Kærlighed og parforhold

Gift ved første blik: Hvordan passer parrene sammen som stjernetegn?

Vi har set psykologer, parterapeuter, præster og sexologer prøve at matche deltagerne i denne sæsons Gift ved første blik ud fra personlighed, værdier og drømme – med mere eller mindre held! Men hvad nu, hvis vi ser på, hvordan de passer sammen ud fra deres stjernetegn? Læs med her, hvor astrolog Eva Ganvig har taget et kig på deltagerne og deres stjernetegn.

 

Eva Ganvig er uddannet astrolog på IC Instituttet i 2004. Underviser på IC Instituttet fra 2004 og frem. Skribent på Månedsbladet Stjernerne siden 2003, i perioden 2012-2016 medejer og redaktør på Stjernerne. Se mere på www.ganvig.dk

 

MICHAEL OG CHRISTINA

  • Sådan er Krebsen (Christina):

Krebsen er hård og reserveret udenpå, men meget følsom indeni. Den går op i familie og relationer, og fokuserer mere på følelser og traditioner end på intellekt og strategier. Den har et stærkt omsorgsgen og kan godt lide at være den, der passer på andre.

Krebsen kan være humørsvingende og pessimistisk, men er også loyal og følsom over for dem, den holder af. Krebsen kan være et af de mest krævende tegn at lære at kende.

  • Sådan er Skytten (Michael):

Skytten er impulsiv og eventyrlysten. Den har et optimistisk syn på livet, er humoristisk, generøs og er åben for andre mennesker, der ikke ligner den selv. Skyttens rastløse sjæl dvæler sjældent ved noget, men søger hele tiden efter nye adrenalinfremkaldende oplevelser og tager ikke livet så alvorligt. Skytten er intellektuel og en god strateg. På grund af Skyttens ligefremme natur, kan den fremstå utålmodig og taktløs.

Astrolog Eva Ganvig om Michael og Christina:

- Michael er en intens Skytte, der har meget energi og drive. Hans entusiasme, da de besøger Ferrari-museet på deres bryllupsrejse, er meget typisk for Skytten. Det samme gælder, da han bestiller tapas til dem på en restaurant, og faktisk ikke helt ved, hvad det er, han overhovedet har bestilt.

- Michael er som Skytte meget umiddelbar og direkte, går hurtigt frem, og det betyder bl.a., at han er meget hurtig til at sige til Christina, at han elsker hende. Han holder ikke noget tilbage som Skytte.

- Som Krebs prøver Christina at følge med Michael, men hun ser hurtigt, at hun er den, der skal hjælpe ham til at holde lidt igen, når han kører for hurtigt frem og bliver lidt for intens. Christina bliver dermed den, der tilpasser sig og tager ansvar for at få det til at fungere mellem dem. Det er på sin vis også meget krebseagtigt at være den, der sørger for, at alle har det godt. Christinas opgave bliver at sørge for, at Michael er i balance.

- Da parret på et tidspunkt i programmet laver en intimitetsøvelse, siger hun til Michael, at det er vigtigt, at han lytter til hende og på, hvad hun har at sige. Som Krebs er det afgørende for Christina, at Michael tager hendes følelser og behov alvorligt, for hvis der ikke er rum til det i deres forhold, kan hun ikke være sig selv, og vise Michael hendes sårbarhed og følelser inde under hendes krebseskal.

- På samme måde er Christina den, der taler om hverdagen og bekymrer sig om, hvad der mon vil ske, når de kommer hjem fra deres bryllupsrejse, hvilket er meget typisk for Krebsen.

 

 

MAJA OG FREDERIK

  • Sådan er Tvillingen (Maja):

Tvillingen er udadvendt, livlig og snakkende. Den er fleksibel og nysgerrig, og elsker at debattere. Tvillingen bliver let begejstret, og derfor kan den fremstå overfladisk, fordi den hurtigt kan skifte interesse. Den har brug for at føle sig uafhængig for at trives. Tvillingen har to forskellige personligheder i sig, og man kan aldrig være sikker på, om man møder den sociale og kommunikerende Tvilling eller den seriøse, eftertænksomme og rastløse Tvilling.

  • Sådan er Vandbæreren (Frederik):

Vandbæreren er frihedssøgende og rebelsk, og hader, hvis andre blander sig i deres ting. Den kan blive provokeret og modsætte sig, hvis nogen prøver på at begrænse den. Men samtidig er den et socialt væsen, der trives i andre menneskers selskab.

Vandbæreren kan være genert og stille, men kan også være excentrisk og energifyldt. Den er tænksom og intellektuel og kan godt lide at hjælpe andre.

Selvom Vandbæreren er god til at tilpasse sig sine omgivelser har den brug for tid for sig selv for at genvinde energi. Den har et ry for at være kold og ufølsom, men det er bare dens forsvar mod, at andre kommer for tæt på.

Astrolog Eva Ganvig om Maja og Frederik:

- Maja siger selv i et af programmerne, at hun ikke tænker, inden hun taler. Hun siger det, der falder hende ind, og det er ikke altid velovervejet. Det er typisk Tvillingeadfærd, de tænker nemlig bedst, mens de taler. I det hele tager holder Maja meget af at tale: Hun rejser med sine veninder, taler i telefon i timevis med sin søster om ting, hun ikke kan huske bagefter, og hun har et stærkt ønske om hele tiden at italesætte deres relation og fortælle Frederik, hvordan hun har det, og hvad hun kan se lige nu.

- Frederik er mere en enspænder. Det kan der være mange grunde til, men Vandbæreren er typisk en person, der kan holde til at være i sit eget selskab i lang tid ad gangen. Modsat Maja, ringer Frederik sjældent til andre, har ofte rejst alene og føler sig mest tryg i sit eget selskab.

- Begge stjernetegn er lufttegn, og det betyder, at de gerne vil forstå med intellektet. Derfor analyserer de situationerne og forestiller sig, hvad der mon kan ske i en given situation. Maja vil gerne tale om følelser hele tiden, og det er for, at hun kan forstå dem. Frederik har som Vandbærer sværere ved at sætte ord på sine følelser, men føler sig meget mere på hjemmebane, da de sidder og spiller et spil.

- På hver deres måde har både Maja og Frederik svært ved at være i nuet. For Maja som Tvilling, er det fordi hun gerne vil forstå situationen og tale om, hvad der sker inden i hende, mens Frederik som Vandbærer forestiller sig, hvad udfaldet kan blive i alle mulige situationer, mens han samtidig har svært ved at sætte ord på sine følelser. Det fungerer egentlig bedst for dem, når de kan give sig hen i en fælles interesse, uden at skulle tage stilling og analysere dem selv og deres relation her og nu.

 

LÆS OGSÅ: Status på Gift ved første blik: Skat og skat elsker hinanden, et akavet kys og et initiativ fra Frederik

 

ANJA og DENNIS

  • Sådan er Stenbukken (Anja):

Stenbukken er ambitiøs, disciplineret, fornuftig og arbejder hen mod sit mål. Den har brug for struktur og forudsigelighed i sit liv for at kunne trives, og derfor kan den godt lide at lave langsigtede planer og trives ikke specielt godt i nuet.

Stenbukken har gode lederegenskaber, og man kan altid stole på, at Stenbukken har styr på tingene. Den kan komme til at virke bedrevidende på sine omgivelser. Den forventer altid det værste og har svært ved at acceptere, hvis andre mennesker har et anderledes livssyn, og forsøger at udfordre den på dens eget livssyn.

  • Sådan er Vandbæreren (Dennis):

Vandbæreren er frihedssøgende og rebelsk, og hader, hvis andre blander sig i deres ting. Den kan blive provokeret og modsætte sig, hvis nogen prøver på at begrænse den. Men samtidig er den et socialt væsen, der trives i andre menneskers selskab.

Vandbæreren kan være genert og stille, men kan også være excentrisk og energifyldt. Den er tænksom og intellektuel og kan godt lide at hjælpe andre.

Selvom Vandbæreren er god til at tilpasse sig sine omgivelser har den brug for tid for sig selv for at genvinde energi. Den har et ry for at være kold og ufølsom, men det er bare dens forsvar mod, at andre kommer for tæt på.

Astrolog Eva Ganvig om Anja og Dennis:

- Anja og Dennis’ forskellige stjernetegn kommer klart til udtryk, da de taler om, hvordan og hvor meget, de skal planlægge på deres bryllupsrejse. Som Vandbærer vil Dennis gerne have en plan, men han vil også have friheden til at gøre noget andet, hvis det falder ham ind. Anja vil derimod, som den Stenbuk hun er, gerne have en detaljeret plan – for Stenbukken handler det ofte også om ikke at spilde tiden. Hun har et stort behov for struktur, der sikrer hende det bedste udbytte af hendes tid.

- På samme måde reagerer Anja på, at hun synes, der er for meget ”fyld” i deres samtale. Hun vil gerne tale om noget dybere, og om noget, der også giver mening på lang sigt. Det er meget sigende for Stenbukken, at de er ambitiøse med den tid, de har, og at de bekymrer sig, når de ikke føler, den bliver brugt bedst muligt.

- For Vandbæreren er den personlige frihed til at være og gøre, noget der vægtes højt. Det er bl.a. derfor, Dennis holder på, at det er vigtigt for ham, at han kan være sig selv i deres relation.

- Da bryllupsrejsen er slut, bekymrer Anja sig om, hvordan parret skal få tid til hinanden i hverdagen. Som Stenbuk har hun travlt, og hun bliver nødt til bevidst at planlægge tid til Dennis. Hendes behov for at strukturere sin hverdag er meget typisk for Stenbukken.

 

HENRIETTE OG CLAUS

  • Sådan er Stenbukken (Henriette):

Stenbukken er ambitiøs, disciplineret, fornuftig og arbejder hen mod sit mål. Den har brug for struktur og forudsigelighed i sit liv for at kunne trives, og derfor kan den godt lide at lave langsigtede planer og trives ikke specielt godt i nuet.

Stenbukken har gode lederegenskaber, og man kan altid stole på, at Stenbukken har styr på tingene. Den kan komme til at virke bedrevidende på sine omgivelser. Den forventer altid det værste og har svært ved at acceptere, hvis andre mennesker har et anderledes livssyn, og forsøger at udfordre den på dens eget livssyn.

  • Sådan er Vædderen (Claus):

Vædderen er ilter, selvsikker, har temperament og en utrolig viljestyrke. Den er ikke bange for noget, og går til tingene med gåpåmod og optimisme. Den tager gerne initiativ og handler, men har ikke megen tålmodighed.

Den kan komme til at fornærme mere følsomme mennesker med sin direkte og ærlige facon. Den er energisk og konkurrencemindet og går til enhver opgave med masser af energi.

Astrolog Eva Ganvig om Henriette og Claus:

- Claus er en optimistisk, glad, umiddelbar og "fjollet" Vædder. Som Vædder er han ret ligeglad med, hvad andre tænker om ham og tager sig friheden til at følge sine impulser og lyster. Det kommer bl.a. til udtryk ved morgenmadsbordet på bryllupsrejsen, hvor han fjoller, selvom Henriette synes, det er pinligt.

- Henriette er nemlig som Stenbuk meget mere optaget af form, og hvad andre mon tænker. Hun siger selv, hun skal lære at slappe lidt af – en ting, som altid er godt for Stenbukken at lære.

- Da parret læser det brev højt, hvor de får at vide, hvorfor de er et match, bliver Claus beskrevet som en, der bliver frustreret og siger klart fra. Det er meget typisk for Vædderen, der er hurtig på aftrækkeren og har et temperament, der på ingen tid kan gå både op og ned. Henriette bliver modsat beskrevet som en, der kan virke bestemt eller tilbagetrukken, og det er Stenbukkens måde at styre tingene på. Stenbukke er viljefaste, stædige og styrende, men de agerer som oftest på en meget afdæmpet og tilbagetrukken måde, der gør, at man ikke altid bliver bevidst om, hvor meget de styrer.

- Da Henriette og Claus i sidste afsnit taler om, hvad de ville vælge, hvis de kunne få et ønske opfyldt, vil Claus gerne kunne flyve. Her er det Vædderen, der bare ønsker derudaf og ikke lader sig begrænse. Henriettes ønske går på, at hun gerne ville slippe af med sin ordblindhed, og på sin vis illustrerer den situation meget godt de to tegns forskellige tilgang til opgaven: Claus som Vædder ønsker sig noget, han godt ved, aldrig vil ske, mens Henriette som Stenbuk tager øvelsen meget mere alvorligt og ønsker sig et virkeligt ønske; noget, der betyder noget for hende.

- Hvor Claus har de positive og umiddelbare briller på og som en god Vædder er indstillet på at få det til at fungere, er Henriette som Stenbuk mere bekymret. Hun ved, hun ofte kommer til at fokusere på stenene på vejen. Det er typisk for Stenbukken at tage de alvorlige og bekymrede briller på.

 

LÆS OGSÅ: Test dig selv - hvilken type fra Gift ved første blik er du?

 

LUNA OG ANDERS

  • Sådan er Tvillingen (Luna):

Tvillingen er udadvendt, livlig og snakkende. Hun er fleksibel og nysgerrig, og elsker at debattere. Tvillingen bliver let begejstret, og derfor kan hun fremstå overfladisk, fordi hun hurtigt kan skifte interesse. Hun har brug for at føle sig uafhængig for at trives. Tvillingen har to forskellige personligheder i sig, og man kan aldrig være sikker på, om man møder den sociale og kommunikerende Tvilling eller den seriøse, eftertænksomme og rastløse Tvilling.

  • Sådan er Tyren (Anders):

Tyren er rolig, praktisk og med fødderne solidt plantet på jorden. Den lader sig ikke koste rundt med og kan godt lide, at tingene er, som de plejer at være. Tyren er en livsnyder og et sansende menneske, der elsker de gode ting i livet. De har behov for at være omgivet af skønhed og kærlighed og bryder sig ikke om at blive kritiseret.

Astrolog Eva Ganvig om Luna og Anders:

- Som Tyr er Anders meget loyal over for sine egne følelser. Det er dem, der stort set bestemmer alt. Da bryllupseuforien har lagt sig, skifter hans følelser med ét, og løbet er kørt. Som Tyr kan Anders ikke handle i modstrid med det, han føler. Det er derfor, han vælger at være ærlig over for Luna, for han kan ikke spille skuespil og have fysisk kontakt med hende, hvis han ikke føler for det. Når først han har sagt det højt, kan han ikke tage det tilbage eller ændre på, hvad der sker i ham.

- Som Tvilling forsøger Luna at forstå med sit intellekt, hvad det er, der er sket, og det kan hun ikke, for der er ingen rationel forklaring. Hun forsøger at sætte ord på og analysere Anders’ handlinger for at finde en mening, og her kan Anders ikke hjælpe hende, for der er ikke en mening. Det hele handler om følelser, og dem mærker Luna meget stærkt, men hun kan ikke forstå dem nødvendigvis.

- Tvillingen kan være meget nøgtern og nogle vil sige overfladisk, og det er det redskab, Luna forsøger at tage i brug, efter Anders har afvist hende. Hun taler og agerer som normalt, men under overfladen ligger et kaos af følelser.

Tyren er stædig og står ved sine handlinger, og det er derfor, Anders igen og igen bekræfter sig selv i, at det er den rigtige beslutning, han har truffet. Han giver udtryk for, at han synes, Luna stikker til ham, og at melodien kommer til at få en anden lyd, hvis ikke det stopper. Det er et rigtig godt billede på en Tyr, der er rolig og afdæmpet, men – hvis man provokerer den nok – så tager fanden ved den, og så reagerer den med al den energi og kraft, den kan mønstre.

 

Kilder: astrology.com, astrology-zodiac-signs.com

 

 

Læs mere om: