kvinde
Brevkasse

Jeg er nærmest skamfuld over denne del af min krop. Hvordan kommer jeg af med skammen?

8. september 2023
Af Julie Jeune
Foto: Unsplash
Hun kan ikke elske sin krop. En stor del af hendes skam ligger i hendes kønsdele.

Spørgsmål fra læser:

Man skal elske sin krop, siges det. Men det gør jeg bare ikke.

Jeg har en masse issues, særligt omkring mine kønsdele. Nogle kalder deres køn smukt, og sådan har jeg det slet ikke.

Jeg er nærmest skamfuld.

Men jeg ville ønske, at det var anderledes. Hvordan kan jeg komme af med noget af skammen?

Svar fra sexolog og parterapeut Julie Jeune:

Først og fremmest: Klap dig selv på skulderen over, at du ikke bare lever med skammen, men er nysgerrig på den og ønsker at få et godt forhold til din krop og dit køn. Virkelig, tillykke med det.

Tænk på, hvor mange for hvem sådan en skam eller dårligt forhold til deres krop bare gør, at de lukker helt ned for deres seksualitet og måske ovenikøbet lever med en form for selvhad.

Men hvad kan du gøre? Du kan selvfølgelig undersøge skammen.

Hvilken opdragelse, kultur og hvilke erfaringer har været med til at forme dit forhold til din krop? Hvad er det egentlig, du går og tænker om din krop, din lyst, dine kønsdele og dit skød? Og hvor kommer de tanker fra? Hvilke gode og hvilke dårlige oplevelser bærer din seksuelle kvindekrop på?

Du skal huske, at kvinders krop og lyst har været nedgjort i århundrede, så det er altså både naturligt og forståeligt, at vi kan have et fremmedgjort og ovenikøbet negativt forhold til vores krop, ikke mindst til vores kønsdele. Det ligger så dybt i os. Vi bliver nærmest bare født ind i det fremmedgjorte forhold til vores skød og seksuelle krop.

Derfor er der også brug for, at vi giver vores kvindekroppe og køn masser af kærlighed og positiv opmærksomhed, og at vi begynder at forbinde os med vores skød.

Vær nysgerrig, kig dig selv i spejlet, rør ved dig selv, duft til dig selv. Gå på opdagelse. Prøv at gå på nettet og find forskellige billeder af, hvordan kvindens kønsdele ser ud. Det i sig selv kan være healende. Nogle har nærmest skjulte kønslæber, andre har virkelige lange kønslæber. Nogle er glatte, andre er krøllede. Der er ikke to, der er ens.

Vi kvinder er ikke opdraget til, at vores liderlighed, sanselighed og følsomhed er vild og vidunderlig, men det må vi indse, at den i sandhed er.

Behøver dit køn i øvrigt at være smukt? En rumraket er jo heller ikke nødvendigvis pæn, men den kan sende dig ud på den vildeste tur i kredsløb om jorden. Hvad er det, den kan, din kvindekrop?

Det, du måske kunne få allermest ud af, er at onanere og kærtegne dig selv regelmæssigt. Flyt fokus fra, hvordan du ser ud, til hvad du mærker og føler.

Artiklen blev udgivet i femina uge 34, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også