voldsudsat kvinde
Kærlighed og parforhold

Eksperten: Ressourcestærke kvinder bliver også udsat for psykisk vold

Katja Gregers Brock fra Danner, der er projektleder på "Sig det til nogen" ser en kriminalisering af psykisk vold som en milepæl for voldsramte kvinder. Men muligheden for at kunne straffe voldsudøveren kan dog ikke stå alene, mener hun.

 

TEMA: Skal psykisk vold straffes?

Ca. 70.000 kvinder er hvert år udsat for psykisk vold, viser de seneste tal. Psykisk vold efterlader ikke blå mærker, men det sætter ar på sjælen, som er mange år om at hele. Volden ødelægger livsgrundlaget for de kvinder, der udsættes for den, og den påvirker familiens børn i deres opvækst. Justitsminister Søren Pape Poulsen foreslår i et nyt lovforslag, at psykisk vold gøres strafbart på linje med fysisk. Men hvad vil det betyde? Det ser vi på i dette tema.

 

I oktober 2018 startede Danner en anonym ambulant rådgivning for kvinder, der er udsat for psykisk vold og deres pårørende. Projektet hedder Sig det til nogen, et navn, Danner har fået fra sanger og forfatter Sanne Gottlieb, der er ambassadør for projektet, og som selv tidligere har været udsat for vold i et parforhold. Antallet af kvinder, der allerede har gjort brug af rådgivningen, har været overvældende og vidner om et behov, der er langt større end først antaget.

Mennesker, der er udsat for gentagen psykisk vold over tid, bliver i de fleste tilfælde mærket for livet og oplever senfølgeskader som f.eks. PTSD-symptomer. Derudover er den psykiske vold ofte en optakt til fysisk vold i et parforhold. En tidlig rådgivningsindsats kan derfor afbøde flere forskellige former for konsekvenser – også for de børn, der ofte er med på sidelinjen i det voldelige parforhold.

LÆS OGSÅ: Den voldsudsatte: Jeg ville ønske, jeg havde fået hjælp tidligere

Nedbrudt selvforståelse

Katja Gregers Brock fra Danner er projektleder på Sig det til nogen, og hun ser en kriminalisering af psykisk vold som en milepæl for voldsramte kvinder. Muligheden for at kunne straffe voldsudøveren kan dog ikke stå alene.

– Det er vigtigt, vi har et tilbud som Sig det til nogen, der kan gribe de kvinder, der er udsatte, ligesom det er vigtigt med en forebyggende indsats.

– En konsekvens af den psykiske vold er, at man mister tiltroen til sin egen dømmekraft. Det kan ofte være svært at forstå for mennesker, for man tænker: Hvorfor går hun ikke bare fra ham? Mange kvinder føler skyld og skam over volden og bliver fanget i en slags voldsspiral. De er nedbrudte og nedgjorte, fordi de ofte får skylden for volden lagt over på sig af partneren. De kan f.eks. få at vide, at det er deres egen skyld, at partneren har mistet lysten til dem. Psykisk vold nedbryder langsomt og systematisk et menneskes selvværd. Det er ofte så massivt, at det skaber et mønster, der fastholder kvinden og gør det svært for hende at forlade partneren. Partnervold og psykisk vold er meget komplekse problemstillinger, siger Katja Gregers Brock.

Første skridt i rådgivningen er derfor at hjælpe kvinden med at få overblik over det voldsmønster, hun har været en del af.

– Når man er udsat af vold fra sin egen partner, indtræder en grundlæggende forvirring om éns egen situation. Noget af det første er derfor at erkende og få klarhed over det, hun oplever. Det er vigtigt, hun får sat ord på, hvad hun har været igennem. Vi har en empowerment-tilgang, hvor vi styrker kvindens egen handlekraft og hjælper hende med at tackle sin situation. Vi ser på den individuelle kvinde, for selv om voldsmønsteret ofte er det samme, er hver situation unik, fortæller Katja Gregers Brock.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Vi skal styrke kvinder

Selv om projektets levetid indtil videre har været kort, viser mønsteret dog, at det er en anden type kvinder, der søger den ambulante rådgivning, end dem, der opsøger krisecentrene – kvinder, der ikke tidligere har haft et sted at henvende sig, fordi de ikke ser sig selv som en, der kommer på krisecenter.

– Det er ofte meget ressourcestærke kvinder, der henvender sig. De er typisk i job, har et netværk og et vist overskud. Det er vigtigt, vi får fat i dem, inden volden eskalerer så meget, at kvinden er nødt til at flytte på krisecenter – og for at mindske skadevirkningerne af den psykiske vold. Også for deres børns skyld. Hvis de har et netværk at trække på, er det lettere for dem at komme ud af volden og videre. Vi kan derudover styrke den enkelte kvindes handlekraft. Vi taler med hende om selvværd, parforhold, børn, juridiske problemer, sikkerhed og jobmuligheder. Det er rigtig vigtigt, kvinderne selv finder lysten og styrken igen til at træffe beslutninger, der vedrører deres eget liv.

Sig det til nogen

Sig det til nogen er et gratis anonymt rådgivningsforløb for kvinder og pårørende til kvinder, der er udsat for psykisk eller fysisk vold. Rådgivningen foregår som udgangspunkt i trygge, anonyme lokaler i København, Randers og Ringsted, men kan fortsættes over telefon eller Skype. Rådgivningen består af fem samtaler og kan virke afklarende i forhold til, hvilket voldsmønster kvinden er fanget i, og give kvinden redskaber til at komme videre ud af volden. Et rådgivningsforløb for pårørende består af tre samtaler, der kan klæde den pårørende på til at forstå voldens mekanismer og støtte kvinden i at bryde med volden.

Kontakt til Sig det til nogen

Storkøbenhavn, tlf. 3333 0047, [email protected]

Ringsted, tlf. 5172 1127, [email protected]

Randers, tlf. 2399 5837, [email protected]