Min mor glemte min fødselsdag. Igen. Skal jeg konfrontere hende?

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde, der netop er fyldt 39 år. Jeg har lige haft fødselsdag, og selvom jeg ikke er hverken barn eller ung længere og derfor ikke går så meget op i at blive fejret som tidligere, har min mor altid ringet på min fødselsdag. Det gjorde hun ikke i år, og det er ikke første gang. Sidste år ringede hun først dagen efter, og hun glemte også mine børns fødselsdag tidligere på året.

Hun er selv en, der elsker at blive fejret og generelt altid har gået meget op i traditioner og god opførsel. Hun er efterhånden ret gammel, men ikke dement og husker fint, hvornår hun skal til bogklub eller middag med sine veninder.

De sidste gange har jeg sagt til hende, at jeg var ked af, at hun glemte det, men hver gang har hun dårlige undskyldninger. Det virker bare, som om hun er lidt selvoptaget på sine gamle dage.

I år har jeg lyst til at lade det gå i glemmebogen og bare tage en pause fra hende - men burde jeg konfrontere hende?

Kh den oversete datter

Svar 1

Kære oversete datter

Jeg er selv nået i den alder (47), hvor mine forældre begynder at synes, det er lidt fjollet at gøre stads af min fødselsdag, så jeg føler med dig.

For sagen er, at det bliver man aldrig for gammel til. I hvert fald ikke når det gælder lykønskninger fra ens mor og far og andre nærmeste.

At du ovenikøbet har gjort opmærksom på, at det gør dig ked af det, at hun ikke har ønsket dig tillykke tidligere år, gør selvfølgelig ikke sagen bedre.

Hvis der reelt er tale om en forglemmelse, er det til gengæld lidt svært, synes jeg. Det er trods alt kun en gang om året, du har fødselsdag, så måske er det nemmere for din mor at huske aftaler, der vender tilbage med kortere interval?

Hvis du i øvrigt har et godt forhold til din mor, ville jeg dog slutte fred med hendes glemsomhed i forhold til fødselsdagen, for man ved aldrig, hvor længe man har sine forældre.

Men oplever du hende generelt som selvoptaget, kan årets fødselsdags-forglemmelse måske bruges til at tage hul på en samtale om, at du savner, at hun engagerer sig mere i dit liv, og at du er nysgerrig på, hvorfor hun ikke gør det. Nogle gange kan vi antage alt muligt om andres intentioner, som ikke holder vand.

Alternativt kan du invitere både din mor, andre familiemedlemmer og venner på en ordentlig omgang boller og lagkage den dag, du har fødselsdag - så er der ingen undskyldning for ikke at ønske dig et stort tillykke!

Svar 2

Kære oversete datter

Av, det gør lidt ondt på mig at læse dit dilemma. Jeg er selv en 25-årig selvstændig og voksen kvinde, men jeg føler mig alligevel som mine forældres “lille pige” på flere områder. Derfor synes jeg, at alder er en ligegyldig faktor, når det handler om at blive såret over at blive glemt.

Jeg bider mærke i, at du skriver, at du ikke er ung længere, og at du af den årsag ikke går op i at blive fejret. Men det er jo ikke det, denne situation drejer sig om. At ringe og vise, at man tænker på sin datter på den ene dag om året, hvor hun kom til verden, er ikke det samme som at fejre hende – et opkald er det mindste, man kan forvente.

Det virker måske en smule som om, at du forsøger at beskytte dig selv og dine følelser – og det forstår jeg godt! For det er sårbart at indrømme over for sig selv, at man kan lide at blive fejret, for så er der pludselig mere på spil.

Jeg bliver faktisk vred på din mor. Du skriver, at hendes hukommelse ikke fejler noget, og at hun endda selv holder af at blive fejret i stor stil, og går op i, at man har gode manerer – men samtidig kan hun ikke engang få skrevet sin egen datter og sine børnebørns fødselsdagsdatoer i kalenderen? Det virker temmelig uengageret, og faktisk også ret koldt.

De dårlige undskyldninger, lyder som om, at din mor ikke er den bedste til at se indad. Nu ved jeg ikke, hvor tætte I er, men hvis I ses ofte, tror jeg personligt, at jeg ville blive nødt til at bringe det op, for ellers ville jeg blive mere og mere bitter og irriteret for hver dag der gik, hvor jeg så hende, uden hun kom i tanke om, at “Nåårh ja, min datter har da fødselsdag i denne måned!”

Hvis I ses sjældent, og det giver dig mere ro at lade det passere, fordi du er i stand til at tilgive uden at konfrontere, så gør det i stedet.

Mit råd er egentlig meget enkelt: Vær fuldstændig lige så egoistisk, som din mor virker til at være i denne situation. Hvordan får du mest ro i maven og i hovedet? Hvilken løsning gør dig glad? Gør det!

Husk at tale med en veninde, en søskende eller kollega om det, hvis det bliver ved med at plage dig – for det er helt naturligt, og i din gode ret, hvis du ikke tager let på at blive glemt af din egen mor – også selvom du ikke er et barn længere.