Dit liv

"I det øjeblik gik det op for mig, at min stemme var ligegyldig”

Liva Agger Jørgensen anmeldte ikke sit overgreb, fordi hun ikke kunne få den rigtige hjælp hos politiet eller finde andre fortællinger om voldtægt, der lignede hendes. For hende ville en samtykkebaseret voldtægtslov have betydet, at hun havde undgået den følelse af skyld og skam, hun gik alene med i to år.

Det er fem år siden, Liva Agger Jørgensen lå i græsset på Roskilde Festival og bad sin overgrebsmand om at holde op. Det er fem år siden, hun vågnede i sit telt med bukser, der var revnet fra skridtet ned til anklerne.

Men det er først for tre år siden, hun begyndte at fortælle om det. Kort efter oplevelsen gik hun ind på politiets hjemmeside for at lede efter vejledning eller andre personlige fortællinger, der lignede hendes - et eller andet, der bekræftede, at hun var blevet voldtaget. Men hun fandt ikke noget. Alt, hvad hun kunne finde om voldtægt, handlede om vold og trusler.  

– Hvis jeg havde haft andres historier at sammenligne min oplevelse med, eller hvis der havde stået på politiets hjemmeside: ”Hvad gjorde du, for at vise, at du gerne ville have sex med ham?” eller ”Hvad gjorde han for at finde ud af, at du gerne ville have sex?”, så ville jeg have sagt: "Ingenting". Og så havde jeg sandsynligvis anmeldt det og fået professionel hjælp, for jeg ville have vidst, at det ikke var min egen skyld, siger Liva Agger Jørgensen, som i dag er 25 år og sygeplejerskestuderende.

I en række artikler henover sommeren sætter femina.dk fokus på voldtægtsloven i Danmark. Vi taler med de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Vi undersøger forskellen på samtykke og frivillighed. Og vi taler med eksperter og jurister om, hvordan vi sikrer os en lovgivning, der tydeliggør, at kun ja betyder ja.

Før Mette Frederiksen dannede regering, forhandlede hun et forståelsespapir på plads med støttepartierne, og et af løfterne heri var, at der skulle vedtages en samtykkebaseret voldtægtslov. Derfor er der blevet indsamlet en stor mængde data om voldtægter, som skal danne grundlag for en ny lov.

Det er over et år siden, og der er stadig ikke taget initiativ fra regeringens side til at gennemføre en samtykkebaseret voldtægtslov. Og for nylig annoncerede justitsminister Nick Hækkerup, at han havde brug for en "tænkepause" indtil efteråret. 

En af dem, der har bidraget med viden om voldtægt, er netop Liva Agger Jørgensen. Hun har arbejdet hårdt for at få en samtykkelov igennem allerede inden, den nuværende regering kom til. Den daværende justitsminister hed Søren Pape og var konservativ, og sammen med Amnesty International var hun i februar 2019 med til at overrække ham 50.000 underskrifter, der bakker op om en ny voldtægtslov baseret på samtykke.

– Hækkerups tænkepause er spild af tid. Alle argumenterne ligger for næsen af ham som et totalt gennemarbejdet materiale. Der er store rapporter fra Danmark og erfaringer fra udlandet. Hvis han reelt er i tvivl, skal han indsamle de argumenter, han mangler, i stedet for at tage en tænkepause. Jeg er helt vildt frustreret, fordi jeg føler, at han lige nu er i gang med at svigte og spilde den mulighed, han har. Det nytter ikke at vente til efteråret, for det er et svigt af alle dem, der bliver voldtaget hver dag, siger hun.

View this post on Instagram

Jeg har i dag fortalt @soren_pape hvordan en voldtægtslovgivning baseret på samtykke, kunne have gjort en forskel for min historie og sammen med @amnestydanmark har jeg været med til at overrække ham 50.000 underskrifter. Jeg blev voldtaget i 2015. Der gik over et år før det gik op for mig hvad der var sket. At det ikke var mig selv der havde overtrådt mine egne grænser. At min reaktion med at give op og lade det ske ikke var en unormal reaktion. Jeg googlede og googlede for at finde frem til lignende historier, men havde intet at spejle mig i. Hverken i andres historier eller i den officielle definition af en voldtægt. For jeg havde (som de fleste andre ofre) ikke kæmpet fysisk imod. Havde der været en lovgivning baseret på samtykke, havde jeg kunne se mig selv i den og havde derfor ikke været i tvivl om at det ikke var mig selv der havde overskredet mine egne grænser, men min overgrebsmand. Så havde jeg turde tale med mine venner og familie om det. Jeg havde turde bede om hjælp. Og måske endda turde tro på at der ville være retfærdighed, og at det ville give mening for mig og for samfundet at anmelde det. PS. I kan stadig nå at skrive under på Amnestys hjemmeside, hvis I ikke allerede har gjort det ❤️ #letstalkaboutyes #samtykke

A post shared by Liva Agger Jørgensen (@livaaj) on

Nærmest en lettelse at give op

Vi spoler tiden tilbage til den sommerdag på Roskilde Festival i 2015, hvor Liva oplevede et overgreb. Forinden havde hun set en fyr, som hun mødtes med på festivalen.

Da han med det samme kyssede hende, blev hun overrasket og syntes, det var lidt for tidligt. Samtidig kunne hun godt lide ham.

– Jeg lagde hurtigt mærke til, at han var ret fuld, og han snakkede om, at vi skulle gå ind i et af vores telte. Jeg sagde, at det havde jeg egentlig ikke lyst til, og at jeg gerne ville feste med mine venner.

Liva fortæller, at de i stedet gik en tur sammen ned til søen i campingområdet, hvor fyren lagde op til, at de skulle have sex. Liva sagde nej. De gik lidt videre, og han prøvede igen. Liva Agger Jørgensen sagde igen nej.

– Jeg sagde stille og roligt, at det skulle vi ikke, men alligevel lagde han mig ned i græsset. Jeg rejste mig og sagde mere bestemt nej igen, men han lagde mig ned igen. Han prøvede at tage mit tøj af, men jeg var så stiv i kroppen, at måden, han fik mine bukser af på, var, ved at de revnede hele vejen fra skridtet til anklen.

- I det øjeblik gik det op for mig, at min stemme var ligegyldig. Jeg er generelt ikke konfliktsky, og jeg er vant til, at når man siger ja eller nej til noget, så bliver det hørt, men her oplevede jeg, at der ikke var noget, jeg kunne gøre. Det var nærmest en lettelse at give op. Så min krop frøs fuldstændig, og det eneste, jeg kunne, var at overgive mig og vente på, det gik over.

På et tidspunkt kom hun til sig selv, da nogle andre festivalgæster gik forbi. Det vækkede hende fra den stivnede tilstand. Igen sagde hun, at han skulle stoppe. Stop, stop, stop. Igen og igen.

Men han holdt hende for munden og fortsatte. Næste dag vågnede hun i den camp, hun boede i.

– Jeg var helt forvirret og slået ud, og mit tøj var helt mudret og revet i stykker. Jeg kunne slet ikke overskue situationen, så jeg sagde til alle mine venner, at jeg havde haft blackout og ikke anede, hvad der var sket. Da jeg kom hjem, havde jeg brug for at få bekræftet det, der var sket. Jeg følte mig så flov. Jeg var jo vant til at kunne sige fra, så hvordan fanden kunne jeg have sat mig selv i den situation? Det måtte være min egen skyld, at den grænse var blevet overskredet. Det måtte være, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok, at han havde voldtaget mig.

- Jeg gik ind på politiets hjemmeside, hvor der var forskellige punkter, man kunne gå ud fra for at finde ud af, om man var blevet voldtaget. Det handlede meget om, hvorvidt jeg var blevet udsat for fysisk vold eller trusler, og det var jeg jo ikke.

Liva Agger Jørgensen forsøgte i tiden efter forgæves at finde frem til andres personlige fortællinger om voldtægt på nettet, som hun måske ville kunne genkende sig selv i. Det var før #Metoo-bevægelsen.

– Jeg følte mig helt alene. Man skal være helt sikker i sin sag for at gå videre med det, og jeg var helt nedkørt. Jeg havde ikke styrke til at sige det højt. Jeg kunne ikke engang sige det til mine bedste venner, for ét kritisk spørgsmål ville knække mig: Hvorfor kæmpede du ikke imod? Hvorfor skubbede du ham ikke? Hvorfor råbte du ikke efter dem, der gik forbi? Men nu ved jeg, at man ikke selv er herre over det.

Ifølge en svensk undersøgelse oplever op til 70 procent af dem, der er udsat for voldtægt, at de 'fryser' under voldtægten. Altså, at deres krop føles paralyseret, og at de dermed ikke er fysisk i stand til at gøre modstand. Det ved hun nu, men det vidste hun ikke dengang.

Et par uger efter festivalen, mødte Liva Agger Jørgensen tilfældigt sin overgrebsmand i byen. De snakkede lidt, og han fortalte hende, at han var virkelig glad og lettet over, at hun talte til ham. Han havde regnet med, at hun aldrig ville snakke til ham igen.

– Han vidste det godt. Han var ikke sindssyg, og han ønskede jo ikke at voldtage mig. Han handlede ud fra det, han er blevet opdraget til – at en kvindes nej ikke er godt nok. Derfor er jeg ikke sikker på, at voldtægten ville være sket, hvis der havde været en samtykkelov.

Hvorfor er det vigtigt for dig, at vi får en samtykkebaseret lovgivning?

– Fordi, at som det er nu, er det offerets ansvar at kæmpe imod, i stedet for at det er overgrebspersonens problem at tiltvinge sig samleje. Hvis vi får en samtykkelov, vil det i stedet være initiativtagerens ansvar aktivt at sikre sig, at dem, de indleder et samleje med, rent faktisk har lyst til det.

Frivillighed eller samtykke

I arbejdet med en ny voldtægtslovgivning, har Straffelovrådet, et råd, som har til formål at vejlede Justitsministeren i strafferetlige problemstillinger, set på over 600 voldtægtsdomme.

Herefter har rådet præsenteret dets anbefalinger til en ny lov i en betænkning, som er et udtryk for rådets holdning. 10 af rådets medlemmer anbefaler en lov baseret på frivillighed, mens et medlem anbefaler en lov baseret på samtykke.

I flertallets forslag om frivillighed står der, at ”for at en deltagelse skal anses som frivillig, skal valget om at deltage være kommet til udtryk gennem ord eller handling eller fremgå af den konkrete situation og sammenhæng”. Flertallets bekymring er, at man med en samtykkebaseret lov risikerer at kriminalisere noget, som kan ses som en naturlig og sædvanlig del af det almindelige menneskes sexliv. 

Modstandere af forslaget om frivillighed mener, at det lægger op til, at passivitet kan tolkes som samtykke. Kritikken går dermed på, at en frivillighedsbaseret lov ikke er så forskellig fra den, vi har i dag. De Radikales retsordfører Kristian Hegaard har eksempelvis udtalt, at "en samtykkebestemmelse vil være et elefantskridt i forhold til kvinders rettigheder" mens en frivillighedsbaseret definition vil være et "museskridt". 

Loven i dag

Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes for voldtægt den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold (nr. 1) eller skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (nr. 2).

Flertallet af Straffelovrådets forslag til en frivillighedsbaseret lov

§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke deltager frivilligt. Stk. 2. For at en deltagelse skal anses som frivillig, skal valget om at deltage være kommet til udtryk gennem ord eller handling eller fremgå af den konkrete situation og sammenhæng. Der foreligger ikke frivillighed, hvis gerningsmanden har tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold. Der foreligger heller ikke frivillighed, hvis gerningsmanden har skaffet sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Et medlem af Straffelovrådets forslag til en samtykkebaseret lov

§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der gennemfører et samleje med en person, der ikke har samtykket heri. Samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation. Er forholdet begået ved vold, trussel om vold, psykisk vold, anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende 168 er ude af stand til at modsætte sig handlingen, anses dette som en særligt skærpende omstændighed.

Kilde: Straffelovrådets betænkning om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse

Liva Agger Jørgensen hører også til dem, der mener, at Straffelovrådets forslag om en frivillighedsbaseret lov ikke er god nok.

– For mig handler det ikke om, hvorvidt det hedder frivillighed eller samtykke, men om hvordan det defineres. I Straffelovrådets betænkning er fokus stadig, hvad offeret har gjort for at vise, at hun ikke ville have sex. I det lovforslag står der, at passivitet i visse situationer kan betyde accept eller samtykke. Det kan komme til at afhænge af offerets adfærd op til og efter voldtægten – for eksempel kan det have en indvirkning på dommen, hvis offer og overgrebsperson kyssede fem minutter tidligere.

- Straffelovrådet kigger på den juridiske del og ikke på, hvad der fungerer i praksis. Det er os, der har prøvet det på egen krop, som kan berette om, hvordan systemet påvirker et voldtægtsoffer, siger hun.

Tror du, at en samtykkebaseret lov kommer til at ændre samfundet?

– Jeg håber, det kan skabe en kulturændring. At fokus bliver rykket fra offerets handling eller mangel på samme til, at skylden er hos den, der voldtager. I øjeblikket har vi en kultur, hvor det er værre at blive udsat for falsk anmeldelse end at blive voldtaget. Jeg håber, at vi - med en samtykkebaseret lov – vil begynde at snakke om, hvad vi kan gøre, for at det ikke sker. Jeg håber, vi vil snakke mere om opdragelse og tænke over, hvordan vi hjælper vores drenge til ikke at stå i en situation, hvor tvivlen giver dem følelsen af at have ret til sex.

Den kulturændring skal vi forsøge at skabe - lige meget om vi får en samtykkebaseret eller en frivillighedsbaseret voldtægtslov, mener hun.

– Vi skal snakke om sex og grænser, og vi skal stoppe med at snakke om, hvad kvinder kan gøre for at undgå at blive udsat for overgreb. For når vi gør det, så siger vi, at det er kvinders skyld. Det er ikke kun for kvinders skyld, at vi skal tage den her snak og skabe en forandring.

- Langt de fleste, der voldtager, er nogen, man kender. De er ikke monstre, men et resultatet af den kultur vi har. Lige så snart vi forstår det, kan vi begynde at forebygge.

Ansvaret for at tale om voldtægt og samtykke ligger hos os alle sammen - også selvom det ikke altid nemt at forholde sig til andres voldtægtshistorier, påpeger hun. Liva Agger Jørgensen har erfaringer med, at personer i hendes omgangskreds har haft svært ved det, på trods af at hun fortæller åbent om den, også i den offentlige debat.

– Jeg oplever, at når jeg nævner ordet voldtægt, kan jeg se i mange menneskers ansigt, at de tænker ”shit, shit, shit, lad mig komme ud af den her samtale – hvor er døren?”. Det er, ligesom når man taler om død og sorg. Det er ikke behageligt at tale om, men vi voldtægtsofre skal nok sige fra.

- Forestil dig at gå alene med det. Det bliver ikke mindre forfærdeligt eller mindre virkeligt, ved at vi ikke får lov til at sige det højt. Resultatet af at lukke for den samtale er, at man igen føler sig skamfuld. Så hvis du kender nogen, der er blevet voldtaget, så spørg ind – spørg, om de har lyst til at tale om det, og spørg, om det er for meget. Så længe du er åben og ærlig og ikke kritisk over for deres fortælling, kan du ikke sige noget, der gør det værre.

Læs mere om: