Renée_T
Brevkasse

Jeg har haft sex med over 20 fyre inden for det seneste år for at fylde tomrummet

19. januar 2024
Af Renée Toft Simonsen
Foto: Andreas Houmann
"Sex har ikke været godt. Jeg har haft sex med over 20 fyre inden for det seneste år. Jeg skammer mig over det, fordi jeg har troet, at jeg kunne bruge sex til at udfylde tomrummet." Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg er en pige på 19 år, der læser medicin. Jeg har fået en del nye venner. Dog savner jeg en kæreste.

Graver jeg lidt dybere ned i den tanke, så slår det mig, at jeg gerne vil have en kæreste for min egen skyld, og ikke fordi mine venner har en.

Jeg er bange for, at jeg aldrig vil kunne elske nogen igen. Jeg har kun haft én kæreste. Jeg var så forelsket i ham, at uanset hvad han foretog sig, elskede jeg ham.

Han behandlede mig ikke ordentligt (talte grimt til mig, respekterede mig ikke, nedprioriterede mig). Men når han behandlede mig godt, blev han i min verden det bedste menneske. Det har ikke været det samme med andre.

Sex har ikke været godt. Jeg har haft sex med over 20 fyre inden for det seneste år. Jeg skammer mig over det, fordi jeg har troet, at jeg kunne bruge sex til at udfylde tomrummet. Jeg tænker stadig på ham, fordi jeg elskede ham.

Jeg har altid haft fuld fart fremad: spiller klassisk violin, er elitesvømmer og nu studerer jeg. Men kærlighedsmæssigt føler jeg ikke, at jeg er i kontrol. Hvordan løser jeg min kærestesorg, som har stået på i over et år?

Jeg føler intet, når jeg har sex og er på dates med andre fyre. Der var én, jeg godt kunne lide, der stoppede pludseligt med at svare på mine beskeder. Selv om det nok var for det bedste, gjorde det mig ked af det.

Jeg tør ikke knytte mig til nogen. Jeg vil gerne have en sød kæreste Men jeg ved, at jeg ikke finder nogen, hvis jeg ikke selv søger.

Jeg vil bare have én, der elsker mig, som jeg elsker ham. Det er svært, når jeg ikke føler noget for nogen længere. Jeg vil gerne lære at føle igen, men ved ikke hvordan.

Kærlig Hilsen

Hekate

Kære Hekate

Du er en ret så dygtig og klog ung pige, kan jeg læse, god til det meste, og fremfor alt har du styr på og kontrol over det meste. Det giver dig stor tryghed og tilfredshed og ikke mindst anerkendelse fra dine omgivelser.

Nu er du så rendt ind i en af de ting, vi mennesker nok aldrig nogensinde får helt styr på, for ikke at sige aldrig nogensinde kommer til at kontrollere - kærligheden.

For hvorfor lader en ung, dygtig pige som dig en fyr behandle hende dårligt? Og hvorfor sidder hun stadig efter et år og længes efter den samme fyr?

Hvorfor du gik med til at blive talt grimt til, hører til din historie. Du har muligheden for at dykke ned i det og undersøge, hvad der har gjort dig til dig.

Det væsentligste i alt det her er selvkærlighed, at du tror på, at du er værd at have omsorg for og passe på og ikke overlader det ansvar til andre. Du har en historie med i bagagen, en erfaring som du kan drage nytte af. Du ved nu, at du længes så meget efter kærlighed, at du er villig til at være med til ting, der ikke er i orden for at få den.

Det skal lige siges, at du virkelig ikke er alene om det. Men at være bevidst om den mekanisme er vigtig for at kunne passe ordentligt på sig selv. Du længes efter ny kærlighed, og du har været i seng med en del frøer for at finde den. Det skal du overhovedet ikke skamme dig over.

Du må have sex med så mange, det passer dig - også for at udfylde et tomrum. Hvem skal være dommer over det? Så væk med den skam og ind med bevidstheden, nemlig at det i grunden ikke siger dig så meget.

Så måske skulle du overveje at tage en lille pause fra at date - give dig selv fred fra "kærligheden" bare for en stund. Fokuser på noget andet, på dig selv, på at dyrke yoga, på at læse, på at drikke kaffe med dine venner, på at gå ud og danse, på at nyde naturen, på at se tv-serier ... Bare giv slip, og vid, at det ikke er for altid, men bare lige nu.

Min alder taget i betragtning, kan jeg sige dig, at jeg VED, at du kan og vil komme til at elske igen. Det er ikke lige nu, det sker, og det er fuldstændig naturligt, du har stadig kærestesorger, hvordan skulle du kunne forelske dig i en ny? Det kan ikke lade sig gøre.

Når man sørger så meget, som du beskriver, er der ikke rum til at give en ny mand en plads i dit hjerte. Du er nødt til at være tålmodig, give dig selv den tid, du har brug for til at komme dig.

Der er mange følelser knyttet til det forhold, både kærlige, men også mange ting, der ikke var i orden. Du blev ikke behandlet godt af din kæreste.

At erkende det og rumme, at det var sådan, det var, kan tage meget lang tid. Og tid er den vigtigste faktor, når det handler om at komme sig over noget, der var svært og tungt, restitution handler om tid, det ved du også som lægestuderende.

Så mit råd til dig skal være at give slip på at ville have en kæreste og i stedet koncentrere dig om den længsel, du har efter noget, der skal fylde dig op og så forsøge at fylde dig selv op. Jeg tror, det vil kunne give dig ro i hovedet og kroppen.

Det kræver, at du træner det aktivt og er bevidst om dine tanker og bevidst forsøger at styre dem et andet sted hen. Igen, jeg lyder sikkert gammel, når jeg siger det, men jeg ved, at det er rigtigt, du har så meget tid foran dig, og kærligheden, den skal nok vende tilbage.

Træk vejret dybt ned i maven, vid, det er rigtigt, og giv dig selv den tid, du har brug for.

Kærlig hilsen

Renée

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også