Jeg skammer mig over at få rengøringshjælp

Kære Anna

Jeg har fået rengøringshjælp, og hun gør fint rent, og jeg er glad for ikke altid at skulle tænke over, hvornår jeg skulle nå rengøringen. Men samtidig skammer jeg mig ærligt talt over, at jeg har ”givet op” på den måde.

Jeg er vokset op i et arbejderhjem, hvor vi lærte at bestille noget, og selvfølgelig kunne man da klare at holde sit eget hjem.

Aftenen inden rengøringsassistenten kommer, skal jeg styre mig for ikke at fare rundt og gøre lidt rent her og der. Jeg tror, det er skyldfølelse, jeg føler.

En slags arbejderklasseskyldfølelse over at være sådan én, der hyrer en anden til at gøre det sure arbejde. Og det er lidt træls, når nu jeg ellers er så glad for resultatet af hendes arbejde.

Kan du hjælpe mig med at få lidt styr på det her?

Mange hilsner fra arbejderklassepigen

Kære arbejderklassepige

Du kunne jo også vende den om og sige til dig selv, at du ved at give rengøringen fra dig giver et andet menneske et lønnet arbejde.

Hvorfor skulle det at gøre rent egentlig være en mindre anerkendt beskæftigelse end så mange andre? Ville du også skamme dig over at hyre en professionel til at male dit hus eller pudse dine vinduer?

De opgaver er jo ligeledes nogle, du sagtens ville kunne varetage selv.

Synes du, at der er noget særligt nedværdigende i at gøre rent frem for andre huslige opgaver, vi kan købe os fra?

Nu vil du muligvis mene, at jeg bevæger mig langt ud i overfortolkninger her. Men hvis du virkelig er en ”arbejderklassepige”, hvorfor så ikke respektere det job, som rengøring reelt er?

Vis din taknemlighed på andre måder end ved at fløjte rundt og gøre forarbejdet og blive stresset over, at din søde rengøringshjælp skal finde alle nullermændene selv.

Fortæl hende, hvor godt du synes, hun gør det. At det er en sand fornøjelse at komme hjem til et hus, der skinner og dufter alle vegne.

Med andre ord: Vis hende din anerkendelse!

Det job, hun udfører, gør jo både dit liv lettere og dit hjem mere indbydende.Jeg var på et tidspunkt præst om bord på Søværnets skibe, og her var der jævnligt en diskussion om, hvilke funktioner der egentlig var vigtigst.

På broen mente de, at det hele afhang af dem. De var jo ”skibets øjne”, som de poetisk formulerede det.

Men i maskinrummet mente man derimod, at som ”skibets hjerte” ville intet fungere, hvis ikke de gjorde deres arbejde. Hvilket bestemt også var sandt.

Så var der kabyssen. Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke. ”Vi er jo skibets mave”, sagde kokken med et stort grin. ”Laver vi ikke mad, går alting om bord i stå”. Og det var jo OGSÅ sandt.

Vi kommer ikke klasseskel og uligheder til livs ved at underkende betydningen af de jobs, vi hver især bestrider.

Hvad enten vi er fregatkaptajner, maskinmestre, kokke, læger eller rengøringsassistenter, så er vi alle sammen med til at samle de forgrenede tråde, et samfund består af. Og ikke mindst – med til at hjælpe hinanden til at overleve.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: