Kamilla Bjørn Drøidal er direktør i Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK)
Annonce
Kærlighed og sex

Direktøren i LOKK: ”Det er en totalt nedbrudt, men også meget modig kvinde, der kontakter et krisecenter”

18. november 2020
af Aller Creative Studio i samarbejde med The Body Shop
Kamilla Bjørn Drøidal er direktør i Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK). Hun er ikke i tvivl om den vigtige rolle, et krisecenter kan spille for en kvinde på flugt fra vold af både fysisk og psykisk art. Det fortæller hun om her.
the body shop

Kvinden er desperat. Hun har kontaktet et krisecenter et sted i København med sine to mindreårige børn ved hånden. Hun er 35 år, og hendes forsøg på at få hjælp er kulminationen på et årelangt turbulent forhold, der nu er eskaleret til et mareridt.

Dagligt bliver hun udsat for massiv fysisk og psykisk vold. Får trusler. Bliver seksuelt, socialt og økonomisk kontrolleret. Nu er det også begyndt at gå ud over de små børn.

Kvinden kan ikke mere. Tør ikke blive i et forhold, hvor hun dag for dag mister den sidste rest af selvstændighed og livskraft og samtidig frygter at se sine børn ryge ind i den samme voldsspiral, der har fulgt både hende og deres far gennem livet.

Nu har hun taget en af de vigtigste beslutninger i sit liv. Nemlig at søge væk og få hjælp.

Nedbrudt og modig

Kvinden beskrevet her er et typisk eksempel på en af de cirka 2.000 kvinder, der årligt henvender sig på et af landets 52 krisecentre. Her bor de i snit tre-seks måneder. Hun kan være fra alle samfundslag, men fællesnævneren med de andre kvinder på centrene er, at hun sandsynligvis ikke har et stærkt netværk.

Sådan lyder det fra Kamilla Bjørn Drøidal, der blev direktør i LOKK i august måned.

- Den kvinde, der endelig søger på krisecenter, er totalt nedbrudt. Men selvom hun er i knæ, er det også en kvinde, der foretager en meget modig handling, siger hun.

- Vi andre tager for givet, at vi har et sikkert helle derhjemme, hvor vi kan lukke døren og slappe af. Det har hun ikke. Men alt er jo også ukendt land, når hun træder ind i krisecenteret. Derfor går den første tid med, at hun finder sig til rette og vænner sig til tanken om, at hun nu skal starte sit liv på ny og har vendt det gamle ryggen. Og her bliver krisecenteret hendes og børnenes trygge base.

Lige efter corona-lockdown i foråret eksploderede henvendelserne, særligt i hovedstadsområdet, og der blev oprettet ekstra højsikrede centre. Alligevel måtte en del kvinder sendes videre, fortæller Kamilla Bjørn Drøidal.

Er der ikke plads på det krisecenter, kvinden henvender sig til, kan hun nemlig blive sendt til et andet. Der bliver selvfølgelig taget højde for, om kvinden stadig skal og kan passe et eventuelt job, og om der er børn, der skal i skole. Ligesom der omvendt vil være tilfælde, hvor det netop er en god ide, at kvinden kommer så langt væk fra det voldelige hjem som muligt.

GPS i bamsen

Trusselsniveauet er i det hele taget en vigtig afvejning for krisecenteret. Er kvinden i fare, hvis hun går udenfor?

- Med nutidens teknologi skal vi hele tiden være foran. Vi har oplevet, at en ung pige tog et billede af sine sko med sin mobil i nærheden af krisecenteret, og så viste det sig, at der var en geo-tracking-app installeret, så faderen kunne spore præcist, hvor hun var henne. Vi har også opdaget en GPS gemt i en bamse, lyder det fra Kamilla Bjørn Drøidal.

I sin nye dagligdag væk fra vold, vrede og utryghed, skal kvinden lige så langsomt genlære at stå på egne ben. Det kan være lige fra at købe sundt ind til hele måneden, overholde et lille budget og orientere sig i forhold til det nye liv, der venter uden for krisecenteret. Med alle de praktiske ting, det indebærer.

Det kan lyde såre simpelt, men kvinderne er ofte gradvist blevet nedbrudt og har helt mistet fodfæstet. Derfor kan det være en stor ting bare at lave en madplan.

- Ud over samtaler med ansatte og psykologer, fokuserer vi meget på den transformation, kvinden skal igennem, så hun kan komme ud af centeret helst med styr på økonomien, gearet til fritidsaktiviteter og med evnen til at finde en bolig og skabe sig et netværk. Vi lærer hende en form for livsmestring, som gerne skulle indebære, at hun kan genstarte sit liv, forklarer Kamilla Bjørn Drøidal.

Kom ikke tilbage

Et ophold på et krisecenter kan aldrig erstatte et trygt hjem. Men det betyder ikke, at der ikke sker hyggelige ting på centrene.

- Både ansatte og frivillige lægger et kæmpe arbejde og arrangerer f.eks. yoga, film- og bageaftener. Der bliver også afholdt skovture med naturvejledere og små ferieture til badelande, så børnene har noget at fortælle, når de kommer hen i skolen. Vi har samarbejder med større og mindre virksomheder, der donerer stort som småt. Har en kvinde fødselsdag, får vi ofte doneret fine gavepakker, og det er virkelig noget, der vækker glæde. De har jo lige så meget brug for at føle sig smukke, som vi andre har.

Kamilla Bjørn Drøidal er ikke i tvivl om, hvad den største succes er: Når kvinden ikke vender tilbage, men flytter i egen lejlighed, langt væk fra manden. Skaber et godt liv for sig selv og sine børn og træder ud af den voldsspiral, hun måske selv har befundet sig i siden barndommen. Og hvis hun tilmed selv bliver frivillig på et krisecenter, føler LOKK’s direktør, at deres arbejde fuldt ud er lykkedes.

Omvendt gør det ondt at se en kvinde forlade et center for hurtigt, fordi hun ikke var klar til at forlade manden. Eller se hende vende tilbage til et center.

Kamilla Bjørn Drøidal er ikke i tvivl om, at arbejdet med at bekæmpe volden allerede starter før krisecenteret. Nemlig der, hvor personer omkring hende italesætter deres mistanke og prøver at få kvinden til at åbne op om, hvad hun bliver udsat for.

- Hvis du har en mistanke, så sig helt stilfærdigt, hvad du oplever: ”Jeg synes, du virker angst”, ”jeg har lagt mærke til, du har blå mærker”, ”det lyder som om, du ikke må se nogen”… Og trækker hun sig, så prøv igen. Vi har ekstremt brug for at italesætte og genkende volden, både den fysiske og psykiske. For ud over at den ødelægger mennesker, koster den også samfundet enorme summer.

THE BODY SHOP STØTTER VOLDSRAMTE KVINDER

I Danmark samarbejder The Body Shop med Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) for at støtte deres arbejde med at beskytte og hjælpe voldsudsatte kvinder og børn og for at synliggøre, forbygge og eliminere mænds vold mod kvinder og børn.

LOKK repræsenterer flere end 50 kvindekrisecentre, 500 ansatte og mere end 1500 frivillige. 24 timer i døgnet - 7 dage om ugen - 365 dage om året - i hele Danmark hjælper krisecentrene voldsudsatte kvinder og deres børn videre til en fremtid uden vold.

I år bidrager alle køb hos The Body Shop fra den 13. oktober til den 31. december til det globale mål om at donere £ 250 000 til lokale krisecentre. Derudover giver The Body Shop 40 kr. til LOKK for hver solgt Snow Globe Gift (150 kr.), og samtidig kan alle kunder runde op deres køb og give et valgfrit beløb til LOKK. Du kan finde mere information i The Body Shop's butikker og online. Læs mere her

The Body Shop Snow Globe Gift

The Body Shop Snow Globe Gift, 150 kr., køb den her

Læs også