Janni Pedersen og Kim Faber: Der er nogle ting, man skal passe på med at sige i et parforhold

Tirsdag morgen hos Janni Pedersen og Kim Faber på Nørrebro. Der er ingen nybagt bolle til kaffen. Det kunne der have været.

Lidt før jeg satte fingeren på ringeklokken, havde Janni og Kim lige en meningsudveksling, som det hedder i den pæne udgave.

Janni syntes, det ville være en god idé at hente frisk brød hos bageren. Kim mente til gengæld, at der bliver købt for MEGET brød ind – og smidt ud igen. Brødet i brødkassen skulle spises først!

”Hvad var det nu, vi skulle snakke om,” siger Kim med et grin og en henvisning til dagens emne: Kærlighed.

Et parforhold uden uenighed er en illusion. I det langtidsholdbare forhold er man bare grundenige om det væsentligste: At man gerne vil være sammen.

Janni og Kim har været sammen i 25 år og napper meget gerne 25 år mere. De er tilmed begyndt at arbejde sammen efter mange år på hver deres arbejdsplads – TV 2 og Politiken. Deres første krimi, ”Vinterland”, som er udkommet i både Tyskland, Holland og Norge. Og filmretthederne er solgt. Og dernæst "Satans sommer".

Hvad er det, I to kan sammen?

Kim: – Vi kan tydeligvis lide at arbejde sammen. Og tale i munden på hinanden! Altså jeg synes, vi kan mange ting sammen, det er måske derfor, vi stadig ER sammen. Det har noget at gøre med at have mange farver på paletten. Ikke sådan bare elske og have et godt sexliv. Men også få en hverdag til at fungere. Det lyder enormt gråt. Men hvis man skal være sammen i 25 år, er det ikke fest det hele. Det handler meget om evnen til at kunne klare sig ud af kriserne. Man lever jo ikke kriseløst, fordi man er sammen i 25 år, eller fordi man elsker hinanden.

Janni: – Jeg synes bare ikke, det er så hårdt mere. Heller ikke når vi skændes. Jeg står altså ikke op på samme måde som for 10-15 år siden: Jeg vil SKILLES, jeg skal ALDRIG være sammen med ham mere. Altså det må du undskylde, men det har man jo tænkt indimellem, ikke?

Kim: – Ja ja ...

Kim: – Ja, vi tør jo godt skændes. Man kan også sige det på den måde, at man tør. Det at kende og elske hinanden betyder, at man tør skændes, fordi man ved, at det ikke er noget problem. Man ved, at det er noget, vi kommer over, og at vi kommer videre. Nogle gange kommer der faktisk også noget fornuftigt ud af at skændes.

Har I lært noget af bogskrivningen, som I ikke havde regnet med?

Janni: – Nej, der er vi fuldstændig enige. Jeg har indtrykket af, at mange af de kærester, du har haft før mig – også fordi jeg kender nogle af dem virkelig godt – dem har du konkurreret med.

Kim: – Ja.

Janni: – Vi har aldrig konkurreret. Kim er ufatteligt dygtig til ufatteligt mange ting, men det er ikke, fordi jeg tænker: Uha, du er så dygtig, så der er ingen grund til, at jeg konkurrerer med dig. Det er bare på nogle andre parametre. Jeg synes, vi er meget komplementære. Jeg skal ikke begynde at konkurrere med Kim om, hvem der skriver bedst eller har de bedste associationer. Med bog to sagde du meget tydeligt til mig: ”Janni, når du bare skriver råddent, er det pissegodt, lad være med at sidde og tænke over, at du skal være litterær, bare skriv, skriv, skriv, så er det mit job at få sammenhængene, overgangene og sproget til at blive jævnet”.

Konflikter i parforholdet

Vi har danmarksrekord i singlehed. Hvad er essensen af jeres kærlighed efter 25 år?

Kim: – Det er et stayer-gen. Et udholdenheds-gen.

Janni: – Jeg skulle lige til at sige det. Min storesøster har også været sammen med sin mand, som også er væsentligt ældre end hende i mange år. Det er der fandeme en grund til. Det ER jo, fordi vi er skilsmissebørn. Det er du så ikke, men der ER et eller andet – du har været lidt rundt, inden du mødte mig, ikke?

Kim: – Jo.

Janni: – Så der er noget med at bide sig fast i haserne. Der hvor vi har haft vores største konflikter, kan vi godt blive enige om, at der har jeg været sådan, at et brud var IKKE det, der lå forude.

Kim: – Der har faktisk ikke været så mange af dem, hvor man kunne tænke: Det her kan koste forholdet. Men der har været en eller to gange, og det har især været dig, der trak i land og sagde no way, vi går IKKE fra hinanden. Jeg tror nu også ret hurtigt, jeg fandt ud af, at nej, det gør vi ikke.

Janni: – Nej, men hvis jeg ikke havde sagt det …

Kim: – Så var det i hvert fald blevet mere mudret. For der var du sådan ret … klar. Alene det, at jeg også hurtigt sagde det, da du havde sagt det: Nej, selvfølgelig skal vi ikke gå fra hinanden. Stupid me! Man lærer med erfaringen, at der er ord, der ikke kan trækkes tilbage?

Kim: – Der er i hvert fald nogle ting, man skal passe på med at sige i et kærlighedsforhold. Der er ting, man ikke skal spøge med. At sige ”vi går fra hinanden” eller ”nu må vi skilles” – det skal man simpelt hen ikke. For man skal ikke lukke det dyr ind i manegen.

Aldersforskellen

Der er 13 års aldersforskel. Janni er 51. Kim er 64. De siger, det ikke betyder noget, men …

Janni: – Det betyder ikke rigtig noget mere. Overhovedet ikke faktisk. Det betød meget i starten. Jeg var 27, da jeg lærte dig at kende.

Kim: – Og jeg var 40. Man kan så nogle gange spørge sig selv, om du HAR fået løbet hornene af. Jeg tænker sådan i forhold til at feste og stå på barer.

Janni: – Nej, det har jeg ikke!

Kim: – Nej, det har du ikke, ha ha.

Janni: – Jamen jeg kan bare ikke komme hjem, når noget er hyggeligt.

Kim: – Det er ikke noget problem, men vi registrerer nogle gange, at vi jo ER forskellige. Jeg har stået på bar 13 år længere, end du har stået på bar. Og jeg har været til fester, hvor man har drukket sig i hegnet, 13 år længere, end du har. På et eller andet tidspunkt når de fleste vel en mæthedsfølelse. Den når jeg så før dig.

Janni: – Den har jeg så ikke nået endnu!

Kim: – Det er sådan et irritationsmoment, men det er i virkeligheden i småtingsafdelingen. I hvert fald hvis man tager det up front. For det kan selvfølgelig også ligge og hobe sig op på et lager. Det er der nu ikke rigtig noget, der tyder på. Vi har ikke så meget på lager. Det meste er i udstillingsvinduet, vil jeg sige. Men man kan da godt gå og være lidt sur over: Hvorfor skal jeg altid gøre rent i køkkenvasken? Hvorfor ligner det altid et væltet lokum, når det er dig, der har lavet mad? Hvorfor kan du ikke rydde op – det kan jeg … Alt sådan noget kan vi gå og mukke over.

Janni: – Jamen det er, fordi Kim gør rent UNDERVEJS, når han laver mad. Jeg laver bare mad.

Kim: – Det kommer til at lyde, som om vi skændes tit. Det gør vi faktisk ret sjældent.

Janni: – Ja!

Janni Pedersen, 52 år, vært på ”Go’ morgen Danmark” fra slutningen af marts, tidligere krimi- og retsreporter og vært på TV News. Drev som helt ung café og restaurant i Viborg sammen med tidligere kæreste. Nu også krimiforfatter – sammen med Kim.

Kim Faber, 65 år. Uddannet både journalist og arkitekt. Har arbejdet på Politiken i over 25 år. Etablerede som helt ung først en Nike-butik og siden café Zeze og en natklub i København. Anfører for volleyballlandsholdet i en årrække. Nu også krimiforfatter – sammen med Janni.

Benhårdt

Hvordan mødte I hinanden?

Kim: – Ha ha, jamen jeg var undervisningsassistent på Jannis hold på Journalisthøjskolen, da jeg selv gik på syvende semester. Det var læreren og eleven! Jeg var ikke officielt lærer. Man kunne på syvende semester blive spurgt, om man ville være undervisningsassistent. Det blev jeg.

Janni: – Du var jo stadig selv elev, så det var ikke helt klamt, kun lidt klamt! Jeg sad der og skræppede op. Så begyndte du sådan at stoppe mig lidt på gangene. Det var da spændende! Det her voksne menneske, den kloge mand, han stopper mig! Jeg boede i Viborg med min daværende kæreste, vi var en del af et familieprojekt, hvor vi drev café og restaurant. Jeg blevlidt overrasket. Du blev bare ved. Benhårdt. Jeg kunne enormt godt lide at snakke med dig. Jeg syntes, du var virkelig pæn og meget voksen.

Kim: – Ja og i lige måde! Eller – du var ikke specielt voksen. Men pæn. Smuk. Du var sindssygt udfarende, endnu mere end du måske er i dag. Det er enormt tiltrækkende. Og indimellem pisseirriterende. Men jeg blev vel tiltrukket af din blanding af at være klog, hurtig og have …

Janni: – Store bryster!

Kim: – Ja, store bryster.

Hvad har I vist jeres unger om kærlighed?

Kim: – Altså … Jeg er ikke manden, der kommer hjem med blomster. Vi står heller ikke og omfavner hinanden og kysser.

Janni: – Vi holder heller ikke særlig tit i hånd, fordi du er meget højere end mig. Det er skideirriterende. Vi gjorde det, da vi var nyforelskede, men det GÅR simpelt hen ikke, men vi gør det, når vi er på vej til fest. Jeg er ikke super romantiker. Jeg tror, vi har samme indstilling til det. Jeg ved ikke, om jeg har droslet ned, jeg tænker nogle gange: Ville jeg gerne have haft et stort kirkebryllup, hvis jeg havde mødt en anden end Kim? Nej det tror jeg faktisk ikke. Vi gik på rådhuset. Jeg tror, vi er lige uromantiske. Der var nok mere snav, da vi var topforelskede, end der har været det seneste par år. Jon, som er Kims fra tidligere, er 34, han har nok set mere, Nana er 22, og hun ser os ikke sådan kramme og alt muligt. Men hun har klart fået opfattelsen, at man ALTID kan komme hjem og snakke med en af os.

Kim: – Jeg tror ikke, vores børn er i tvivl om, at vi elsker hinanden højt. Det er og har været en sikker havn. Der kører ikke en eller anden hemmelig dagsorden. Hvis vi bliver uenige, så bliver den altså taget rimelig up front, og så er det overstået. Der ligger ikke noget og lurer nedenunder. Det oplever man i mange forhold, synes jeg: Uh, nu er vi på vej ud i mineret område, her må vi vist ikke være, tilbage igen! Der er noget, der ikke bliver sagt. Både vores børn og også mange af vores venner har fornemmelsen af, at HVIS vi kommer op og skændes om et eller andet, så bliver den altså taget i åben kamp for øjnene af de fleste, og så er det overstået og væk, og vi kan faktisk godt det der med ret kort tid efter at kysse hinanden og holde i hånden.

Til døden os skiller – eller kærligheden er nu?

Janni: – Til døden os skiller – det vil jeg sgu ikke love. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at det ikke skulle være det. Men jeg vil ikke love det.

Kim: – Jeg vil godt love det. Men jeg ved også, at løfter bliver brudt, og det er der faktisk en pointe i. Jeg tænker, at det er helt utænkeligt, at vi to ikke skulle være sammen resten af livet, til en af os dør. Helt utænkeligt. Men jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre mit. Det er det, jeg siger, når jeg siger ”love”. Jeg har tænkt mig at gøre mit. Og så kan der ske alt muligt.

Janni: – Jeg siger det samme bare på en anden måde.

Kim: – Vi har også bare set så mange par, som man troede, var lykkelige. Og vi ved godt, at selv om man lover ting, kan man ikke love noget som helst i det her liv, fordi alt kan forandres i et fingerknips. Hvis jeg bliver bimlende dement og ikke længere kan kende dig, vil jeg da håbe for dig, at du kan gå ud og finde en anden. Måske også mens jeg ligger og raller på et eller andet plejehjem.

Janni: – Og i lige måde!

Kim: – Så… vi er simpelt hen sammen, til vi ikke er sammen mere. Og det bliver over mit lig – havde jeg nær sagt – at vi ikke er sammen mere.

Hvad er no-go i jeres parforhold?

Janni: – Man knalder ikke med andre.

Kim: – Nej, det gør man sgu ikke. Dét er no-go.

Hvad betyder jeres bogsucces for kærligheden?

Janni: – At vi får en hel masse nye oplevelser sammen. Som vi ikke havde fået, hvis ikke vi havde kunnet pulje vores kvaliteter og sparke dem ud i en bog, der var blevet en bestseller. Det betyder så også, at vi kommer rundt i Danmark og bliver dødtrætte af at høre hinanden sige de samme sætninger indimellem. Men dér er vi lidt på job sammen, så den bliver vi bare nødt til at æde og være proaktive hele tiden, og dét synes jeg faktisk kan noget. Vi har fået en ny relation, som dem der skal være ansigter udadtil. Sammen.