Jeg har en stor omkredskreds, men føler mig indimellem helt fortabt og alene. Hvad kan jeg gøre?

Kære Anna

Min mand og jeg gik fra hinanden for tre år siden, jeg er 48 år, har en stor familie, gamle venner, men mine forældre er begge døde nu. Jeg har også et arbejde, som jeg er glad for, og gode kolleger, jeg dog ikke ser privat.

Men jeg føler mig indimellem helt fortabt og alene. Især en fredag aften når solen skinner, det er lunt, og jeg kan høre folk grille eller ved, at de er taget i byen med deres venner eller partnere. Og jeg sidder alene i min lille have med et glas hvidvin og lidt chips – og mærker ensomheden komme krybende.

Jeg ved godt, at jeg kunne begynde at date, selv invitere en veninde på besøg eller gå alene i biografen. Jeg kunne også fordybe mig i en god bog. Men det er som om, ensomheden er en sygdom, der kommer snigende. Måske har vi alle en snert af den – men fortrænger det gennem samvær med andre? Jeg spørger mig selv, hvad ensomhedsfølelsen egentlig kommer af? Kan du sige noget klogt, som du så ofte gør, som kan hjælpe mig videre?

Kærlig hilsen den indimellem ensomme

Kære indimellem ensomme

Dem, du hører grille og hygge sig en fredag aften, føler sig også lidt fortabte af og til. Det er et menneskeligt vilkår, at vi af og til har det sådan. End ikke det dejligste parforhold, børn, mange venner og en stor familie kan fjerne følelsen af ensomhed helt. For ingen mennesker har evnen til at krybe helt ind i vores allerinderste og fylde os med følelsen af dyb sammenhæng hele vejen rundt.

Den eksistentielle ensomhed, tomrummet i vores inderste, bliver vi nødt til at lære at leve med. Fordi det ikke kan socialiseres væk. Men selv om det også er sådan at være menneske, behøver vi ikke lade denne ensomhed sluge os med hud og hår! Vel er det sundt at holde af sit eget selskab, men vi behøver jo ikke ligefrem dyrke dét at være alene.

Det er ikke finere, klogere eller mere modent slet ikke at have brug for andre mennesker. At være en del af et større fællesskab er jo selve den nerve, der får tilværelsen til at vibrere af varme og mening. Mennesker har brug for mennesker, og vi er skabt til at stå i forbindelse med vores omverden.

Jeg ved godt, at der kan være en selvfølgelighed over samværet med dem, vi deler hjem og hverdag med. Lige netop det fællesskab er af en særlig karakter. Men samhørighed, nærvær og fællesskab er ikke kun de mennesker forundt, som bor sammen med en partner. Den slags finder vi i mange andre sammenhænge også. Det er nemlig ikke bare en ”sutteklud,” at lave hyggelige ting sammen med andre. Det er en nødvendighed.

At have nogen at tale med forhindrer os ofte i at synke for langt ned i følelsen af at være helt fortabt og alene. Som du beskriver det her, så rummer din tilværelse masser af muligheder for meningsfyldt og kærligt samvær. Så ræk hånden ud, grib telefonen og ring til et af de mennesker, der elsker dig. Livet består af så meget mere og andet end fredag aftener, der ikke rigtigt former sig, sådan som vi helst vil have det.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.