Vin til maden. Dans. Veldækkede borde. Rejser. Fest til hverdag. Og Grete siger tankevækkende, at hvis det havde været muligt at flytte til sådan et plejehjem, så kunne hun sagtens flytte:

– DET kunne jeg. Også den dag i dag.

Så du siger, at livsgejst handler om omgivelser, og at du er klar til at blive her på jorden lidt længere tid – i sjovere omgivelser?

– Ja. DET er højst sandsynligt. Her foregår meget lidt. Det er nærmest som et fængsel. De kommer og sætter maden, og så går de igen.

Du må lave en protestgruppe sammen med dem her på stedet, der tænker ligesom dig ...

– De tænker ikke. De kan ikke. De fleste er demente, så der er ikke så mange at tale med.

Og så sender Grete lige en lang sms til en dame, hun mødte hos øjenlægen forleden.

Grete Alstrup Larsen er blandt de 100 kvinder, der er udvalgt i dette års femina guld-nummer som kvinder, vi hylder, fordi de inspirerer og tør.