Dit liv

Er du gravid, har ondt i ryggen og vil bruge din forsikring? Glem det

Gravide kvinder har i årevis fået ulovligt afslag på at bruge deres forsikring til for eksempel fysioterapi – fordi de var gravide.

Lad os sige, at du er gravid, og efterhånden er du ved at være så om i bækkenet, at du gerne vil have en professionel til at lindre dine smerter.

Derfor ringer du til din forsikring, for hey, det er jo derfor, man tegner en forsikring, ikke?

Du fortæller forsikringspersonen i røret om dine smerter, men idet du har sagt ”gravid”, kan du godt fornemme, at en dårlig stemning overtager den venlige tone, du blev mødt med.

Lidt som et Colgate-smil, der forvandler sig til den trekantede lorte-emoji, der smiler.

Hvis du er gravid, dækker forsikringen nemlig ikke.

Den besked har række kvinder fået fra nogle af landets største forsikringsselskaber. Vi snakker Codan, Tryg, AP Pension, Danica Pension, Dansk Sundhedssikring og PFA. Det skriver DR.

Diskriminering

Afslagene er ulovlige, men ikke desto mindre viser DR's research, at det er sket systematisk i en årrække.

DR har talt med Maria Ventegodt, som er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

- Det er er nedslående og overraskende, at forsikringsselskaberne har haft en ulovlig praksis i årevis. Hvordan det kan ske, det kan jeg simpelthen ikke forstå, siger hun til DR.

LÆS OGSÅ: "Flere end 600 kvinder har skrevet til Olga Ravn om moderskabet"

Forsikringsselskaberne har travlt med at lægge sig fladt ned og sige undskyld — de havde simpelthen overset de her regler.

Men hvis man får et ledigt øjeblik, kan man jo undre sig over, at der ikke har siddet en medarbejder og givet en gravid kvinde et afslag og derefter tænkt: ”Det er da mærkeligt, at forsikringen ikke dækker de gravide, der bærer på et barn i ni måneder, sidenhen føder det og sørger for, at der også er nogle til at indbetale skat, når jeg skal på pension.”

Eller simpelthen bare fordi det er diskrimination og hører en svunden tid til.

Læs mere om: