Kærlighed og parforhold

Sofie Østergaard og Sebastian Richelsen: Familien kommer allerførst

En træmand og en kværulant. TV-vært Sofie Østergaard og journalist Sebastian Richelsen arbejder på at mødes på midten, for det er netop deres forskelligheder, der gør, at de er tiltrukket af hinanden - også selv om det er de selvsamme forskelligheder, der en gang imellem giver knas i maskineriet.

Der er en to et halvt-årig dreng, der har skoldkopper, og en far og en mor, der begge to er selvstændige og derfor får kabalen til at gå op ved at skiftes til at passe ham derhjemme. De har lige etableret en børne-netvirksomhed sammen. Ved siden af deres freelance tv-karrierer. Sofie Østergaard og Sebastian Richelsen siger, at det er ”sindssygt udfordrende” at vælge  sådan et arbejdsliv. Det kræver, at man tager ansvar for sit privatliv og blandt andet erkender, at der er ting i livet, der er vigtigere end at fjerne nullermænd. Familien kommer allerførst. Sidste år lykkedes det dem at holde 15 (femten!) ugers ferie sammen. Derhjemme. Behøver vi nævne, at det er godt for kærligheden? 
 
 
Hvad er det, I to kan sammen?
Sebastian: – Hvad kan vi ikke sammen? Men Sofie og jeg er faktisk meget forskellige, og jeg tror, det er vores forskelligheder, der nogle gange giver os knas, men det er også dem, der har gjort, at vi har tiltrukket hinanden. De forskelligheder gør os stærke. Jeg er nok … lidt en klassisk mand. En træmand omkring følelser. Jeg er uddannet politimand, det tror jeg også, er
en del af det. Hvis der var nogle problemstillinger, så lukkede man det bare sammen, pakkede det ned – og så videre. Så jeg er måske ikke voldsomt god til at tale om følelser. Dét problem har Sofie ikke.
Sofie: – I virkeligheden har Sebastian jo meget af det, som JEG gerne vil have.
Sebastian: – Og omvendt!
Sofie: – Derfor taler vi faktisk enormt meget om at forsøge at  mødes på midten. Nogle gange skal jeg bare sige ”ja og hvad så” og stoppe mig selv med at ville tale om tingene: Stop nu! Hvor Sebastian til gengæld nogle gange godt kunne snakke lidt mere om, hvad der foregår på indersiden. 
Sebastian: – Vi er blevet gode til at huske os selv på, at når den anden er rigtig irriterende, er det, fordi man ikke rigtig forstår vedkommende. Og så husker jeg mig selv på, at det var en af de ting, jeg faldt for i sin tid. Hun er så utroligt sej og selvstændig. Mega powerwoman. Sådan en selvstændig powerwoman kan også være noget af en mundfuld for en træmand. Nu skal jeg ikke få mig selv til at lyde langsom, men der kan godt gå et stykke tid, til jeg lige har fået tænkt over tingene, så jeg siger de rigtige ting. Hvor det bare går lynhurtigt ovre hos Sofie. På den måde kan hun være en mundfuld. Men det er samtidig også det, jeg synes, er supersejt. 
 
 

De fleste byggesten

Sebastian er fra Risskov, Sofie er fra Åbyhøj – begge forstæder til Aarhus. De er lige gamle og har utrolig mange fælles venner og bekendte. De havde færdedes i de samme kredse, men havde sært nok aldrig nogen sinde mødt hinanden. Indtil en af deres fælles venner skrev til Sebastian, at han var sikker på, at Sebastian og Sofie ville være et godt match. 
Sebastian: – Så tog jeg fat i hende. Jeg skrev en helt klassisk besked på Facebook. Og så også lige en lille kommentar om, hvorfor jeg mente, det her ku’ være et godt match. Jeg vidste det åbenlyse: At hun var supersmuk. Ellers havde jeg bare vores fælles bekendtes ord for, at hun var sød. Ud over det vidste jeg ikke så meget. Så jeg inviterede hende ud på en drink.
Sofie: – Da jeg så hans første besked, tænkte jeg: Det var da godt nok utrolig formelt. Jeg var til en fest og viste den til nogle kolleger, og de var sådan: NEEEJ, ham skal du fandeme ikke skrive til. Det var nemlig den meget korrekte træmand, der meget formelt skrev, hvorfor det kunne være en god idé – frem for at udtrykke følelsen, altså at han rent faktisk var interesseret. Men vi havde så mange fælles bekendte, og hvis dem, JEG kunne lide, også kunne lide ham, så MÅTTE der jo være et eller andet, så selvfølgelig skulle det afprøves. Det var ikke sådan noget kærlighed ved første blik, det var det ikke.
Sebastian: – Nej, men jeg kunne mærke, at næsten alle byggestenene var der. Der er også lige det, at både Sofie og jeg er sådan nogle, der stille og roligt skal lade vores forsvarsværk ryge ned, før vi kan blive rigtigt forelskede. Det er en længere proces. 
Sofie: – Der skal du altså tale lidt for dig selv, for sådan er jeg ikke! 
Sebastian: – Ha ha, nå men for mig går der i hver fald lidt tid.  
Sofie: – Jeg kan godt blive hovedkulds forelsket, men så er det som regel noget, der forsvinder virkelig hurtigt og aldrig nogen sinde bliver til andet end den første fascination. Det var faktisk en af grundene til, at der var noget interessant ved mødet med dig. Der var helt klart en tiltrækning og en kæmpestor interesse, som bare blev større og større. For mig var det klart den store forskel. Noget af det, jeg faldt for, er måden, han hviler i sig selv på. Måden, han står 100 procent ved sig selv. Om det er hans påklædning, smil, hår, måde at gå rundt på. Han behøver ikke engang tale. Man kan se det. Det er jeg stadig meget fascineret og tiltrukket af. 
 

Lidt ligesom at kappe nosserne af sin kæreste

Den fælles ven havde ret. De har været et godt match siden.
Sårbare situationer uden facader – to børnefødsler – hvad betyder det?
Sebastian: – Jeg synes, det har bragt os mere sammen.
Sofie: – Jeg er ikke tiltrukket af facader. Tværtimod. Jeg synes, Sebastian er MEST tiltrækkende, når jeg har ham som den, han er. Vi behøver ikke gå uden for døren eller have det rigtige tøj på. Det betyder ikke, at jeg ikke kan dresse mig op til rød løber eller se godt ud til en fest, men der er noget med den pagt, vi har lavet, at det er ”dig og mig uanset hvad”. Inden jeg skulle føde den første, var der nogle af mine veninder, der sagde, at de havde lavet en aftale med deres kæreste: ”Du går bare ikke ned og kigger, vel?” Det havde jeg overhovedet ikke lyst til at aftale noget om. Det gav ikke rigtig nogen mening. Hvis jeg havde fået sting, og han skulle tjekke dem bagefter, hvad så? Det der med at have den grænse eller begrænse sig selv og hinanden forstår jeg ikke. Det er nærmest lidt som at kappe nosserne af sin kæreste, hvis man tror, man skal bestemme det – det kan han vel selv. Det er enten-eller. Så i vores liv er det sådan det er: Begge ender. I medgang og modgang. Det er her, Geo stolt proklamerer: ”Stor lort!”. Der er noget i bleen. Han aner ikke, hvad blufærdighed er. Endnu. Vi napper
lige et bleskift. Og så et vigtigt spørgsmål:
 
Er der noget i jeres forhold, der er no-go?
Sofie: – Utroskab. Nej. Fuldstændig.
Sebastian: – Altså det intime – det forbinder jeg med kærlighed. På den baggrund er det no-go for mig. Det passer bare ikke til os. 
 
Hvad gør I, når lokummet brænder? 
Sebastian: – Det at have to små børn er i sig selv hårdt for forholdet. Men vi er blevet væsentligt bedre til at tale om det og tage problemerne, før de bliver alt for store. Det er en ongoing proces, som vi er blevet rimelig gode til, så det ikke kommer for langt ud. 
Sofie: – Vi er gode til at give hinanden plads – og så trække tættere sammen. Det er sådan, vi gør. Vi vil begge to gerne køre vores karriere, men vi har en meget fast familiestrategi: Det må ikke gå ud over vores tid med børnene. Det er vi ret gode til. Vi har meget familietid sammen. Sidste år holdt vi 15 ugers ferie. Ikke hvor vi rejste, vi holdt bare fri. Det er sindssygt privilegeret, men det kræver også noget at få det til at lykkes, når vi begge to er karrieremennesker, som gerne vil have succes på hver vores boldbane. Vi har også begge to venner, som vi sætter stor pris på, så det er hele tiden en form for puslespil, tingene skal gå op i en højere enhed. Det handler helt klart om kompromiser og prioriteringer. Vi prioriterer vores børn og lille familie højst. Derefter kommer alt det andet. Herhjemme kan man sagtens finde nullermænd, og der ligger lidt rod, og når vi får gæster, handler det om ægthed og hygge og måske en gang risengrød på tallerkener, der ikke er nye og fancy. Jeg tror, der er sindssygt mange børnefamilier, der virkelig gerne vil bonne ud på alle parametre. Det er bare ikke muligt. Hvis du gerne vil gå i det smarte tøj, have, at dit hjem shiner for vildt, kunne invitere venner på besøg med det rigtige bestik og den smarte hjemmelavede mad – så ER der noget, du må skille fra. 
 
 

Uendelig kærlighed

De kan skændes om ”ALT”. Fra børneopdragelse til, hvordan huset skal holdes. 
Sofie: – Det er også, fordi der i det her forhold er en kværulant, der kan diskutere selv det mindste. Og gerne vil. 
Hvis nogen skulle være i tvivl: Hun taler selvfølgelig om sig selv.
Sofie: – For jeg vil gerne forstå HVORFOR. Det er, fordi jeg er interesseret i at grave ind i Sebastian. Det handler om at udvikle sig. Sammen. 
Sofie: – Vi skændes faktisk ikke ofte, vi har oftere diskussioner,  og de diskussioner sætter jeg egentlig pris på – særligt når de er overstået. De diskussioner er jo med til at udvikle mig. Hvis ikke vi havde de diskussioner, ville vi udvikle os, men i hver vores retning – vi ville ikke udvikle os sammen. Hvis vi to fortsat skal kunne stå ryg mod ryg mod resten af verden i vores
egen innercircle, så skal der nogle gange lige røres lidt rundt i gryden. Det er dynamikker hele tiden. 
Sebastian: – Men jeg har måske tidligere haft et ønske om ikke at skændes, fordi jeg syntes, det var dybt ubehageligt. Følelsen af, at så var der en bold, der eksploderede inden i mig, og så var der ikke noget at gøre, så var vi nødt til at gå fra hinanden. Sådan er det ikke mere. Vi har da haft sindssygt mange skænderier, og de løsner op for et eller andet de der skænderier, vi plejer at komme stærkere ud på den anden side. Når vi har tænkt det hele igennem. 
Sofie: – Man SKAL jo helt ud på kanten for netop at finde ud af, hvad det er, man har. Man skal helt derud, hvor man lige tager tingene op til overvejelse, og hvis man har et sundt forhold, finder man jo ud af: Jamen her kan jeg rigtig godt lide at være, og der er absolut ikke noget, jeg hellere vil. 
Sebastian: – Selv om hun er irriterende, er det alligevel der, jeg helst vil være! 
 
Sebastian har friet. Hun sagde ja. De skal giftes. På et tidspunkt. Men er det så ”for evigt”?
Sebastian: – ”For evigt” kommer ikke af sig selv. Det tror jeg ikke. Så det kræver noget hele tiden. Jeg tror, ingenting er for evigt. 
Sofie: – Kærligheden ER lige nu. Men forskellen på mine ekskærester og Sebastian er, at han er far til mine børn. Og den kærlighed til ham som far til mine børn – den er bare ikke afhængig af mig, eller hvor jeg er i mit liv. Den kærlighed er noget, vi to har skabt sammen, og den er uendelig.