Dit liv

Katrine og Jesper er i fertilitetsbehandling: "Det går ud over forholdet, hvis man begynder at pege fingre"

Katrine og Jesper havde kun kendt hinanden i et år, da de besluttede at prøve at få et barn. Først da de havde forsøgt i to år, begyndte de i fertilitetsbehandling. Her fortæller de hver især deres fælles historie.

Jesper og Katrine vidste, at det skulle være dem, så selvfølgelig skulle de have et barn. Men de vidste ikke, at beslutningen ville ende uden for soveværelset og med hormonsprøjter og ægudtag.

Selv om parret vælger at se positivt på situationen, har de begge mærket den tvivl, frustration og fysiske belastning, der følger med fertilitetsbehandling. Her fortæller de hver sin historie.   

Om Jesper og Katrine

 
Jesper Simonsen (35) og Katrine Würtz (25) fra Frederikssund har igennem flere år forsøgt at blive gravide på naturlig vis. Da det ikke lykkedes, kom de i fertilitetsbehandling hos privathospitalet Aleris Hamlet. Jesper er født med en godartet knude i hjernen, der gør, at han producerer mindre testosteron end normalt og dermed har nedsat sædkvalitet. 
 
Parret har været i ICSI-behandling, som består i, at kvinden behandles med daglige hormonindsprøjtninger for at producere flere æg. Når æggene er modne, udtages de med en ægløsningssprøjte, hvorefter der indføres en enkelt sædcelle i hvert æg.
Efter tre-fem dage lægges et-to af de befrugtede æg tilbage i livmoderen. Behandlingen har resulteret i, at Katrine og Jesper nu venter deres første barn.
 
Følg Jesper på Instagram: isci_far 

Jesper fortæller:

Jeg har en knude på hypofysen i hjernen, som gør, at min krop producerer færre hormoner end normalt. Det har jeg vidst i flere år uden helt at kende til konsekvenserne. I mit stille sind har jeg tænkt, om det mon ville blive svært at få børn, fordi testosteronniveauet påvirker sædproduktionen. Men lægerne nævnte aldrig fertilitetsbehandling, så det var heller ikke noget, jeg brød hjernen med. I hvert fald ikke før jeg mødte Katrine.

Vores historie starter med et superlike på Tinder i 2016

Det er til diskussion, hvem der gav det, men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg tænkte, hun var sød, frisk og meget fra Nordsjælland. Hun foretrak at mødes hurtigt frem for at skrive, så vi aftalte at spise aftensmad hjemme hos mig på Frederiksberg. Heldigvis forløb aftenen over al forventning. Vi havde det bare virkelig sjovt.

Pludselig brød hun ud i dans midt på stuegulvet, og det var tydeligt, at hun ikke tænkte over, hvordan hun så ud. Det havde jeg svært ved at stå for. Siden er spontan dans blevet vores ting, og vi har aftalt aldrig at sige nej, hvis den ene byder den anden op. Også selv om det er midt i Netto.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen blev gravid, da alt håb var ude: "Jeg er enormt stædig"

Allerede på første date tænkte jeg, at vi nok skulle have den fjollede del ud af systemet, inden vi fik børn, for ellers ville kommunen muligvis komme efter os. Vi snakkede selvfølgelig ikke om børn den aften, og der gik lang tid, før vi planlagde noget. Men tanken strejfede mig. Da vi sagde farvel, fik jeg tiltusket mig et kys, og efter et par dage sås vi igen. Efter tre måneder blev vi kærester, og efter at have kendt hinanden i et års tid droppede vi prævention.

Alting var lige efter bogen, så vi kunne lige så godt give det et skud 

Sker det, så sker det, sagde vi. Men et skud blev til mange, og pludselig var der gået halvandet år. Og så blev jeg for første gang ramt på min mandighed. For selv om jeg vidste, at min hormonproduktion var lav, og at vi havde prøvet længe, blev jeg ved med at overbevise mig selv om, at de manglende streger på graviditetstestene handlede om noget andet. Jeg burde jo være bygget til at lave børn. Jeg var sikker på, at det ville løse sig naturligt.

I en periode forsøgte jeg at spise 45 gram valnødder om dagen, fordi de indeholder mange af de stoffer, som skulle forbedre sædproduktionen. Jeg kan slet ikke lide valnødder, men følelsen af at gøre noget aktivt var god. Det hjalp bare ikke.

Mig bekendt havde ingen mænd i min omgangskreds oplevet, at det kunne være en udfordring at få børn, så hvorfor skulle det være sådan for mig?

Med al logik kunne jeg jo sagtens regne ud, at det måtte være tilfældet, men jeg var i fornægtelse.

LÆS OGSÅ: Fertilitetsbehandling: Kend forskel på insemination, IVF og ICSI

Samtidig havde jeg brug for at dele med nogen, hvor ubrugelig jeg følte mig. En aften var jeg på bar med en god kammerat, og over et par øl fik jeg drukket mig mod til at fortælle om vores store drøm, der konstant mislykkedes. Det var bestemt ikke en nem samtale, men min kammerat lyttede og nikkede anerkendende, da jeg fortalte, at vi havde forsøgt at få et barn i mere end to år, og at næste skridt muligvis var fertilitetsbehandling.

Han er selv far og derudover læge, og jeg kan tydeligt huske hans svar: ”Jesper, når I har prøvet så længe, er I teknisk set barnløse, og så hedder det fertilitetsbehandling. Det har jeg i øvrigt selv været igennem”.

De ord var lidt af en øjenåbner. Min gode ven havde kæmpet samme kamp.

Han og hans kæreste havde for længst været igennem fertilitetsmøllen, og det havde taget dem godt halvandet år, før hun var blevet gravid. Det var endda hurtigt, sagde han. Dér vidste jeg, at Katrine og jeg blev nødt til at handle, så da jeg kom halvfuld hjem, sagde jeg: ”Okay, Katrine, hvis du er klar, så gør vi det.”

Indtil da havde jeg hele tiden fundet på undskyldninger for at udsætte fertilitetsbehandling, fordi det ville stemple os som parret, der ikke kunne få børn. Men det var vi jo alligevel. Følelsen af at være den eneste mand, der ikke kan finde ud af det, jeg er sat i verden til, var bare svær.

Men jeg skal ikke klage. Det skal jeg for fanden ikke.

Når jeg tænker på, hvad fertilitetsbehandling kræver af Katrine, bliver jeg overmandet af dårlig samvittighed.

Mit job er rimeligt simpelt, men hun skal undersøges i livmoderen, have hormonindsprøjtninger og have trukket æg ud med en lang nål

... hvilket skulle være virkelig smertefuldt.

Og så er der jo graviditeten og fødslen. Kvinden bærer bare den største byrde.

Heldigvis var Katrine klar til at tage den på sig. Hun var ikke et sekund i tvivl, sagde hun, og jeg kan huske, at vi stod ude i køkkenet og krammede længe den aften, vi tog beslutningen. Dagen efter ringede vi til et privathospital og fik til vores store overraskelse en tid med det samme.

Da vi ankom til stedet, blev vi mødt af en læge, der fortalte, at han ville følge os igennem hele forløbet. Han viste os ind i en hjemligt indrettet klinik og bød os på frisk frugt og vand. Jeg ved, at det hører til småtingsafdelingen, men det fik mig til at slappe af og føle mig velkommen i en situation, der under alle omstændigheder er svær at være i.

Jeg ved også, at vi er privilegerede, fordi vi har muligheden for at gå uden om det offentlige og springe de årelange ventelister over. Det har ikke været billigt, men for mig har det været den bedste gave, vi overhovedet kunne give os selv.

Lægerne har taget over nu, men de holder os hele tiden i hånden, og det betyder alverden. Så kan jeg koncentrere mig om at støtte Katrine. Det er jo ikke raketvidenskab, men hormonbehandlingen medfører nogle ret vilde humørsvingninger, som jeg skal forsøge at omfavne. Det ene sekund kan alt være fint, og det næste sekund kan hun flejne helt ud, fordi hun får en hedetur eller har ondt. Og hvordan hjælper jeg hende så bedst? Det har jeg spekuleret meget på.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Jeg har ledt efter mænd i lignende situationer, men det er primært kvinder, der er åbne omkring fertilitetsbehandling. I starten var det frustrerende, men efter kærlige skub fra Katrine besluttede jeg at oprette en instagram-profil, hvor jeg kan dokumentere vores rejse og forhåbentligt udveksle tanker med ligesindede. Det plejer jo at være sådan, at man får noget tilbage, hvis man selv åbner op.

Det var enormt angstprovokerende at være en af de første mænd til at starte samtalen. Og det er stadig svært at blotte sig på den måde. Men jeg forsøger at minde mig selv om, at jeg kommer ud med et vigtigt budskab. Vi prøver på at skabe noget smukt, og det kan gå galt. Det ved vi godt. Men det kan lige så vel lykkes.

Katrine fortæller:

På Jespers første tinder-billede stod han med et mintgrønt forklæde og skåneærmer og havde bagt et brød. Der var noget sødt og uhøjtideligt over det, så jeg sendte ham et superlike og var nok ret hurtig til at invitere mig selv på mad og vin. 

Noget af det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom indenfor i hans lejlighed, var en imponerende samling af basilikumplanter i stuevinduet. Et par uger forinden havde han lavet en ironman, fortalte han. Jeg var lige startet på studie, og Jesper havde styr på livet. Han havde fast arbejde og virkede som en, der fuldførte det, han satte sig for. Jeg følte mig meget voksen, som vi sad der og drak rødvin og spiste den lækre mad, han havde lavet. Da jeg tog hjem sidst på aftenen, var jeg solgt, og derefter gik det hurtigt.

Efter et halvt år begyndte vi at snakke om børn

Jeg synes, det er vigtigt at tage snakken tidligt i et forhold, for det er ærgerligt at bygge noget op sammen og så finde ud af, at den ene faktisk ikke har lyst. Derfor var det mig, der bragte emnet på bane.

Jesper er ældre end mig, så jeg ville helst ikke vente for længe, for vi skal selvfølgelig have så mange år som muligt med vores børn.

Jeg kan huske, at han fortalte om knuden i hjernen på vores fjerde date. I starten troede jeg, at han jokede, fordi han omtalte den som en alien. Han nævnte ikke direkte, at den kunne have indflydelse på, om vi kunne få børn, for det tror jeg ikke, han vidste selv.

Men efter ni måneder uden beskyttelse og uden graviditet begyndte jeg at tænke over, om der mon var en sammenhæng. Jeg forsøgte selv at gøre mit. Købte ægløsningstests og prøvede virkelig at time det. Men min cyklus fortsatte uændret hver måned. Det begyndte at tage hårdt på mig psykisk, og hver gang jeg fik menstruation, blev jeg enormt ked af det og følte mig magtesløs.

Udfordringen ligger jo i, at jeg formentligt kunne gå ud og finde en anden mand og blive gravid med et knipsetag. Men det er Jesper, jeg vil være sammen med.

Det har ikke været nemt, men vi har hele tiden haft fokus på at finde en måde at acceptere tingenes tilstand.

For mig har det hjulpet at tale åbent om vores udfordring fra starten. Mine veninder har lyttet og støttet efter bedste evne, og det er jeg taknemmelig for. Jeg ved, at det kan være svært at spørge nogen, der prøver at få et barn, hvordan det går. Jeg forstår godt berøringsangsten og frygten for at sige noget forkert, og der er også ting, man skal undgå at sige.

For eksempel er jeg blevet opmuntret med ordene ”Det skal nok gå” et utal af gange. Selv om det er sagt i bedste mening, har jeg på dårlige dage taget mig selv i at tænke: ”Hvad fanden ved du egentlig om det? Du har ingen anelse.” De samme veninder skrev jo i min blå bog, at de forudså mig som Mor med stort M og ti unger under vingerne. Og nu har vi kæmpet for at få ét barn i flere år. Jeg har skullet redefinere, hvem jeg er, og det forstår man nok ikke, før man står i det.

De tanker, jeg før har gjort mig om at blive gravid, har jeg været nødt til at smide væk

... for de er ikke realistiske i vores situation. I mit hoved skulle det ske naturligt i soveværelset, og det skulle være smukt og vidunderligt. Men i virkeligheden blev der trukket i bremsen.

Vi havde ikke travlt, da vi besluttede at droppe præventionen, så det tog mig lang tid at indse, hvor det førte hen. Det blev først virkeligt, da Jesper kom hjem en aften og sagde, at han syntes, vi skulle starte i fertilitetsbehandling med det samme. Hans gode ven havde fået ham overbevist. Vi endte med at gå igennem det private. Det er dyrt, og det er et privilegie, at vi har mulighed for det, men jeg var tryg fra det øjeblik, vi trådte ind i klinikken. 

LÆS OGSÅ: Lotte Arndal blev mor som 48-årig: "Man skal ikke have børn, når man er fyldt 40"

Det var helt klart den bedste beslutning for os, men det betyder ikke, at alt har været idyl. Vores fertilitetslæge lærte mig hurtigt at sprøjte hormoner ind igennem maveskindet, og det har jeg haft det fint med. Men bivirkningerne har været en stor mundfuld.

Jeg har haft humørsvingninger på den helt store klinge og decideret været hysterisk. Nogle gange har jeg været så vred, at jeg har haft lyst til at forlade min krop.

Jeg har haft hedeture, niv i underlivet og knaldende hovedpine, og jeg har skældt ud på Jesper, når han ikke har haft styr på airconditionen i bilen.

Jeg startede til psykolog for at passe på mig selv under forløbet

Han hjalp mig med at fjerne fokus fra usikkerheden ved fertilitetsbehandlingen, for man kan ikke holde ud at tænke på det hele tiden. Man har brug for nogle åndehuller. Nu hækler jeg og er kreativ på anden vis.

Min psykolog har også hjulpet mig med at bevare optimismen. Heldigvis hjælper det at tænke på, at jeg er den unge i forholdet, så vi har mere tid at løbe på.

Derudover er Jesper og jeg gode til at tale sammen og opmuntre hinanden. Jeg er medlem af flere facebook-grupper for barnløse, hvor jeg kan læse, at det ikke er en selvfølge, at par kan tale med hinanden om sorgen.

Det er ærgerligt, for man er jo i det sammen.

Herhjemme har vi haft mange snakke, hvor Jesper har været ked af det og frustreret, fordi han føler skyld. Men jeg synes, man skal passe på med at bruge ordet skyld, for at få et barn er et fælles projekt, og jeg tror, det går ud over forholdet, hvis man begynder at pege fingre. Vi har talt meget om, at det største pres ligger på min krop, men at det samtidig er min egen beslutning. Jeg tager gerne smerten, for at vi kan få et barn sammen. Jeg gør det gerne flere gange.

Men jeg forstår godt, hvis det ikke er alle, der tænker sådan. Vi har været heldige. Da jeg havde fået hormoner i en måned, fik jeg taget æg ud. Det var ikke behageligt, men Jesper sad ved min side, og vores læge fortalte hele tiden, hvad han gjorde. Samme procedure gentog sig, da jeg skulle have lagt det befrugtede æg op igen.

LÆS OGSÅ: Anthony er alenefar og har fravalgt en mor til sine tvillinger

Efter to uger ringede de og sagde, at det var gået godt, og at der var 80 procent sandsynlighed for, at det ville blive til et barn. Det er tre måneder siden nu, og jeg er stadig gravid. Jeg er så glad. Og alligevel oplever jeg dårlig samvittighed og har svært ved at dele min glæde.

Der er nogle, der har været i fertilitetsbehandling meget længere tid end os, og jeg ved, at det kan være et hårdt slag i ansigtet, når andre bliver gravide, imens man selv kæmper. Man bliver misundelig på deres lykke. Jeg nåede ikke at blive bitter, fordi det lykkedes hurtigt. Men jeg tror, det er svært at undgå, hvis man skal kæmpe for længe. 

Ufrivillig barnløshed

 
WHO har anerkendt ufrivillig barnløshed som en sygdom. Der kan være mange årsager, og de fordeles ligeligt imellem parterne. Hos en tredjedel af parrene findes årsagen hos kvinden, hos en tredjedel findes den hos manden. Og hos den sidste tredjedel findes den hos begge parter. Behandlingen afhænger af, hvad årsagen er, og foregår primært på offentlige og private fertilitetsklinikker.
 
I Danmark kommer knap hvert 10. barn til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Hvis man er i tvivl om, om man kan blive gravid, eller forgæves har forsøgt at blive gravid i et år, bør man kontakte sin læge.