Kærlighed og parforhold

Danners direktør: "Vi har pligt til at reagere på volden, når vi ser eller mistænker den"

Er det muligt at forestille sig et samfund helt uden partnervold? Et samfund, hvor krisecentre og overfaldsalarm er overflødigt? Lyder det som en sløret utopi fra 1970’erne? Ikke hvis man spørger Lisbeth Jessen, direktør for Danner.

Lisbeth Jessen, direktør for Danner, Danmarks næstældste krisecenter, har en usædvanlig målsætning for sit job. Nemlig at gøre sig selv overflødig.

Så længe statistikken over partnervoldsudsatte kvinder ligger stabilt på 33.000 årligt, sker det dog ikke foreløbig. Men hvorfor rykker det tal, der i øvrigt ligger en del højere end hos vores nabolande, sig ikke? Hvorfor udsættes så mange kvinder i Danmark dagligt for vold, lever i utryghed og indgår i

deres kærlighedsforhold med livet som indsats? Og hvordan undgår vi som samfund, at cirka 15 kvinder årligt mister livet som følge af partnerdrab?

Et sted, hvor vi ifølge Lisbeth Jessen kan starte, er ved som samfund at tage ansvar for volden.

– Når der er ofre for bandekrig, går vi i optog og debatterer utryghed. Men når en kvinde udsættes for vold i hjemmet eller dør som følge af partnerdrab, tænder vi ikke lys eller demonstrerer. I de tilfælde accepterer vi, at der findes denne ulighed i samfundet, der gør, at kvinder udsættes for vold af mænd. Også selv om mænds vold mod kvinder er en af de største frihedskrænkelser i vores samfund.

– Når en partnervolds- eller -drabssag får opmærksomhed i medierne, er det de morbide detaljer, der fascinerer. Det er ikke det faktum, at vi har et strukturelt samfundsmæssigt problem med mænds vold mod kvinder. Men det er det sidste, vi skal se på.

Vi skal turde blande os

Mange har prøvet at sidde til et middagsselskab, hvor en mand taler gennemgående grimt til sin kæreste, uden at nogen siger fra. Andre har oplevet, at et barn, de kender, enten går og ruger eller reagerer voldsomt på næsten ingenting. Andre igen har hørt råb og skrig fra naboen, men er ikke gået derind. Måske fordi de er bange for, hvad der kan ske. Måske fordi de ikke tror, de kan gøre en forskel. Men det kan vi alle, minder Lisbeth Jessen om. Vi har hver og én en pligt til at reagere på volden, når vi ser eller mistænker den.

– Typisk ved vi for lidt om, hvad vi kan gøre, og hvordan folk vil reagere, hvis vi blander os. Men alle, der er kommet ud på den anden side af volden, kan fortælle en historie om den ene person, der rakte ud – en nabo, en veninde, en skolelærer. Os, der er bystanders, har også et ansvar. Vi skal lære at stå sammen som samfund og blande os i den gode sags tjeneste. Vi så, hvordan #MeToo udviklede sig til en folkelig bevægelse. Jeg kunne godt tænke mig, at vi på samme måde udviklede en folkelig bevægelse mod vold; at vi blev et samfund, der sagde nej til vold.

LÆS OGSÅ: Filminstruktør Christina Rosendahl: ”Jeg er vokset op i en familie med rigtig meget vold”

Psykisk vold skal straffes

Løsningsmodellen for partnervold har set ud på samme måde, siden Danner åbnede som det andet krisecenter i Danmark i 1980. På den ene side har man givet kvinderne beskyttelse på et krisecenter, på den anden side har man kunnet straffe manden for vold.

Krisecentermodellen har givet mange voldsudsatte kvinder ro på i deres liv. De har fået mulighed for heling og støtte til at træffe andre partnervalg fremadrettet.

– Men det er overvejende symptombehandling. Det gør meget godt for de kvinder, der har været voldsudsatte, men vi skal gerne derhen, hvor de slet ikke har brug for et krisecenter.

Kriminaliseringen af psykisk vold er et stort skridt på vejen, mener Lisbeth Jessen. Stort set alle fysisk voldelige forhold starter med psykisk vold og optrapper derfra. Hvis der kan sættes ind mod den psykiske vold tidligt, når kvinderne ikke frem til at skulle bruge krisecentrene. Hun ser derfor frem til, at justitsminister Søren Pape holder sit ord og gør psykisk vold strafbart senere på året.

I langt de fleste partnervoldssager er børn de tavse vidner til volden i hjemmet. At vokse op i et hjem med vold sætter sit præg på resten af et lille menneskes liv – og voldsmønstre i barndommen kan avle voldsmønstre, depressioner og angst i voksenlivet. De er en af de store årsager til, at Lisbeth Jessen lægger stor vægt på vigtigheden af en tidlig indsats.

– Vi skal gerne rykke voldsspiralen ét skridt tilbage. Vi har ved tidligere forsøg set rigtig gode resultater med at tilbyde hjælp til voldsramte familier, allerede første gang de kommer i kontakt med myndighederne. Her er det vigtigt, fagpersonerne på området uddannes i voldsforebyggelse. Politiet er ofte de første, de voldsramte møder, men det kan også være kommunens socialrådgivere eller de skolelærere, der ser, at et barn mistrives.

Lisbeth Jessen glæder sig også til, at Danner i samarbejde med Randers og Ringsted Krisecentre, snart kan åbne et ambulant rådgivningscenter, for et andet stort mangelområde er netop et center, som fagpersoner kan henvise kvinderne til. Et sted, hvor man kan få anonym rådgivning allerede tidligt i forløbet. Og forebygge, at der opstår livsfarlig vold senere.

LÆS OGSÅ: Sanne Gottlieb: "Jeg ville ønske, at jeg var gået efter den første lussing"

Vi skal have mændene med

Og så er der mændene. Altså dem, der udøver volden. Og som ofte er usynlige, når der diskuteres løsningsmodeller og voldspræventivt arbejde. Men får vi ikke fat i de voldsudøvende mænd, får vi ikke løst problemet.

– Vi skal se på familien i et helikopterperspektiv og tilbyde en helhedsorienteret løsning, der også indbefatter mændene. Mænd søger typisk ikke hjælp, hvis de har et problem. Lige nu er der heller ikke meget hjælp at hente for dem. Der er kun ét tilbud (Dialog mod Vold, red.), og det har halvandet års ventetid. Det skal vi gøre bedre.

– Ved en voldsdom bør terapi ikke kun være et tilbud, men et vilkår i dommen. Det skal ikke være frivilligt, om manden går i terapi, men en tvungen del af hans straf.

LÆS OGSÅ: Geeti Amiri blev udsat for vold og social kontrol: "Det værste er faktisk følgerne"

FOKUS PÅ VOLD
femina sætter fokus på vold mod kvinder. Vi er overbevist om, at vi ved at bryde tabuer og tale højt om det svære sammen kan flytte noget.
Med disse artikler ønsker vi at komme rundt om problematikkerne omkring vold mod kvinder og sætte spot på Danners og andres kamp for at flytte noget både personligt og politisk, så færre kvinder og børn skal leve med vold.
Danner er en privat humanitær organisation, der nationalt og internationalt arbejder for at stoppe vold mod kvinder og børn. Siden 1980 har Danner desuden drevet et krisecenter i det historiske Dannerhuset midt i København. Hvis du har lyst til at bidrage til Danners arbejde, kan du støtte med 100 kr. ved at sende en sms med teksten ”Danner” til 1919. Læs mere på Danner.dk.
#sigdettilnogen
Følg os desuden på de sociale medier, hvor vi også sætter fokus på volden, og læs mere på sigdettilnogen.dk