Jeg er altid den, der rækker ud. Kan jeg bevare mine venskaber, hvis jeg stopper?

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde i starten af trediverne, og jeg har et rimelig stort netværk bestående af flere forskellige vennegrupper samt en håndfuld tætte relationer. Nogle af venskaberne strækker sig tilbage til folkeskolen, andre til gymnasiet eller universitetet.

Fælles for dem alle er dog, at jeg altid er den, der rækker ud og tager initiativ til sociale arrangementer af større eller mindre grad. Når jeg gør det, oplever jeg en stor opbakning, og jeg fornemmer, at der bliver sat pris på det. Da jeg var yngre holdt jeg af at påtage mig planlægningsarbejdet og frydede mig over at være i rollen.

Sagen er bare, at det har ændret sig med tiden, og nu føles det ærlig talt mere som en uoverskuelig pligt, der skal presses ind i en travl hverdag. Min oplevelse er desværre bare, at når jeg ikke tager initiativet, så er der ingen, der gør. Resultatet er, at jeg ser mine venner meget mindre, end jeg egentlig gerne ville.

Så kære brevkasse, hvordan bevarer jeg mine fællesskaber uden at skulle være den, der konstant driver dem?

Hilsen hende, der er udmattet af at bære fællesskabets mental load

Svar 1

Kære udmattede fællesskabsbærer

Det kan være en tung byrde altid at være den, der skal arrangere og holde gang i fællesskabet. Umiddelbart tænker jeg, at du skal melde klart ud og fortælle dine venner, hvordan du har det. Måske har de slet ikke lagt mærke til, at du bærer en mental load ved altid at være den, der arrangerer.

Fortæl dem også, at du elsker deres selskab og jeres arrangementer, men at din hverdag ser ud, som den gør lige nu, og du derfor ikke har tid til at arrangere det hele selv – uanset hvor meget du gerne vil have overskud til det.

Dernæst vil jeg sige, at der heldigvis findes lavpraktiske og mindre planlægningskrævende måder at mødes på. En idé kan være en madklub, en biografklub eller en søndagstur rundt om søerne – noget, der er nemmere og mere overskueligt, uden at du skal bære hele læsset alene.

Jeg har selv en madklub, hvor vi mødes fast hver anden tirsdag aften – helt uden dikkedarer. Vi skiftes til at lægge hus til, og det er altid noget nemt og ukompliceret mad. Det kan være en simpel kødsovs, en salat eller en rugbrødsmad. Det vigtigste er ikke maden, men at vi ses uden at skulle planlægge eller arrangere noget større. Det gør det nemmere at deltage (og stå for), også i en travl hverdag.

Svar 2

Kære udmattede veninde,

Inden jeg svarer på dit spørgsmål, vil jeg bare sige, at det er vidunderligt at læse, at du har et så rigt socialt liv, og at du lyder som enhver vennegruppes catch.

Hvem der dog bare havde den ene ven, der tager det sociale ansvar på sig og sørger for, at alle får set hinanden, og hvor man bare skal møde op og nyde det.

Når det er sagt, forstår jeg godt dit dilemma. Jeg var tidligere også den, der trak slæbet i gruppearbejdet på studiet, inviterede til forfester og middage inden byture, bookede sommerhuset til den fælles ferie og betalte taxaen til den ven, der altid lige var lidt i underskud, blot så han også kunne være med til festen.

Et årti senere har jeg rundet de 40, er i mellemtiden blevet mor til tre børn, og i det sidste årti har jeg set min vennegruppe smuldre. Nogle lever stort set som for 10 år siden, nogle er blevet soloforældre, nogle udlever drømmen om et simpelt familieliv i landlige rammer langt fra København, hvor jeg bor, og nogle kører fuld skrue på karrierestigen. For mit eget vedkommende er jeg for længst holdt op med at tage det sociale ansvar på mig. Måske tænkte jeg, at jeg var mere spændt for end de andre, og at det var deres tur. Resultatet? Vi ses virkelig sjældent.

Mit råd til dig er, at du skal holde fast, selvom det føles hårdt lige nu. Al forskning viser, at vores sociale relationer er afgørende for vores lykke og helbred. Du skal se det som en investering for din fremtid. Om 10 år vil dit fremtidige jeg takke dig for, at du lagde de kræfter i dine relationer. Jo stærkere dine venskaber er nu, desto stærkere er de den dag, en fra vennegruppen skulle blive syg, skilt, fyret, opleve en kompliceret graviditet eller en stor sorg.

Og til spørgsmålet om, hvorvidt de andre kunne tage deres del af ansvaret? Jo, helt bestemt. Nu ved jeg ikke, hvilken form for sociale arrangementer, du har påtaget dig, men hvis du både har stået for at lægge hus/lejlighed til og samtidig stået for mad og drikke, og du er den der booker bord og bestiller billetter til fælles koncertoplevelser, forstår jeg godt, at det kan føles som en sur pligt. Måske kan du udlicitere nogle af delene og stadig være den, der tager initiativ?

Det lyder, som om du er god til at få ideer, og at dine venner sætter pris på din indsats. Men mon ikke de også vil forstå, hvis du beder dem om at være dem, der tager vin med, og at I lidt oftere bestiller takeaway end at stable noget mere kompliceret på benene, som du er eneansvarlig for? Kan I ses, uden at det bliver så krævende? Man kan få virkelig meget ud af kold hvidvin, nogle papkrus, en pose chips og et tæppe i en park, er min erfaring. Har nogle i din vennekreds børn, så vælg et sted tæt på en legeplads, så alle kan være med.

En sidste ting: Husk, at selvom det føles, som om du trækker slæbet, så kan dine venner have deres grunde til, at de ikke har det samme overskud. Der vil altid være dem, der nyder godt af andres indsats og aldrig lige betaler deres runde i baren, og de venner er måske ikke altid værd at samle på i længden. Men i mange tilfælde er der årsager til, at nogle bare ikke kan give lige meget til fællesskabet. Din indsats er tydeligvis værdsat af dine venner, og gad vide, om de ikke føler sig virkelig heldige at have dig som ven.