Dit liv

Maria Fantino sagde fra over for krænkende chef: Jeg ved ikke, om jeg er ovenpå. Men jeg er stolt

Da Sofie Linde gik ud med sin #metoo-historie, vidste radiovært Maria Fantino, at hun måtte gøre det samme. Hun har slået kolbøtter gennem mediemøllen de sidste måneder, men hun står stadig på begge ben, for som hun siger: Jeg vil jo bare gerne kunne gøre mit arbejde ordentligt. 

Maria Fantino står foran DR Byen sammen Christian Bonde, der er hendes medvært på P3’s populære eftermiddagsprogram Curlingklubben. De har en pause. De kigger på vandet i kanalerne.

Det er 1. oktober 2020.

“Jeg ved sgu’ ikke, om jeg havde orket det,” siger han til hende.

“Jeg orker det heller ikke. Men jeg har ikke noget valg,” svarer Maria.

Hendes telefon har kimet hele dagen. Alle vil tale med hende. De er lidt over en måned siden, Sofie Linde kickstartede anden bølge af #metoo-bevægelsen i Danmark ved som vært til Zulu Comedy Awards at fortælle om en mediechef, der havde forsøgt at true hende til at blowjob, da hun var 18.

Nu er Maria gået ud med sin egen #metoo-historie via et interview i DR-podcasten Genstart.

Hun har fortalt om, hvordan en chef på DR, hun gerne ville pitche en arbejdsidé til, sagde, at han godt kunne tænke sig, at hun kneppede hans kæreste, mens han så på.

Dengang var hun 21 og i slutningen af sin praktikperiode på DR. Nu er hun 25.

– Det var ikke bare det, at han sagde det. Det var måden, han sagde det på. Det blev sagt med en underlig form for aggression, som jeg heldigvis senere har fået bakket op af to vidner til samtalen, fortæller Maria Fantino.

– Man siger, at #metoo handler om magt, og det var virkelig det, der var på spil der. Jeg ville godt have sagt fra i situationen, men jeg vidste også, at hvis jeg lavede en kæmpe scene, så held og lykke med at få det program bagefter. Men han overskred så mange grænser med den kommentar.

- Og det, der irriterede mig mest, var, at jeg egentlig bare gerne vil passe mit arbejde, være professionel, dygtig og flittig. Og ikke bare et par patter eller en praktikant, der skal kneppes.

Maria Fantino

25 år, radiovært på Curlingklubben på P3, om siden 2018 har været en fast del af eftermiddags-fladen på kanalen.

I 2019 fik programmet prisen som "Årets radioprogram" ved Prix Radio og både i 2019 og 2020 fik de prisen som "Årets lyd" ved Zulu Awards.

Maria var langt fra den eneste, der klagede over samme chef. De var mange. Nogle havde voldsommere oplevelser med i bagagen end hende.

Men Maria endte med at være den eneste, der stod frem med navn. Rent arbejdsjuridisk er det nemlig nødvendigt, at mindst én står frem med sin fulde identitet, hvis DR skal kunne sanktionere den krænkende medarbejder.

Maria havde med andre ord gjort det, folkedybet i en måned havde klandret Sofie Linde for ikke at gøre, da hun var ung: Hun sagde fra, hun klagede til ledelsen, hun sagde hans navn (til ledelsen), hun var med til at starte en personalesag.

Men at det ikke var så let et valg at træffe, skulle hun senere finde ud af. Også at det var et valg med konsekvenser for hende selv. Det kommer vi tilbage til.

Når hun i dag skal forklare, hvorfor hun gjorde det alligevel, er svaret det samme, som da hun den dag stod foran kanalen:

– Jeg følte ikke, at jeg havde et valg.

Tidligt i gang

Maria Fantino kom tidligt i gang med karrieren. Egentlig hedder hun Maria Emilie Prehn Hansen. "Fantino" er et kælenavn, en veninde gav hende efter Sébastien Telliers instrumentalnummer fra filmen "Lost in Translation".

Det er hængt ved, fordi det på en eller anden måde passer til hende, og fordi hendes rigtige navn er langt at sige i radioen.

Hun er opvokset i et borgerligt hjem på Østerbro med to advokatforældre, men Maria var lidt af en rebel med hang til venstreorienterede ideer.

Hendes forældre støttede hende og hendes søster i deres valg, men alligevel hang der en forestilling i luften om, at Maria skulle bruge alle sine gode karakterer fra gymnasiet til at søge ind på universitetet.

I stedet søgte hun ind på DR’s 2-årige oplæringsforløb Talentholdet og valgte en karriere, som hun selv beskriver som "mere gak og gøgl end et rigtigt arbejde".

Hun fandt også tidligt ud af, at den sexisme hun oplevede  i nattelivet, hvor mænd kunne finde på at tage hende uinviteret i skridtet, fulgte med i sin egen form på arbejdspladsen.

–  Jeg oplevede flere gange som praktikant, at der blev kommenteret på mit udseende. Jeg kiggede over på mine mandlige medpraktikanter og tænkte: Hvorfor er det ikke deres lår, der bliver kommenteret på?

- Det var frustrerende. Jeg ville bare gerne ses som lige. Så jeg faldt i den fælde, hvor jeg prøvede at være en af drengene. Jeg grinede med på deres jokes og prøvede at sige og gøre ting, som drengene ville kunne lide.

LÆS OGSÅ: Irina Olsen: Som kvinde skal du have status for at blive hørt i metoo-debatten

Da Maria landede drømmejobbet som vært på sit eget og Christian Bondes program, Curlingklubben, opdagede hun hurtigt, at der var langt til at være lige.

Også selvom pressebillederne fra programmet viser netop en Maria, der prøver at hoppe med på at være en af drengene i sportstøj og med uglet hår og håndtegn. Der er intet diva over Maria på de billeder.

– Mange af de lyttere, der sendte sms-er (ind til programmet, red.), skrev, at de hellere ville have to mandlige værter. De gad ikke høre på "hende kællingen" eller på "tøsesnak". Jeg skulle "flette fissen". Det havde altid det der kønslige twist. Så jeg var meget undskyldende i starten, for jeg følte, at jeg tog en andens plads.

Gjorde det dig ked af det?

– Joh, men det var jo også bare sådan, det var. Det var sådan, det var at være i den her branche. Det var sådan det var, at være kvinde i verden. Da jeg var pædagogmedhjælper lærte jeg jo også hurtigt, hvilke fædre, jeg skulle undgå, fordi de kunne finde på at komme med ulækre kommentarer, mens børnene kom i flyverdragten.

– Heldigvis har det ændret sig med tiden, og jeg får ikke længere de samme kommentarer på sms'en.

Fra privilegeret til fighter

Maria Fantino ved godt, at hun er privilegeret. Det er et ord, hun når at bruge om sig selv to gange, inden jeg har fået skoene af og hængt jakken i det store, lyse køkkenalrum i den lejlighed på Nørrebro, som hun deler med sin kæreste, Emil.

Hun tilhører i det hele taget den generation, der er hurtige til at se sig selv som del af en struktur, og som har et sprog til at definere sig selv i den.

– Jeg er jo også hvid, fra den øvre middelklasse og heteroseksuel, fortsætter hun karakteristikken af sig selv.

Så har vi det på plads.

LÆS OGSÅ: Mette fik at vide, at hun skulle give fem mænd et blowjob

Som vært i radioen kan hun godt være fjollet og direkte, men privat er hun velovervejet og rolig. Det er vigtigt for hende at gøre tingene ordentligt.

Hun vejer kaffebønnerne af, inden hun maler dem. Hun tror på, at der er en rigtig vej at gå gennem verden på, og en mindre rigtig. Det er vigtigt for hende at vælge den rigtige.

– Da jeg var 9 år og gik i 3. klasse havde vi en historiebog med store billeder, hvor der var billeder af Rødstrømpebevægelsen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis der nogensinde kom en bevægelse som den, når jeg blev voksen, så ville jeg være med.

- Jeg får let den der "det kan simpelthen ikke passe"-tanke, og så må jeg gøre noget ved det. Jeg har mere end andre, og derfor vil jeg gerne bruge det, jeg har, til at hjælpe. Men jeg vil da også gerne indrømme, at jeg har et pleaser-gen, og det handler – hvis jeg skal være helt ærlig – også nogle gange om, at andre godt må kunne lide mig for det, jeg gør.

Det var også derfor, hun klagede over chefen, der gerne ville se på hende kneppe hans kæreste. Hun ville være den, der gjorde det rigtige.

Samtidig havde hun meget lidt tiltro til, at hendes klage ville have en effekt. For hvornår havde en klage over sexistisk adfærd rent faktisk ledt til, at der skete noget?

Da der faktisk blev lyttet til Marias klage og oprettet en personalesag, føltes det nærmest uvirkeligt.

– Jeg var vant til, at hvis en chef sagde eller gjorde noget klamt, så klagede man, og så skete der ingenting, udover at man måske mødtes med de andre, det var sket for og talte om, at det var for dårligt, at der ikke skete noget.

- Det var ikke optimalt, men det var trygt, for sådan havde det altid været. Men nu skete der noget, og det føltes lidt som at være et barn, der slår fra sig, og som pludselig finder ud af, at hun kan slå igennem.

Gav det en følelse af chok eller eufori?

– Nok mest af chok. Og det føltes udmattende. Jeg troede, at der ville komme en forløsning, men det gjorde der ikke. En af mine venner sagde meget rigtigt, at måske var det, fordi jeg ikke havde vundet. Jeg var bare blevet lige. Da han (DR-chefen, red.) kom med sin bemærkning til mig, skød han mig mange kilometer bagud på startlinjen.

- Og jeg har skullet kæmpe og slå for overhovedet at komme tilbage til start, hvor jeg igen bare kan gøre mit arbejde. Det er jo bare det, jeg vil. Gå på arbejde og kunne være mig selv.

–  #metoo er ikke en heksejagt eller en folkedomstol eller et hævntogt. Det handler om, at vi bare gerne vil behandles ordentligt.

Ilden blev tændt

Man skal holde tungen lige i munden for at holde rede i det forløb, der fulgte efter klagesagen i DR.

Da sagen endelig blev taget op, havde chefen nemlig forladt DR og arbejdede nu i en anden medievirksomhed. DR’s personaleafdeling kunne altså ikke sanktionere ham.

Alligevel valgte den nu tidligere DR-chef at kontakte Maria på mail. Hun var den, der var stået frem med navn. Han truede med at stævne hende for injurier. Den trussel gentog han over flere mails.

– Jeg blev chokeret og bange. For helvede, hvad hvis jeg nu skulle i retten? Hvad skulle jeg have på? Hvad skulle jeg sige? Jeg har aldrig prøvet sådan noget før. Jeg ved jo også godt, hvordan forsvarsadvokater taler til unge kvinder i retten. Skulle jeg nu hænges ud for at være promiskuøs?

LÆS OGSÅ: Sofie Lindes MeToo-kjole kommer på museum

Samtidig skete der også noget andet.

–  Det tændte en lille ild i mig. Jeg tænkte: det kan simpelthen ikke passe. Det her gør du ikke, uden at det får konsekvenser. Det var ikke en hævntørst, men jeg ville have magten over mit liv tilbage. Jeg kan ikke stå i radioen og tale andre mennesker op og selv gå med knækket nakke i mit privatliv.

Maria satte en deadline for dig selv. Senest 4. marts 2021 ville hun gå ud med sin historie.

Så skete der noget.

Røven i klaskehøjde

I løbet af de sidste dage af august 2020 begyndte et videoklip med Sofie Linde at cirkulere på de sociale medier. Det var her, hun fortalte den nu famøse historie om mediechefen, der krævede et blowjob mod at skabe Lindes karriere.

Hun sagde nej. Karrieren skabte hun selv. En heftig debat rejste sig. Mange krævede, at hun sagde navnet på sin krænker højt, hvis hun skulle virke troværdig.

Samtidig begyndte kvinder rundt omkring i både mediebranchen og andre brancher at rejse sig med et krav om, at #metoo denne gang blev taget alvorligt og ikke løb ud i sandet, som det var sket i 2017.

Maria Fantino vidste, at det rette tidspunkt for hendes historie var kommet. I mellemtiden havde Maria fået en ny, kvindelig chef på DR, der støttede, at hun trådte frem.

– Jeg følte, at jeg var nødt til at gøre det. Det kom af en følelse af nødvendighed. Men det var enormt vigtigt for mig, at mit budskab ikke blev afsporet. Hver gang der kom en ny kritik af Sofie Linde, tog jeg mentale noter. Jeg orkede ikke at se historien dø på, om Sofie Linde sagde navnet eller ej.

- Den skulle simpelthen ikke dø på teknikaliteter og politikersprog. Jeg var dybt provokeret af, at #metoo sluttede, som det gjorde i 2017. Om det så betød, at jeg måtte sætte røven i klaskehøjde, så var jeg nødt til at gøre det.

1. oktober 2020 gik nyhedspodcasten Genstart i luften og gav Maria Fantino små 31 minutter til at fortælle sin historie. Samtidig gik linket til podcasten viralt.

Hvordan havde du det op til da?

– Jeg havde det af helvede til. I de to uger sad jeg mange gange og græd over aftensmaden, men min kæreste var enormt tålmodig med mig. Han er selv aktivistisk anlagt. Det var en kæmpe drivkraft for mig, at han syntes, at jeg var sej. Især fordi jeg selv nemt følte, at jeg var besværlig. Og det værste, jeg ved, er at være besværlig og fylde for meget.

Rank og træt

Vi er nu fremme ved den dag, hvor Maria og Christian står ved DR’s kanaler. Hun er ikke kun blevet kimet ned af pressen. Hun er heldigvis også blevet "spammet med søde beskeder".

– Da jeg stod af metroen i DR-byen den morgen, græd jeg en lille smule. Jeg havde gået der så mange gange med ondt i maven, været bange og forvirret på grund af ham (DR-chefen, red), og det føltes rart, at det stoppede nu.

- Men jeg følte også en lille sorg over, at jeg havde brugt så meget tid og energi på ham, når jeg egentlig bare ville gå på arbejde og have det rart.

Kort tid efter blev den tidligere DR chef, Maria havde klaget over fyret fra sit daværende job på Gyldendal.

Fyringen var ikke begrundet med den gamle personalesag fra DR, men Marias historie havde fået ledelsen på hans nye arbejdsplads til at undersøge, om der lå sager på ham hos dem. Det gjorde der.

Samtidig eksploderede sagen i pressen.

– Der er mange, der tror, at jeg blev glad, da han blev fyret. Det gjorde jeg ikke. Jeg nærer jo også empati for ham og hans familie, og jeg er da bange for, om der kan ske ham noget.

Hvordan har du det så nu?

– Jeg er klart rankere. Jeg ved ikke, om jeg er ovenpå. Jeg er træt. Det hele er ikke færdigt endnu. Men jeg er stolt.

Ikke en Maria ‘før’ og ‘efter’

Efter Maria Fantino gik ud med sin historie, har der været mange, der ville have et stykke af hende. Hun er sågar blevet opfordret til at fortælle sin historie i sammenhænge, hvor hun samtidig skulle reklamere for produkter.

Flere tv-programmer har hevet fat i hende. Men der er en del af opmærksomheden, der har betydet mere end de andre.

– Jeg modtager så mange beskeder fra andre unge kvinder. Der er gymnasieelever, der skriver til mig og fortæller mig om oplevelser, de har haft eller spørger mig til råds. Det er mega dejligt, selvom det også er hårdt.

Hun har til gengæld takket nej til de fleste af de andre henvendelser.

– Jeg vil ikke have, at der skal være en Maria før og efter #metoo. Jeg er glad for, at jeg stadig har mit radioprogram, hvor jeg an være den samme. Jeg er også glad for, at Sofie Linde skal lave X-factor igen, for det viser andre, at dit liv ikke behøver ændre sig radikalt, fordi du vælger at fortælle din historie.

- Jeg har kæmpe respekt for dem, der gør deres sag til deres livsprojekt, men jeg håber også, at det kan være befriende at se sådan en som mig, der er den samme bagefter.

– Mit håb er, at vi kan nå dertil, hvor man kan sige fra uden, at det får konsekvenser for en selv. Hvor vi ikke behøver at gå i medierne for at fortælle vores historie, men hvor vi kan sige fra i trygge rammer. Vi går jo kun i medierne, fordi vi ikke ellers bliver lyttet til.

Du fortryder ikke, at du gik ud med din historie?

– Nej. Jeg er glad for, at jeg om mange år kan se tilbage og sige: Jeg gjorde det her. Om det så viser sig at have den store effekt eller ej, så var jeg i det mindste med. 

Læs mere om: