Annonce
Brevkasse
22. januar 2026

Jeg har et problem, der efterhånden hæmmer mig i et omfang, jeg ikke kan overskue. Jeg er blevet bange for at køre i bil

"Mine venner og familie er irriterede over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og ”komme op på hesten” igen." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Anna Mejlhede svarer på dagens spørgsmål til brevkassen.

Foto: Betina Fleron

Hej Anna

Jeg har et problem, der efterhånden hæmmer mig i et omfang, jeg ikke kan overskue. Jeg er blevet bange for at køre i bil. Da jeg bor på landet og har begrænset adgang til offentlig transport, er det blevet svært for mig at komme rundt til de ting, jeg gerne vil.

Jeg er 52 år og har haft kørekort siden jeg var 19. Måske stammer det fra engang, hvor jeg blev klemt ud i rabatten af en bilist, der kørte mindst 120 på en almindelig landevej. Jeg har dog flere år før det oplevet, at nogen har kørt alt for tæt på, eller dyttede af mig for at få mig til at køre hurtigere, end man måtte. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor det lige er nu, denne angst dukker op.

Mine venner og familie er irriterede over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen og ”komme op på hesten” igen. Det skal siges, at jeg godt kan køre helt små, korte ture i mit eget nærområde. Angsten kommer lige så snart jeg skal ud på større veje eller allerværst, motorvejen.

Annonce

Med venlige hilsner en modvillig bilist

Kære modvillige bilist

”Kørefobi” er et fænomen, mange kæmper med. Nogle oplever det efter en ulykke eller episoder i trafikken, der var tæt på. Men fat mod, for det er en tilstand, der godt kan afhjælpes! Det handler dog langt fra bare om at ”tage sig sammen,” for der skal den rigtige behandling til for at blive tryg bag rattet igen.

En del af terapien mod køreangst går ud på, at man fortsætter med at køre i bil og gradvist udvider sin radius ved at køre ad veje, hvor man ikke plejer at færdes. Alene den kendsgerning at du stadig er i stand til at køre de helt korte ture, tænker jeg er et godt udgangspunkt.

Annonce

Mange mennesker med kørefobi har også gavn af en ”kørecoach,” som sidder sammen med dig i bilen, og giver dig selvtillid bag rattet undervejs. Kognitiv terapi hos en psykolog kan også hjælpe, ligesom mange oplever en stor forbedring af deres køreangst gennem hypnoseterapi.

Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du griber fat omkring problemet med det samme. For det er da utrolig ærgerligt, hvis denne angst får lov til at styre dit liv, så du alt for sjældent kommer derhen, hvor du gerne vil.

Kærlig hilsen Anna

Annonce

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.