Kærlighed og parforhold

Anna og Lærke mødte hinanden på psykiatrisk afdeling og blev kærester

Lærke og Anna har begge bipolar lidelse og fandt hinanden i en samtalegruppe på Rigshospitalet. Lige siden har de været hinandens støtter og ligevægt. Både når Lærke er helt nede og ikke kan andet end at ligge i sin seng – og når Anna taler så hurtigt, at Lærke ikke kan få et ord indført.

Et gruppeterapiforløb for personer med bipolar lidelse på psykiatrisk afdeling. Måske ikke umiddelbart de rammer, man forventer at finde kærligheden i. Ikke desto mindre skete det dér. Lærke-Maria Schmidt og Anna Saba Lykke Oehlenschlæger satte sig på samme side af et langt bord på femte sal, oppe under loftet på Rigshospitalet i august 2019, og fik øje på hinanden.

Anna: – Først troede jeg, at jeg kendte Lærke, fordi hun kiggede på mig. Men det gjorde jeg ikke. Senere har hun sagt, at hun syntes, jeg var lidt weird

Lærke: – Der var noget dragende over Anna. Om det var, fordi min krop var tiltrukket, eller om jeg bare syntes, hun var meget mærkelig, det ved jeg simpelthen ikke.

Anna og Lærke blev kærester for fire måneder siden, og for fire måneder siden flyttede Anna ind i Lærkes lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Det er den lejlighed, vi sidder i nu.

Her er enkelt og ryddeligt. Det, der bryder med det lyse og hvide, er store surrealistiske malerier af alien-agtige mennesker med fuglehoveder eller med grønne bryster. Lærke er kunstneren, og det er næsten, som om de hvide vægge og lyse trægulve danner en neutral zone, som bliver brudt af farverige udsving. På samme måde som Anna og Lærke skifter mellem 'neutrale' perioder, manier, hypomanier og depressioner.

Anna og Lærke er begge bipolare, men Anna har type 1, og Lærke har type 2. Lærke kan let komme ned i en depressiv tilstand, hvor hun kan føle sig helt nede og bare vil ligge i sengen. Andre gange får hun hypomanier, som er en mildere form for mani - og det kan skifte fra time til time.

Da Lærke fik diagnosen i foråret 2019, fik hun endelig svar på, hvorfor hun har følt sig anderledes.

– Det var en stor hjælp at få diagnosen. Jeg havde slået mig selv i hovedet over, at jeg ikke passede ind i den der boks, som så mange andre gør. At det ikke var altid, jeg kunne stå ud af sengen, og at jeg bare ikke kunne holde styr på økonomien. Derimod stak helt af, når jeg var i hopla, siger Lærke. 

– Da jeg rejste i USA og havde forvildet mig ud til Arizona, blev mit kort pludselig spærret, fordi jeg var i overtræk. Der har også været situationer, hvor jeg har drukket rigtig meget og har gjort nogle hovedet-under-armen-ting…

- Men jeg har også udrettet meget, når jeg har været i en hypomanisk tilstand. Jeg søgte ind på en skuespillerskole i USA og kom ind. Det ville jeg aldrig have gjort ellers, siger hun.

Hun drikker ikke så meget mere, fortæller hun. Hun går også til samtaleterapi, hvor hun har lært handle modsat af, hvad hendes impulser fortæller hende. 

– Når jeg får lyst til at tage til fester, så tager jeg en dag hjemme - og omvendt, hvis jeg slet ikke kan overskue at gå uden for en dør, så kan jeg i det mindste tage et bad eller gå ned og handle. For mig har der helt sikkert været begrænsninger ved diagnosen, men nu har jeg lært at cope.

Når man har været dernede, hvor det har været helt mørkt, forstår man virkelig, hvad der er lyst. Man kommer tæt på livet.

Hvor Lærke primært har let til depressive perioder, har Anna derimod mest tendens til manier, hvor det bare "kører derudaf". Og det må betyde, at de tilsammen er nogenlunde 'neutrale', griner Lærke.

Frygtløs, kreativ og klog

Der er nogle dage med Anna, hvor det går lidt hurtigt, siger Lærke. Dem er der mange af, supplerer Anna. For et par år siden startede hun en meget succesfuld virksomhed, som udsprang af en mani. Men hun solgte den igen, fordi hun i virkeligheden ikke havde styr på, hvordan man skulle drive et firma. Hun har også engang brugt 70.000 kroner på at holde en spontan fest for 110 venner.

Anna: – Jeg har ikke prøvet at tage stoffer, men jeg tænker, det kan føles lidt som at være manisk. Jeg føler mig frygtløs og kan mange flere ting, og jeg vil bare ikke have, at det stopper. Wups, så starter jeg lige en virksomhed, så gør jeg hele hytten rent og går til Christianshavn og tilbage, fordi jeg ikke skal noget. 

Lærke: – Jeg kan med det samme mærke det, hvis jeg bare slet ikke kan få et ord indført, fordi Anna har en debat i gang med sig selv…

Anna: – Nogle gange snakker jeg mega hurtigt, og så svarer jeg selv, fordi Lærke ikke når at svare. Ha, ha. Så hurtigt går det!

Anna får ikke depressioner, men når hun har været manisk og bliver 'neutral', kan hun føle sig udbrændt og tom. Hun forklarer, at hun under manierne kan komme til at gøre eller sige nogle ting, som hun ikke er så stolt over, og hun sammenligner følelsen med moralske tømmermænd.

Anna: – Jeg elsker at have mange bolde i luften på samme tid, men det kan jeg ikke. Så er jeg i hvert fald nødt til at holde fri i nogle dage bagefter. Jeg kan hurtigt mærke, hvis jeg har misset min medicin bare én dag, desværre. Det er ikke sådan, at jeg bliver manisk, men der begynder at vise sig nogle tydelige tegn. Det er ærgerligt, for jeg kunne godt tænke mig ikke at tage medicin, siger hun.

– Jeg føler mig mere kreativ og klogere, når jeg er manisk. Den anden dag sagde jeg til Lærke: Nu skal du være helt ærlig – men det, jeg lige sagde, lød det ikke bare virkelig KLOGT?

Lærke: – Og der var mit svar bare: NEJ. Ha, ha.

Anna: – Kender I det, at man siger noget, og så tænker man, wauw, det var faktisk en god pointe? Sådan havde jeg det, bare på et nyt niveau. Der ved jeg godt, at jeg er lettere opstemt og skal slappe af. Det gode er, at jeg har lært at opfange optrapningerne, før de bliver til manier.

Lærke: – Vi griber dem meget godt. Jeg er måske lidt skrap nogle gange, så siger jeg: "Nu har du valget mellem at tage en pille eller lægge dig ind og sove." Vi har aldrig nogen diskussioner om det, du gør det bare. Du ved også, at det er hårdt for vores forhold.

Anna: – Jeg har ikke lyst til, at det skal påvirke folk omkring mig, og hvis det gør, så siger de bare til. Jeg er jo ikke helt væk.

Har I førhen følt jer ensomme med diagnosen?

Lærke: – Ja, da jeg lige havde fået diagnosen, havde jeg rigtig svært ved at skulle på en date og eventuelt skulle fortælle, at jeg havde bipolar lidelse. Jeg beskyttede mig selv. Én ting var, at jeg skulle deale med at have fået diagnosen - og hvis jeg så også skulle deale med en, der ikke ville være sammen med mig på grund af den… det ville gøre mig ked af det.

Hvad er bipolar lidelse?

Personer med bipolar lidelse er kendetegnet ved, at de oftest skifter mellem maniske og depressive episoder. I en manisk episode føler man sig enormt opstemt og selvsikker. Man har ofte mange aktiviteter i gang og taler og tænker meget hurtigt. I depressive episoder kan man føle sig helt tom, energiforladt eller ked af det, og det kan være svært at overskue simple ting som at stå ud af sengen eller mødes med en ven. 

Man inddeler bipolar lidelse i to typer, men det kan variere, hvordan de kommer til udtryk. 

Har man type 1, har man prøvet at have en manisk episode mindst én gang.

Har man type 2, har man aldrig haft en manisk episode, men skifter i stedet mellem depressioner og hypomanier, som er en mildere form for mani. I en hypomani bliver man også opstemt, men ikke i lige så høj grad som ved en mani. Hvis man har type 2 og oplever bare en enkelt manisk episode, så bliver ens diagnose ændret til type 1. 

Kilde: Anna og Lærke og Sundhed.dk

Anna og Lærke har oplevet af få kommentarer, som banaliserer og betvivler deres sygdom – ”kom nu op af sengen” og ”du ser da ikke syg ud”. De har også mødt fordomme om, at når man har en psykisk lidelse, så er man "sindssyg" og må derfor være farlig – og at man skifter partner, flytter hele tiden og aldrig får et stabilt liv. De fordomme vil de gerne gøre op med.

Anna: – Jeg blev provokeret af, at det var så tabuiseret, så jeg delte, hvordan jeg havde det, i en story på Instagram. Så mistede jeg 70 følgere. Der tænkte jeg, hvad har jeg gjort galt? Hvis man har kendt mig længe, ved man jo, at jeg stadig er mig. Diagnosen gør mig jo ikke en til et andet menneske. 

Lærke: – For mig var det som at vende et blad og skulle se mig selv på en anden måde. Jeg havde en kæmpe identitetskrise. Jeg kan huske, jeg tænkte over, om alt det, jeg havde lavet, nogensinde havde været mig? Jeg vil gerne nedlægge de her tabuer, for jeg puttede det også på mig selv til at starte med.

Gruppen på Rigshospitalet, hvor Anna og Lærke mødte hinanden, har hjulpet Lærke igennem identitetskrisen og været et frirum for dem begge. Et sted, man har lyst til at være – til forskel fra de psykiatriske afdelinger, man ofte ser på film og i bøger. I Anne og Lærkes gruppe bliver der fyret interne jokes af om, hvor mange sko, man har købt i sin seneste maniske episode.

Og så er vi tilbage til historien om, hvordan Anna og Lærke mødte hinanden. Gennem gruppeterapien kendte de nemlig ikke andet end hinandens fornavne. Efternavne bliver ikke opgivet, for at gruppen kan være et trygt og fortroligt rum for alle.

Første gang, Lærke fortalte noget til gruppen, kommenterede Anna på det, mens hun lænede sig helt ind over bordet for rigtigt at kunne se på Lærke. På Lærkes sidste dag i forløbet, kom Anna over og satte sig direkte over for hende.

Lærke: – Anna fik tiltusket sig mit navn, fordi hun kiggede på den deltagerliste, lærerne sad med. Vi havde ikke talt sammen alene overhovedet. Hun fandt bare mit navn og brød alle GDPR-love, tror jeg. Hun fulgte efter mig… ej, okay, vi gik ned ad trappen på samme tid uden at sige noget til hinanden, og så gik vi hver vores vej, og jeg tænkte, nå, det var det. Så fandt hun mig på Instagram og skrev en besked til mig nogle timer senere.

Anna skrev, at hun var ærgerlig over, at Lærke havde haft sidste dag i gruppen… og at hun syntes, Lærke var smuk.

Anna: – Det fede ved at møde hinanden i sådan en situation er, at man ser det, der er indeni, først. Vi snakker om nogle dybere ting. Hvis jeg skulle på Tinder-date, så ville vi snakke om langt mindre personlige ting. I gruppeforløbet kan man bare åbne op. 

Lærke: – Og så var jeg bare SÅ smuk!

Anna: – Ja, ja, selvfølgelig. Men jeg tror ikke, vi havde lagt mærke til hinanden, hvis vi havde mødt hinanden i byen, for vi havde nok ikke set de samme ting.

Lærke: – Der gik jo noget tid, før jeg overhovedet fattede, at der var et eller andet ved Anna.

Anna: – Jeg tror, der gik noget tid, før du fattede, du var til piger…

Lærke: – Ja, der gik et halvt år, hvor Anna lige inviterede mig på kaffe en gang imellem. Endelig tog vi den kaffe, og jeg kunne mærke, jeg syntes, hun var interessant. Jeg vidste godt, at hun var lidt til mig, men jeg var ikke til hende - sådan på den måde.

De drak alligevel kaffe, og så skete der ikke mere. Indtil et par måneder senere, hvor Lærke besøgte Anna, som var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. 

Lærke: - Da hun blev udskrevet, overnattede hun hos mig og lå og holdt om mig hele natten. Da jeg vågnede næste morgen, tænkte jeg, at det var mærkeligt, at det havde været så rart. Hele den uge var det helt fucked i mit hoved. Så tog vi på date fredagen efter. En rigtig date. I biografen. Hvor vi havde et kys.

Anna smiler skævt til Lærke.

Lærke: – Til at starte med var det hele hendes udstråling. Anna har sådan en power over sig, som jeg blev meget tiltrukket af. Og så havde vi mange dybe samtaler, de kom ekstremt hurtigt, fordi vi allerede kendte alle hinandens "slemme" sider. Jeg havde ikke tænkt så meget over, om jeg var til piger før – det var Anna som person, jeg faldt fuldstændig for. Jeg blev bare smaskforelsket. Anna har et kæmpe drive og bliver dygtig til absolut alt, hvad hun sætter sig for. Hun er også ekstremt kærlig.

Lærke, 25 år (til højre), er billedkunstner og har online-atelieret Atelier 095. Anna, 23 år (til venstre), har blandt andet startet virksomheden Coalcure, som sælger aktivt kul til tandblegning, og solgt den igen, arbejdet som model, og lige nu skriver hun på en bog.

Diagnosen har ført os sammen

På det her tidspunkt har Anna og Lærke taget hinanden i hånden, helt afslappet, oven på bordet. Anna tror ikke, det var tilfældigt, at de mødte hinanden på den måde, de gjorde. 

– Det skete lige da vi havde fået diagnosen begge to og havde mest brug for at møde en, der forstod den anden. Vi tog det meget alvorligt. Hvis vi havde mødt hinanden for to år siden, havde jeg været fuldstændig ligeglad med at udvikle mig. Men vi endte samme sted med samme psykiater og sygeplejerske og har fulgt hinanden i det forløb. Det er diagnosen, der har ført os sammen.

Lærke: – Vi har en daglig check-in. Nogle gange kan de der let forhøjede stemninger eller nedtryktheden komme snigende, men vi er gode til at fornemme, hvor den anden er mentalt.

Anna: – Jeg ville have været ude i mange flere udsving, hvis ikke jeg havde været sammen med Lærke, siger hun.

– Og så tror jeg, det er perfekt, at når Lærke er depressiv, så kan jeg få hende i gang, og omvendt kan hun få mig til at være mere neutral, når jeg kører op. Det er ligesom med magneter, du ved. Vi er plus og minus – type 1 og type 2 – som tiltrækker hinanden.

Hvor meget fylder jeres diagnose i hverdagen?

Lærke: – Jeg har dage, hvor det kører 'den sorte vej' i mit hoved. Det kan komme fra det ene sekund til det andet. Det kan bare sige whuum, så er jeg tom eller ked af det.

Anna: – Den anden dag ville Lærke ud og prøve noget tøj, men pludselig var hun sådan, neeej, jeg gider ikke alligevel. Så gik hun ind og lagde sig. Lærkes tilstand kan skifte fra dag til dag og fra time til time.

Lærke: – Der føler jeg mig syg. Det er virkelig ikke særlig sjovt. Når jeg har det sådan, bliver Anna også sat på prøve.

Anna: – Jeg er vant til det nu. Lærke er ikke så god til at sige, hvad hun har brug for, men så lægger jeg mig ind til hende, og så ligger vi bare lidt. Og så går det over igen.

 

Læs mere om: