Lige siden min far døde, har jeg ikke kunne slippe sorgen. Er det normalt?

Kære Anna

For to år siden mistede jeg min far. Selv om han var fyldt 82 og havde boet på plejehjem et år, skete det ret pludseligt. Jeg føler slet ikke, at jeg fik sagt farvel.

Den sidste gang jeg så ham, var min teenagedatter sur og talte udelukkende om, at hun ville hjem til en veninde, og vi måtte gå efter bare en halv time. Min datter blev selvfølgelig helt ulykkelig over, at det sidste hendes morfar fik at se af hende var, at hun ikke gad være der. Det har jeg talt meget med hende om, for ingen af os kunne jo vide, at netop dét besøg blev det sidste.

Lige siden min far døde, har jeg ikke rigtigt kunnet slippe sorgen. Jeg savner ham ganske enkelt helt forfærdeligt. Hans lune væsen, små spøjse kommentarer. Måden, han kunne se på mig med så varmt et blik. Hans humor.

Ved du, om det er normalt at savne nogen så lang tid efter? Kan eller bør jeg gøre noget ved det, eller skal jeg bare lade tiden sive det igennem? Jeg prøver at gå ud til hans gravsted en gang om ugen og ”tale” lidt med ham der. Det hjælper en smule, synes jeg, men stadigvæk er der bare denne her tunge tristhed i hele min krop over, at jeg ikke lige kan mærke hans hånd i min eller se ind i hans øjne.

Kærlig hilsen den sørgende datter

Kære sørgende datter

Lige gyldig hvor gamle vores forældre bliver, vil det altid være sorgfuldt at miste dem. Mens sorgen over tabet af en ældre forælder forandrer sig med tiden, er savnets anatomi en lidt anden. For mange mennesker bliver savnet nemlig ved. Fordi det menneske, man har mistet, bliver ved med ikke at være der. Der er derfor ikke noget mærkeligt i, at du stadigvæk savner din far her to år efter. At savne er også en del af det at elske.

Filosoffen Christopher Hodgkinson skrev engang således: ”Ingen er uundværlig, enhver er uerstattelig.” Strengt taget er ingen af os jo uundværlige for jordens videre gang. Alligevel kan ingen af os nogensinde erstattes af en anden. Der vil altid være en fordybning i verden der, hvor vi plejede at være. Det er der også efter din far. Men det er en smuk og betydningsfuld fordybning, for den betyder, at din far fik sat et uudsletteligt varmt og kærligt aftryk på sin omverden.

Kærligheden imellem jer bæres derfor ikke af den sidste halve time, I fik sammen, men af alt det, I gav hinanden igennem hele livet. At leve hvert sekund som om det blev det sidste, vi får sammen, kan ingen leve op til i praksis. Om vi så får talt om alt, hvad vi overhovedet kan komme på og sidder ved vores kæres dødsleje lige til sidste åndedrag, vil det sjældent være nok til at slippe dem.

Dengang jeg selv mistede min far, ønskede jeg brændende at få blot 10 minutter mere sammen med ham. Eller måske bare lidt af en eftermiddag? Men jeg er overbevist om, at det alligevel aldrig ville være nok. For sådan er det med kærligheden: Den vil altid gerne have mere. Heldigvis.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.