Dit liv

Hvor mange voldtægtsofre skal svigtes, før ministeren har tænkt længe nok?

Henover sommeren vil hundredvis af kvinder blive voldtaget eller forsøgt voldtaget i Danmark. Mens justitsminister Nick Hækkerup holder tænkepause, og indtil Folketinget åbner, bringer vi en række artikler, der sætter fokus på, at Danmark stadig svigter ofre for voldtægt.

Kan du huske...

...dengang din mor sagde til dig, at du ikke skulle gå alene hjem om aftenen? At hun syntes, din kjole var lige lovlig kort. At du ikke skulle fjerne øjnene fra din drink i byen. Ikke blive for fuld. Aldrig gå hjem med mænd, du lige har mødt.

De fleste af os blev lidt teenage-mopsede, rullede med øjnene og gjorde det alligevel. Men de færreste af os gav slip på vores mors bekymrede blik. Det lagredes i kroppen, og vi bærer det med os ud af den ubekymrede ungdom og ind i vores eget moderskab.

Jeg kan huske, hvor vred jeg blev, da det før eller siden gik op for mig, hvad min mor dengang forsøgte at fortælle mig: At på grund af mit køn er min krop et mål, og mine grænser er konstant til forhandling. Og ansvaret for, at de ikke bliver overskredet, ligger hos mig.

Jeg blev endnu mere vred, da jeg fandt ud af, at det ikke bare er min mor, der ser sådan på det. Det gør hele samfundet. Og det gør loven.

De mente det godt, vores mødre (og fædre). Jeg ville ønske, at de i stedet for kunne have fortalt os, at kun ja betyder ja. At sex uden samtykke ikke er sex. Det er voldtægt. Men det kunne de ikke fortælle os. Fordi vi lever i et samfund, hvor vores nej hele tiden vil blive udfordret.

I en række artikler henover sommeren sætter femina.dk fokus på voldtægtsloven i Danmark. Vi taler med de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Vi undersøger forskellen på samtykke og frivillighed. Og vi taler med eksperter og jurister om, hvordan vi sikrer os en lovgivning, der tydeliggør, at kun ja betyder ja.

Det er byrden, alle piger vokser op med.

At det er dig, der skal se dig over skulderen. Dig, der skal slå blikket ned. Dig, der skal holde hånden over din drink. Dig, der skal sige nej til ham den fulde. Råbe nej. Skrige nej og skubbe hans hænder væk igen og igen og igen.

Og hvis overgrebet alligevel sker, er det ikke nok til at få ham dømt. Med mindre han hoppede frem fra busken og trak en kniv, lægger loven vægt på, at du kæmpede imod. At det kan bevises, at du gjorde det klart for ham, at han var i færd med at gøre dig fortræd.

De fleste kvinder kan levende forestille sig magteløsheden og traumet ved at blive voldtaget. Men for de fleste bliver det ved frygten. Derfor kan de færreste forestille sig, hvordan den magtesløshed vokser, og traumet gentager sig, når man møder det retssystem, der skulle forestille at hjælpe ofre med at opnå retfærdighed.

Vores mødre fortalte os heller ikke,

at voldtægtsmanden kun sjældent er ham den fremmede i busken. At langt oftere er det den søde date, hvor vi selv gik med hjem for at drikke en drink i sofaen. Kæresten, som vi delte seng med. Eller den gode ven, som vi overnattede hos.

Og at i de tilfælde er sandsynligheden for, at vores nej holder i retten – hvis vi da nogensinde kommer i retten – minimal.

Ifølge Justitsministeriets offerundersøgelse bliver over 6.700 hvert år voldtaget eller forsøgt voldtaget.

Men de faktiske tal kan være meget højere. Da der for to år siden i en undersøgelse fra Syddansk Universitet blev spurgt, om man har været har udsat for tvang til samleje eller forsøg på det viste tallene, at cirka 24.000 kvinder i 2017 havde været udsat for det.

Til sammenligning er der kun blevet anmeldt cirka 1000 voldtægter til politiet om året, hvis man ser på perioden over de seneste ti år. Sidste år endte 79 med en dom. 

Den statistik er en hån mod det centrale princip, at alle er ’uskyldige indtil det modsatte er bevist’.

I mandags var justitsminister Nick Hækkerup

på vej ind til afslutningsdebatten i Folketinget, da han gik forbi de mennesker, der de seneste 18 dage har stået ’samtykkevagt’ foran Christiansborg. Blandt dem er jurister og voldtægtsofre. En af aktivisterne spurgte, om ministerens tænkepause ikke snart er slut, for de har jo ventet i fire år.

Ministeren svarede: ”Så kan I jo vente et par år mere”. Da vores journalist efterfølgende talte med Nick Hækkerup, forklarede han, at hans hoved var et andet sted. At loven kommer til efteråret, og at han dermed ikke mente, det han sagde.

Dårlig joke eller ej, så er det svært at se ministerens bemærkning som andet end et udtryk for end en regering, der simpelthen ikke tager det her emne alvorligt nok. 

Der er nu gået seks år siden, Danmark som et af de første lande ratificerede Istanbulkonventionen, hvor vi forpligtede os til at indføre en lov, der bygger på samtykke.

Det er snart fire år siden, at der blev stillet et forslag om at ændre definitionen af voldtægt i straffeloven, så det defineres ud fra manglende samtykke.

Det er et år siden, at regeringen og deres støttepartier i deres forståelsespapir blev enige om, at en ny voldtægtslov skal basere sig på samtykke.

Og det er fire måneder siden statsministeren igen slog fast, at en ny voldtægtslov skal være en samtykkelov.

(I mellemtiden har regeringen eksempelvis gennemført en hastelov for at slå ned på såkaldte ‘corona-kriminelle’, der snyder med hjælpepakker og stjæler håndsprit.)

Men lige inden sommerferien meldte justitsminister Nick Hækkerup alligevel ud, at der nu var brug for en ”tænkepause”.

Sandheden er,

at i Danmark er voldtægt nærmest den perfekte forbrydelse. For langt de fleste gerningsmænnd vil aldrig kunne dømmes. Af de få, der bliver anmeldt, vil de færreste blive sigtet. Og bliver der rejst tiltale, vil de fleste igen gå fri.

Ikke alene er chancen for at blive dømt minimal, men for mange ofre virker hele systemet nærmest designet til at betvivle ens oplevelse og intention. Hvor mange gange du sagde nej, hvor mange rifter og blå mærker, du kan fremvise, om I kender hinanden, om du selv gik med ham hjem, hvor fuld du var, hvor fuld han var, om du selv lagde dig i hans seng, om du sagde noget, gjorde noget, kiggede på ham på en måde, som i virkeligheden betød, at du faktisk, måske, i virkeligheden ”selv bad om det”. Var du i livsfare, skreg du, spyttede du, slog du til blodet flød. Og: ”Er det måske i virkeligheden bare fordi, du godt kan lide hård sex?” ”Fortryder du måske bare, at du var din kæreste utro?”

Loven tager heller ikke højde for, at op til 70 procent af voldtægtsofre ’fryser’ under ovegrebet.

Altså, at man er ved bevidsthed, men ens krop føles lammet og bliver ude af stand til at bevæge sig. En naturlig og almindelig reaktion - og alligevel er det i dag ikke nok, hvis det skal kunne bevises, at offeret var ude af stand til at kæmpe imod.

Loven er med andre ord med til at holde liv i idéerne om, at 'hun sagde nej, men hendes øjne sagde ja', og at en kvinde, der ligger stille, er 'med på den'. Mænd kan ikke styre sig, og det er kvinders opgave at tøjle dem. I 2020 er det ikke bare et tarveligt og dybt antikveret kvinde- og mandesyn. Det er det, man kalder voldtægtskultur. Vi har i årevis bildt os ind, at sådan en kultur ikke findes i Danmark. Vi er nødt til at indse, at det gør den.

Samtykke bliver ofte

fremstillet som noget ekstremt og fremmedartet. Men i flere europæiske lande er sex uden samtykke voldtægt. I Storbritannien har samtykke i praksis været en del af loven siden 1952. I 2018 var den britiske jurist Kirsty Brimelow i Danmark til en konference på Christiansborg.

Hun har gennem to årtier har arbejdet både som anklager og forsvarer i voldtægtssager, og hun blev ”ekstremt overrasket” over at høre om den nuværende danske lov.

”Den er så forældet,” sagde hun dengang. ”Jeg har set lignende tilfælde i andre lande, men det er lande, der er langt mere undertrykkende end Danmark”.

Prøv lige at overveje, hvor mange gange i løbet af en dag, du beder et andet menneske om samtykke. ”Må jeg ringe til dig lidt senere?” ”Må jeg spørge dig om noget?” ”Må jeg låne din kuglepen?” Men vores krop er åbenbart så lidt vores egen, at en mand kan tillade sig at antage, at han har ret til den – med mindre, vi siger aktivt fra.

Et flittigt brugt argument

mod en lovgivning baseret på samtykke er, at vi risikerer at kriminalisere ”sædvanlig adfærd”. Eksemplet med ægteparret, hvor Lone i 27 år har forholdt sig fuldstændig passivt og stiltiende, mens Henning hver onsdag har sex med hendes krop.

Og pludselig melder Lone ham til politiet, og så bliver Henning dømt for voldtægt. For det første, virker det som et temmelig usandsynligt scenarie. For det andet, hvis Lone og Henning virkelig har sex på den måde, så er en ny lov virkelig en tiltrængt anledning til at ændre praksis i de små hjem.

Hvordan kan det være en dårlig ting, at Henning igen begynder at sikre sig, at Lone nu også har lyst også den onsdag aften?

En anden kritik lyder, at der er tale om symbollovgivning. Og ja, det er der. Love er lige præcis symboler, og derfor er de også et udtryk for, hvad vi som samfund mener er rigtigt og forkert. Derfor gør en lovændring det heller ikke alene.

Der er lang vej, hvis vi som samfund skal en voldtægtskultur til livs. Men det er et godt sted at starte, at vores samfundsbærende institutioner anerkender, at kun ja betyder ja.

Desuden er der noget, der tyder på, at en ændring af loven faktisk kan have en meget reel effekt. I Sverige bliver langt flere dømt efter indførelsen af en ny samtykkelov – siden loven trådte i kraft for to år siden, er antallet af domsfældelser for voldtægt steget med 75 procent.

Et andet godt sted at starte er,

at vi som medier holder op med at reproducere myter om samtykke baseret på uvidenhed og leflen for laveste fællesnævner.

Nej, samtykke kræver ikke NEM-id. Nej, krav om samtykke er ikke omvendt bevisbyrde. Nej, antallet af falske anklager er ikke højere end ved andre former for kriminalitet.

Samtykke kan gives og fås på mange måder. Med og uden ord. Det handler helt enkelt om, at vi som mennesker er lige forpligtet til at sikre os hinandens gensidighed.

Bare i sommer,

mens ministeren holder sin tænkepause, vil hundredvis af kvinder blive udsat for seksuelle overgreb eller forsøgt voldtaget.

Så mens ministeren tænker sig om, vil vi på femina.dk bringe en rækker artikler, der sætter fokus på, at Danmark stadig svigter ofre for voldtægt. I de kommende uger og indtil Folketinget åbner vil vi give ordet til nogle af de kvinder og eksperter, der ved allermest om, hvad der er på spil, når Nick Hækkerup til efteråret genoptager forhandlingerne om en ny voldtægtslov.

Vi gør det, fordi det er en af de vigtigste, men mest forsømte frontlinjer for grundlæggende ligestilling og menneskerettigheder i Danmark. Voldtægt er en krænkelse af menneskerettighederne. Vi har alle sammen ret til at bestemme over vores egen krop, hvem vi vil have sex med og hvornår.

Og staten har pligt til at beskytte os mod voldtægt og andre former for seksuel vold. Bliver vi udsat for overgreb, har vi krav på retfærdighed.

Det, vi i Danmark

udsætter voldtægtsofre for, er i mange tilfælde endnu et overgreb. Et kollektivt, kulturelt og systematisk overgreb som politi, retssystem og medier i dag tager del i. Det er ikke et moderne retssamfund værdigt. Derfor er alle, der tror på ligestilling og grundlæggende menneskerettigheder – kvinder og mænd – nødt til at stå sammen og kræve, at ministerens tænkepause må slutte.

Danmark har brug for en samtykkelov. Nu.

Læs mere om: