Kærlighed og parforhold

Redaktionen fortæller: Dét har vi lært om vores parforhold under coronakrisen

Vi er mange, der på grund af coronakrisen har været mere sammen med vores partnere end nogen sinde før. Kom vi så til at skændes om opvasken? Fik vi bare NOK - eller forelskede vi os lidt i hinanden igen? Feminas redaktionen deler her deres erfaringer.

Når der er en krise, rykker vi sammen, men under coronakrisen er vi hovedsageligt rykket sammen med vores partnere, hvis vi har sådan en, for ellers har mantraet jo været 'sammen - hver for sig'. 

Og for nogle af os har det betydet, at vi har været mere sammen med den partner end nogen sinde før. Ingen lange dage på kontoret eller middage med venner og veninder - bare tid sammen. Det har givet kurrer på tråden for nogle - og mere indsigt i vores parforhold for os alle. 

Her fortæller redaktionen om, hvordan vi har oplevet coronakrisen i parforholdet og om det, vi har lært:

Har vi bestået corona-testen?

’Kommer vi ikke til at skændes om opvasken? Og hvis tur det er til at lave aftensmad?’ Spørgsmålet stillede jeg til en parterapeut, som jeg interviewede i starten af coronakrisen. Vi snakkede om, hvordan vi undgår at rive hovederne af hinanden som par, når vi nu skal isoleres – sammen. Jeg er isoleret med min kæreste, som jeg været sammen med i 10 år. Vi har ingen børn, så vi er i den privilegerede situation, at vi ikke (udover generelle corona-bekymringer) skal bekymre os om børnepasning og hjemmeskoling. Vores hjemmekontor er vores runde spisebord, så jeg har blot skulle løfte ansigtet fra skærmen for at se min nye kontor-buddy. Den største bekymring har klart været: Kan vi holde hinanden ud?

Som ugerne er gået, er lejligheds-kulleren og ikke mindst behovet for lidt social adspredelse steget markant. Derfor passede det også perfekt, da min kæreste fik flere opgaver ude i byen, så jeg endelig kunne få mit ’space’. Jeg havde det lidt som i afsnittet af Sex and the City, hvor Carrie flytter sammen med Aidan, og hun beder ham om ikke at snakke til hende i en hel time. I et forsøg på at bedre at kunne holde hinanden ud. Når hun endelig får sit ’space’, er hun ikke interesseret i det længere. Sådan havde jeg det også, da han havde arbejdet ude tre dage i træk. Jeg spurgte min kæreste om, hvordan han synes, at det er gået. ’Godt’ siger han. Han er nordjyde, så adjektiverne sidder ikke løst på ham. Men han har jo faktisk ret.

Udover uenighed omkring lydniveauet af musikken på hjemmekontoret og småpinlige forstyrrelser under Zoom-møder, er det gået godt – for at bruge hans ord. Vender vi tilbage til spørgsmålet om skænderier om opvasken svarede parterapeuten med et simpelt ’Nej’. Det er de store parforholdsproblemer, der kommer op til overfladen i isolationen. Dem er vi heldigvis ikke stødt på. Heller ikke når det kommer til opvasken.

- Rita

LÆS OGSÅ: Parforhold: 36 spørgsmål, der får folk til at forelske sig

Måske er faste rammer gode?

Den første uge med corona-virus var et lidt af et slagsmål mellem min mand og jeg. Vi skulle begge arbejde hjemmefra med et barn på tre og et på otte år: Hvornår skulle hvem arbejde, hvordan ville børnene klare det, hvem skulle lave frokost, hvem skulle handle ind og hvem var i øvrigt mest træt? Efter den første uge indså vi, at sådan her kunne det ikke blive ved, så vi indførte struktur og opgavefordeling morgen, middag og aften. Og selvom jeg bedst kan lide at tage tingene, som de kommer og at kunne være fleksibel, så hjalp det faktisk, fordi vi ikke hele tiden skulle forhandle om, hvem der skulle det ene, og hvem der skulle det andet: Nej, i det tidsrum hygger jeg mig med børnene, og du arbejder, og i det tidsrum arbejder jeg, og du er sammen med børnene.

Så hvis der er noget, jeg tager med fra post-coronakrise, (når den tid kommer), så er det hvordan fastlagte rammer og forudsigelighed kan holde en kørende og lære en at være lidt overbærende, selvom jeg da glæder mig til dag, jeg kan sige: Nej, jeg har ikke handlet ind, jeg tog i biografen i stedet for.

Thora

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Overraskende godt

Min mand og jeg er enige om, at det at være så tæt sammen så længe bare ham og mig faktisk har vist os noget GODT. Vi taler om alt muligt, vi spiser bedre, vi skændes ikke. Og vi er begge to meget glade for, at det er sådan. Så jeg kan ikke sige, at der er noget, der har overrasket mig. Måske andet end at det faktisk er gået så gnidningsfrit.

- Tine

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug og Allan Højen: Så længe sex'en fungerer, så fungerer alt

Tid til hinanden

Beklager på forhånd for sukkersød pladder-romantik. Men vi har lært, hvor helt-ind-i-maven glade vi for hinanden - og gør hinanden. Nu har vi, ligesom alle andre par, gået op og ned ad hinanden i snart to måneder og vi har virkelig nydt tiden sammen.

Før corona var vores begge hverdage travle med aftaler, arrangementer, arbejdsrejser (for min kærestes vedkommende) og træning. Så vores uger kunne hurtigt gå op i planlægning og koordinering, uden så meget kæreste-prioritering. Jo, vi savner da at gå ud og spise og lave andre ting end at gå ture, lave og spise mad og se tv, men vi har indset, hvor privilegerede vi er over at have hinanden - og faktisk have tid til hinanden. Særligt med alle de triste coronahistorier sætter vi ekstra meget pris på, at vi har hinanden. Og så er jeg da blevet lidt (læs: meget) overrasket over, HVOR mange rundommere min kæreste kan klemme ned til frokost. Vores madbudget er i konstant overtræk.

- Katrine

 

Vi er (også) et arbejdsfællesskab

Med to små børn hjemme i lejligheden og to fuldtidsjobs har det været ... lad os bare kalde det udfordrende, at få det hele til at hænge sammen. Alle hænder har ligesom hele tiden skulle være på dæk for at få leg, mad, vasketøj og Teams-møder og computere til at gå op i en eller anden form for højere endhed (hvilket det egenlig adrig helt gjorde, men det gik da!). Så jeg tør godt sige, at romantikken ikke ligefrem har blomstret. Det har det simpelthen hverken været tid eller båndbredde til. Når de små blev puttet om aftenen, kom computerne fluks op igen, og så blev der arbejdet indtil sengetid. 

Det har faktisk været ret hårdt, hvis jeg skal være helt ærlig. MEN, det har også vist mig, at når det gælder og situationen kræver, at vi virkelig skal samarbejde for at få tingene til at rulle rigtigt i den lille familie, så gør vi det uden at skændes eller bide af hinanden. Vi er simpelthen en godt hold - også når der er ekstra tryk på. 

- Elisabeth  

 

Mere mental afstand, tak

Siden 12. marts har jeg arbejdet hjemme – det har min mand også. De første tre uger, så vi kun hinanden og vores to store hjemmeboende børn. Selvom vi nu af og til går en tur med en ven, så ser vi stadig meget, meget mere til hinanden hver dag, end vi gjorde før corona blæste ind over landet.

Vi sidder i hvert sit rum – stue og køkken kun adskilt af en glasdør, som ikke lukker tæt nok til, at vi kan undgå at deltage i hinandens møder – eller for mit vedkommende i min mands IT undervisning af sine studerende.

Jeg syntes i begyndelsen, at det var lidt hyggeligt, at vi var hjemme sammen, og spiste frokost sammen hver dag og lige kunne tale sammen i løbet af dagen. Det gjorde vi aldrig før – altså heller ikke i telefonen. Men nu efter snart to måneder, så har jeg bemærket, at vi taler mindre og mindre i løbet af dagen. Det er efterhånden kun korte beskeder a la ’vil du have en kop kaffe’ og ’luk døren’ indtil efter job, hvor vi, som før, mødes til aftensmaden og snakker der.

Vi plejer at mødes de fleste fredage efter arbejde og få en drink ude i byen – men det gør vi selvfølgelig af gode grunde ikke nu. Et par gange har vi holdt fredagsbar herhjemme, og det er hyggeligt. Men jeg har også bemærket, at vi trækker os lidt fra hinanden i weekenderne nu. Jeg tror, at det er, fordi vi ser hinanden så meget til hverdag, at vi ikke har brug for og måske heller ikke overskud til at tale sammen det meste af weekenden. Sidste weekend brugte vi i hvert fald virkelig meget tid med hver sin computer – vi havde brug for at ’isolere’ os med os selv – at holde mental pause fra hinanden.

Det oplevede jeg meget tydeligt hos mig selv – og efter et par dage, kom jeg ud af min puppe og havde igen lyst til at snakke. Så jeg har i den grad lært, at jeg – ja, vi – har brug for at være væk fra hinanden, og når vi ikke kan være det fysisk som normalt, så må der mental afstand til indimellem.

- Dorthe

Læs mere om: