Jeg har flyttet tre gange på mindre end et år - og jeg har et spørgsmål
Foto: Nadia von Rikka
Kære Ida Marie og Eva
Jeg kunne virkelig godt bruge et råd til, hvad der er økonomisk smart at gøre, når man endnu ikke har en fast base, men bruger mange penge på flytninger, depositummer og istandsættelse af lejlighed.
Jeg har grundet mit studie og arbejde flyttet tre gange på mindre et år mellem Århus og København, hvor jeg har betalt depositum af lejligheder.
Og lejeboligmarkedet i de byer er dyrt!
Oven i det kommer selvfølgelig udgifter med flytningen, istandsættelse, og ekstra Ikea-møbler for hver gang jeg flytter rundt.
De næste par år kommer jeg med stor sandsynlighed også til at flytte en del rundt, og jeg har i øjeblikket en indkomst, der hedder SU, nogle gange med studiejob og andre gange uden.
Jeg har altid haft en opsparing, men det sidste år er den skrumpet. Jeg prøver så vidt muligt at betale depositummet på en ny lejlighed med depositummet fra min tidligere lejlighed.
Jeg synes dog også, at det føles usikkert, for jeg kan ikke altid regne ud, hvad jeg får igen.
Hvad er smart at gøre, for at jeg kan blive ved med at have råd til flytninger de kommende år på en vekslende indkomst?
Jeg kan selvfølgelig tage et lån, hvis det bliver nødvendigt, men for mig er et lån sidste nødudvej.
Kærlig hilsen
Hende, der flytter meget
Kære hende, der flytter meget
Jeg kan godt forså, at du synes, det er svært i et SU-budget at finde penge til flytninger.
Man kan ikke komme udenom, at det koster penge at flytte, og især indskud og depositum kan være en stor engangsudgift.
Derfor er det en gode idé at spare op til flytning ved at sætte penge ind på en opsparingskonto løbende.
Men opsparingen forsvinder selvfølgelig hurtigt, hvis man flytter ofte.
Jeg vil derfor anbefale, at du forsøger at sætte din opsparing lidt i system:
regn på, hvor meget du forventer at skulle bruge på at flytte de næste et til to år og sæt ud fra det et mål om, hvor meget du skal sætte til side hver måned.
Måske du kan tage nogle ekstra timer på studiejobbet eller få et ekstra job i ferierne, hvis du kan se, at du er kommet bagud med flytteopsparingen.
Derudover kan du undersøge, om du kan gøre dine flytninger billigere.
Kan du fx genbruge eller låne flyttekasser, få hjælp til flytning og istandsættelse af venner og familie, købe møbler brugt og sælge dem, du ikke bruger?
Der kan være mange penge at spare på den måde.
Og som du selv nævner, så er der også muligheden for at tage et SU-lån.
Man skal tænke sig godt om, inden man låner penge, for de skal betales tilbage igen.
Men SU-lånet kan være en fin løsning, hvis det er til at dække nogle engangsudgifter fx til et depositum.
Det lyder ikke som om, du har en masse gæld, så måske kan det være en god løsning for dig til at skabe lidt luft til flytningerne – bare husk, hvad du låner til, så du ikke bruger pengene på alt muligt andet.
Mvh.
Ida Marie Moesby
Kære hende, der flytter meget
Det lyder virkelig træls at skulle bruge så mange penge på at flytte. Suk.
Penge brugt på det samme igen og igen uden, at det egentlig forsøder dit liv eller giver dig mulighed for at spare op til mere spændende ting.
Har du overvejet bofællesskaber og kollektiver i stedet?
Det er jo ikke alle som trives ved at bo sammen med andre, men i din situation, hvor det lyder til, at du forsat er en del på farten, og måske endda også er det i dit hverdagsliv, bør du overveje muligheden.
I kollektiver er man økonomiske set fælles om mange af de ting, man selv skal starte op, når man bor alene.
Deleøkonomien og nye mere fællesskabsorienterede boformer er kommet for at blive, tror jeg.
Og i denne periode af dit liv, kan det måske give både økonomi mening og måske endda nye oplevelser og relationer?
Kh.
Eva
feminas økonomiske brevkasse tager dig og din økonomi alvorligt. Her svarer Eva Svavars, forkvinde i organisationen Kvindeøkonomien og Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea på jeres økonomiske dilemmaer.
Send os dit dilemma på redaktionen@femina.dk.