Dit liv

Julie Rokkjær Birch: ”Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor”

Mor er en stærk identitet. Hun er både ophøjet som omsorgsvæsen og begrænset til rollen. Det er et paradoks. Julie Rokkjær Birch, direktør for Kvindemuseet, mener, det er tid til et opgør med den klassiske fortælling. Og så skal far mere på banen.

Er mor natur eller kultur? Et medfødt instinkt eller en indbildsk massepsykose? Eller er hun en sammensmeltning?

Svaret er det sidste, hvis man spørger Julie Rokkjær Birch, tvillingemor og direktør for Kvindemuseet i Aarhus.

Men kultursiden vejer tungest på vægtskålen.

– Jeg tror, at mange mødre prøver at passe ind i en fortælling, de inderst inde ikke føler, de kan leve op til. Og der vil jeg bare hellere, at vi prøver at skrive en sand fortælling, siger hun.

Den fælles fortælling er, ifølge museumsdirektøren, historiebøgerne og store dele af Instagram, at kvinden ophøjes (og begrænses) til et almoderligt omsorgsvæsen og familielivets fundament.

Narrativet er, at hun elsker det, fordi det er dét, hun er sat i verden til.

Den sande fortælling er derimod, ifølge museumsdirektøren, nyere værker og en flig af Instagram, at moderskabet er benhårdt arbejde, lemlæstende, og at det til tider giver kvinden lyst til at forlade hjemmet og aldrig komme tilbage igen.

– Det snakker vi bare ikke særligt meget om, for mor er en stærk identitet, og det kan jeg godt forstå. Det er en romantisk drøm. Men hvad betyder romantik? Det betyder noget ideelt. Men hvor er realiteterne i det? Og hvordan har hun det egentlig, når man lukker Instagram?

Tæt på fødselsdepression

Selv havde Julie Rokkjær Birch ikke tænkt nævneværdigt over moderrollen, før hun fik tvillinger. Det var før, hun blev direktør på museet, men hendes mand havde et lederjob, og de havde et hus, der skulle betales. Derfor tog han et par måneders barsel, og så tog hun resten.

Julie Rokkjær Birch havde ikke lyserøde forventninger til opgaven, men hun havde heller ikke forestillet sig, at det ville være så slidsomt, som det var.

– Pludselig kom de der narrativer snigende. De kom både fra mig selv, men også fra omverdenen. Jeg tror i det hele taget, at det at få børn, gjorde, at jeg opdagede mit køn, sådan for real. Jeg har altid været feminist i en eller anden grad, men det var virkelig der, jeg begyndte at tænke: ”Hold nu kæft”.

Julie Rokkjær Birch

Er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og kunsthistorie.

I 2014 blev hun museumsinspektør på Kvindemuseet i Aarhus, hvor hun siden 2019 har været museumsdirektør.

Hun har tidligere været museumsinspektør på Skovgaard Museet i Viborg og Skagens Museum.

 

Hvis man hele sit liv har set film og læst romaner, hvor moderskabet er præsenteret på en helt bestemt måde, er det det, man tager udgangspunkt i, fortæller hun.

– Moren er det her meget perfekte omsorgsvæsen, og fødsler tager ét minut. Men når man så bliver gravid med tvillinger, skal føde dem og være på barsel med to babyer, så finder man ret hurtigt ud af, at der ikke er noget, der er en til en med det billede, man kender. Jeg fik ikke en fødselsdepression, men det var sgu tæt på.

Og det var det især, fordi hun manglede en ventil.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

– I mødregruppen kunne man godt snakke om, at det var hårdt, men man skulle hele tiden lige toppe det op med, at de jo også er så dejlige, og at det jo er godt det meste af tiden. I virkeligheden havde jeg bare behov for at sige, at jeg syntes, barselslivet var noget lort 90 procent af tiden.

En ny bølge

Havde Julie Rokkjær Birch vidst, hvordan hun ville få det, havde hun overvejet en ekstra gang, om hun skulle have børn.

Og noget tyder på, at hun ikke er den eneste kvinde, der med fødslen fik en brutal opvågning. Der er i hvert fald ved at ske noget med fortællingen om mor.

– Jeg tror simpelthen, vi har gang i en bølge. Måske startede den med MeToo tilbage i 2017, som fik en kæmpe effekt på, hvad det er for nogle film, bøger og kunstværker der bliver lavet.

LÆS OGSÅ: Kvindemuseet overvejer at skifte navn. Og det vækker store følelser

Herhjemme er det de seneste år blomstret frem med barselslitteratur, der skildrer moderskabet på en rå og hidtil uset ufiltreret måde.

Forrige efterår udgav forfatteren Cecilie Lind bogen "Mit barn", der handlede om alt fra ødelagt mellemkød til et overtræt sind. Dy Plambech skrev "Til min søster" om alt det, kvinder lærer at fortie.

Asta Olivia Nordenhof skrev essayet "Barslens form" om en ensom tid, og Sofie Linde skrev om at være "Fårking gravid". Senest i rækken kom Olga Ravns roman "Mit arbejde", som Julie Rokkjær Birch glæder sig til at læse.

Selv havde hun en klumme i Jyllands-Posten med titlen: ”Fortællingen om den lykkelige mor er i opbrud. Heldigvis.”

Deri skriver hun blandt andet, at det er følsomt og skamfuldt at bryde med den gamle fortælling, men at hun må gøre det alligevel. ”Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor,” står der.

Så hvad frygtede du?

– Udskamning. Hvis ikke man tilhører en flok, er man sådan lidt mærkelig, og så får man kritik.

Men Julie Rokkjær Birch kan godt lide at være normkritisk.

 Det hele handler om forventninger til køn, og dem, synes jeg godt, man må udfordre.

Tilbage til kødgryderne

Men hvorfor er fortællingen om den almoderlige kvinde så rodfæstet? Julie Rokkjær Birch forklarer, at vores kulturhistorie indtil nyere tid er skabt af mænd.

– Fortællingen kom især med kristendommen og reformanten Martin Luther, der virkelig hyldede kernefamilien. Luther definerede kvinden som et led mellem manden og barnet. Hendes rolle var i hjemmet, men hun blev samtidig ophøjet.

Og dét er paradokset.

– Hun blev sat op på en piedestal, men det var og er samtidig den vildeste begrænsning. Og det begyndte kvinderne at kæmpe imod i slutningen af 1800-tallet.

Kvinderne ville have en stemme og være mere end mødre. Men historien omskrives ikke fra den ene dag til den anden.

Først i 1857 opnåede ugifte kvinder over 25 år myndighed og lige arveret med mænd, i 1915 fik kvinder stemmeret og først med kvindebevægelserne i 1970’erne blev det private politisk.

– 70’erne var meget frigjorte, men siden er det rullet lidt tilbage igen. Lige nu ser jeg en tilbagevenden til de klassiske stereotyper, og det er også det, jeg reagerer på. Den der new-hippie-bevægelse med speltmødre og hjemmeskolere, som på en måde er megamoderne, frigjorte og klimavenlige og på den anden side virkelig er tilbage til kødgryderne.

Et nyt kvinderum

Julie Rokkjær Birch mener, at forfattere som Olga Ravn er med til at skabe et nyt rum til kvinders opfattelse af verden – som den er, og ikke som nogle gerne vil have den til at være.

LÆS OGSÅ: Flere end 600 kvinder har skrevet til Olga Ravn om moderskabet: "Glansbilledet er meget ubehageligt"

Det er godt – for mor. Men det er også godt for far.

– I virkeligheden er min klumme lavet lige så meget i respekt for faderskabet. Jeg synes, det er en devaluering af mænd som forældre, at de kun har ret til to ugers barsel, siger hun.

Som det er i dag tager danske mænd i snit 31,9 dages barsel. Kvinderne tager mere end 280 dage. Derudover har gravide i gennemsnit 48 sygedage under graviditeten, og to ud af tre dage er det mor, der bliver hjemme, når børnene er syge.

Hvordan skal mere barsel til mænd løse det andet, der i dag knytter sig til moderskabet?

– Jamen hvorfor tager moren altid børnenes sygedage? Fordi hun har været på barsel et helt år. Hun er blevet projektleder i det hjem. Men hvis man fra starten strukturerer det sådan, at det er noget, begge forældre er en del af, så bliver der en mere jævnbyrdig fordeling. Og så er det altså kun en lille del, der handler om biologi. Det er graviditet, fødsel og amning – that’s it.

– Jeg siger det, fordi jeg selv har prøvet det, tilføjer hun.

LÆS OGSÅ: Musikmagasin gør op med sexisme: Ud med ord som "sexbombe" og "prinsesse"

Julie Rokkjær Birch tog sig selv i at tænke, at hun skulle have styr på det hele. Børnene skulle have ens sokker, så da hun en weekend skulle til London, lagde hun børnetøjet frem til sin mand.

– Jeg kan bare huske, at jeg bagefter tænke på, hvad det dog var, der var sket. Min mand og jeg snakkede meget om det, for han følte jo, at jeg ikke troede på hans evner, og det fik ham til at slippe alt. Sådan ville jeg også selv reagere.

Hvad med hormonerne?

Foruden kulturen påvirker også hormoner lysten til at være mor. Efter en fødsel kører hormonet oxytocin på samlebånd fra kvindehjernen ud i blodårerne, og oxytocin er kærlighedens kemiske budbringer. Det betyder, at en mor vil blive som besat af sit barn.

– Der er en stor kemisk tilknytning, men det sker også for fædre, der ligger med deres børn på maven. Den kulturelle identitet som forældre er bare stærkest, hvis man er kvinde. Og den understøttes af vores populærkultur og de sociale medier.

På Instagram findes stakkevis af billeder af kvinder, som har kastet alt, hvad de har i hænderne for at være mødre.

– Det skal de bare blive ved med. Men det skal fædrene også gøre.

Julie Rokkjær Birch tror, at man overvurderer biologiens betydning. Så når kvinder dropper karrieren, er det narrativet omkring den ophøjede mor, der spiller dem er puds.

Men med ophøjelsen følger også begrænsningen.

– Jeg er med på, at vi kan være forskellige, men jeg kender mange kvinder, der ligesom mig har følt sig begrænset af morrollen. Jeg er ikke ude efter de kvinder, der ønsker at være mødre på fuldtid, men de skal bare huske at tænke over de økonomiske konsekvenser og indrette sig klogt.

Hver tredje kvindelige lønmodtager arbejder på deltid, men det kun gælder 15 procent af mændene.

Og mens mænds og kvinders indkomst udvikler sig næsten ens indtil fødslen af deres første barn, falder kvinders løn umiddelbart efter fødslen. Det første barn koster moren et lønfald på cirka 30 procent i årene efter fødslen, og efter ti år ligger mødrenes timeløn stadig 20 procent lavere, end hvis de ingen børn havde fået.

Hvor tænker du, mænd og kvinder er forskellige i forældrerollen?

 – Jeg tror, at kvinder har en anden beskyttertrang. Gennemsnitligt. Men det skyldes i høj grad vores vanetænkning og opdragelse. Og alle de fædre jeg kender, er da lige så væk i deres babyer. De skal bare have lov til at komme på banen.