Pludselig fik jeg en sms fra min mor: "Jeg har forstået, at du ikke vil have kontakt til mig. Tak for 50 gode år"

Kære Anna

Mine forældre blev skilt, da jeg var 2 år. Min mor fandt en ny mand, og jeg fik en lillesøster. Min mor har fortalt, at der var lidt kaos omkring det, at jeg skulle besøge min far. Mine forældre var meget unge, da de fik mig, og det lyder som om, min far ikke var helt klar til ansvaret.

Da jeg var en 7-8 år, stoppede jeg med at se ham – de voksnes beslutning. Årene gik, og min stedfar nedgjorde mig verbalt og slog mig jævnligt. En enkelt gang skete det foran min søster. De få gange, hvor jeg forsøgte at sige noget til min mor, behandlede han mig endnu værre bagefter. Samtidig var det et tabu, at jeg rent faktisk havde en anden far. Som om det var lidt pinligt.

Jeg fik mand, børn, uddannelse osv. Hele tiden var der en underliggende lyst til at finde min far, men jeg turde ikke rigtigt, da jeg vidste, at det ville skabe en kæmpe krise. Da min stedfar døde, tog jeg kontakt, og min biologiske far blev lykkelig. Han er sød og rar og interesseret. Jeg kan genkende dele af mig i ham. Jeg og min mand mødte også hans kone. Vi blev enige om, at vi gerne ville fortsætte med at ses. Derfor tog jeg tilløb og fortalte min mor og min søster, at jeg havde taget kontakt.

Min søster smækkede på i vrede, da jeg fortalte det, og jeg har ikke talt med hende siden. Min mor håndterede det mildest talt dårligt, blev såret og skuffet og svarede nærmest ikke på mine beskeder. Så jeg tænkte, at jeg ville give hende lidt space, hvilket resulterede i, at vi ikke talte sammen i en måned. Pludselig skrev hun ”Jeg har forstået, at du ikke vil have kontakt til mig. Tak for 50 gode år. Held og lykke til dig og din familie.”

Nu sms'er vi lidt sammen, men kun på mit initiativ. Jeg må desværre erkende, at jeg rent mentalt har det bedre med minimal kontakt, omvendt har jeg ikke lyst til ikke at have kontakt, for hun er jo min mor. Hvordan tackler jeg det bedst for min egen skyld, men også med mest mulig hensyntagen til min mor og søster?

Mvh. En datter i tvivl

Kære datter i tvivl

Der er ikke noget som helst forkert i, at du gerne vil have kontakt til din biologiske far. Hvad end der måtte ligge og gnave i din mor, så er det hendes ansvar at håndtere det. Ikke dit. Selv om hun ikke med egne øjne bevidnede den vold, din stedfar udsatte dig for, må hun have fornemmet på dig, at der var noget galt. Så måske er det dårlig samvittighed, der får hende til at reagere, som hun gør?

Jeg tror, du bliver nødt til at lægge hensynet til både din mor og søster til side nu. For du kan ikke leve dit liv efter, hvem de synes, du må omgås. Måske er din søster bange for, at du, ved at finde tilbage til din egen far, vil dømme hende for det, hendes far udsatte dig for dengang. Men du letter ikke hendes dårlige samvittighed ved at nægte dig selv den glæde at bygge relationen til din biologiske far op.

Bliver din mor ved med at være vred, så hold fast i den begrænsede kontakt, I har nu. Nogle gange er det den eneste måde, man kan holde ud at stå i relation til en forælder, der ikke anerkender sine børns behov, men kun sine egne.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.