Nogle aftener kan jeg næsten ikke trække vejret for den dårlige samvittighed, der presser sig på

Hej Anna

Jeg er for nylig blevet eneboer, efter den yngste flyttede hjemmefra. Jeg bor hyggeligt med natur omkring mig og søde naboer, men hver aften er det, som om alle ”spøgelserne” kryber frem fra alle hjørner.

Der er så mange ting, jeg ville ønske, jeg kunne gøre om. Måske skulle jeg ikke have ladet mig skille? Jeg burde også have været en mere nærværende mor, og ikke så nærtagende hvad rod, opvask og den slags angik, det er jo ligegyldige ting… Hvordan finder jeg fred med det alt sammen?

Nogle aftener kan jeg næsten ikke trække vejret for den dårlige samvittighed, der presser sig på. Jeg ser mine børn et par gange om måneden, men jeg ved ikke, om jeg skal bringe mine tanker på banen, sige undskyld til dem eller et eller andet?

Hilsen Beth

Kære Beth

Når man tilbringer mange timer alene i eget selskab, kan det nærmest ikke undgås, at tankerne på et tidspunkt også kaster sig over dét i vores liv, vi fortryder. Igennem tiden har jeg mødt mange, som i panik over ”den tomme rede” fyldte alle ledige timer af døgnet ud med aktiviteter. Fordi der på den måde var langt mindre plads til at bladre hver en side af fortiden igennem. Det ER hårdt pludselig at sidde der alene med sine egne spekulationer om alt det, man ville ønske, man havde grebet anderledes an.

Ofte er det netop, når børnene er flyttet hjemmefra, at vi ser relationen til dem i et andet lys. Når vi er på afstand af hinanden, trækker småting og irritationer sig i baggrunden, og tilbage står vores kærlighed og vibrerer. Lige så lysende og altopslugende som den er.

Jeg har endnu til gode at møde det menneske og den forælder, som ikke fortryder spor. For der vil altid være noget, vi kunne have gjort anderledes. Om du så havde været tålmodigheden selv i forhold til dine hjemmeboende børn, ville det sikkert ikke være nok. Vi kan simpelthen ikke leve på en måde, der sikrer os imod at gøre noget, vi senere fortryder.

Tag udgangspunkt i det faktum, at dine børn gerne vil dig. Brug tid sammen med dem og nyd, at du har formået at give dem den kærlighed og tryghed, der skal til for at flyve fra reden på egne vinger.

Hvis det bliver ved at murre i dig, at du måske var for irritabel, mens børnene boede hjemme, så spørg dem, hvilken oplevelse de selv har. Lad dem mærke, at du er åben over for deres ærlige svar – også hvis de gør ondt.

Selv om det er sundt at reflektere over egne mønstre og handlinger, så skal du finde en måde at gøre det på uden at blive helt knust over alt det, du ikke kan lave om. Øv dig i at se mildere på dig selv og dine valg. For du traf dem jo ikke som perfekt superkvinde (de findes nemlig ikke), men derimod som et ægte sprællevende menneske, der elsker, længes og livs-navigerer så godt som overhovedet muligt.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.