Brevkasse
30. juni 2025

Han har skrevet, at han elsker mig, men jeg føler, at jeg er 'sat i venteposition'

De har kendt hinanden i et halvt år, hun ønsker et ”rigtigt” forhold, hvor de ses, han holder igen og foretrækker, at de skriver sammen.
Af: Ingrid Blessom
Psykolog og sexolog Ingrid Blessom

Psykolog og sexolog Ingrid Blessom

Foto: Astrid Waller

Kære psykolog og sexolog Ingrid Blessom,

Jeg er en kvinde, der har passeret halvtreds, som har mødt en dejlig mand på min egen alder gennem fælles bekendte. Jeg vil gerne lære ham bedre at kende og etablere et forhold til ham.

Vi skriver primært sammen, og han har flere gange skrevet, at nu skal vi altså også date rigtigt. Han har skrevet, at han elsker mig, men jeg føler, at jeg er "sat i venteposition". Vi har kendt hinanden i seks måneder, men vi har mest kontakt på sms og messenger.

Så vidt jeg forstår, er han kommet ud af et længere forhold, hvor han virkelig har brændt sig, og som til sidste endte i et grimt brud. Jeg har flere gange sagt, at jeg synes, det er svært at have et digitalt forhold, som jo er det, vi har. Han har ikke en anden kæreste ved siden af. Kan du skrive lidt om mennesker, der er følelsesmæssigt utilgængelige, og hvordan man håndterer det?

Hilsen kvinden

Kære dig

Ud fra det, du skriver, er der nok ingen tvivl om, at du har mødt en mand, der er, hvad man psykologisk betegner som følelsesmæssigt utilgængelig. Hvis et forhold skal fungere, er det vigtigt, at begge parter giver af sig selv og investerer i forholdet. Men her er det kun én af parterne, nemlig dig, der bidrager rigtigt.

For at skabe en ligeværdig relation skal begge turde åbne deres indre verden og invitere den anden indenfor. Begge skal kommunikere åbent om deres følelser, investere i forholdet og turde forpligte sig.

At være den, der bidrager, men som ikke får noget til gengæld gennem længere tid, er ikke holdbart. At være følelsesmæssigt tilgængelig indebærer, at den person, du har mødt, deler det samme ønske som dig om at give og modtage kærlighed, føle lyst og hengivenhed.

Den mand, du er kommet i kontakt med, møder dig ikke på dette, og så hjælper det ikke med overfladiske ord, at han er kommet til at elske dig eller tomme løfter om, at han vil invitere dig på date engang i fremtiden.

Du skriver, at du stadig gerne vil lære ham bedre at kende, og at du ønsker at etablere et forhold til ham. Mit råd er at tænke grundigt over, om du egentlig ønsker et forhold med så stor en asymmetri allerede nu, hvor det kun er den ene af jer, der giver?

For nogle mennesker kan et traumatisk parforhold eller et smertefuldt brud få dem til at lukke i og gemme sig i en skal. Andre, som har problemer med følelsesmæssig tilgængelig, har det med fra deres opvækst, fordi de for eksempel er vokset op i en familie, hvor der ikke var meget plads til at vise følelser, og hvor de aldrig har følt sig rigtigt elskede, og hvor der også typisk har været et fravær af fysisk nærhed.

I terapirummet taler mænd ofte om en dyb følelse af ensomhed og en stærk frygt for nære relationer. Når man graver lidt dybere, viser det sig ofte, at personens psykologiske behov ikke er blevet mødt i barndommen. De mænd og kvinder, der har svært ved at åbne sig, har ofte haft forældre, der var følelsesmæssigt utilgængelige. De har så at sige lært det hjemmefra.

"Jeg har aldrig hørt, at de elskede mig", "Jeg fik aldrig et kram" eller "Jeg fik altid at vide, at der var noget galt med mig", er typiske udsagn, jeg har hørt i terapirummet.

Ved at holde kærlighedsrelationer lidt ud i strakt arm beskytter man sig i voksenlivet mod at blive såret, men prisen er, at alt, der kommer tæt på og kræver engagement, føles som en trussel. At love mange ting uden handling er desværre typisk.

Når du har mødt en person, der opfører sig på denne måde, er det vigtigt at tænke grundigt over, hvad du egentlig ønsker i et romantisk forhold.

I dit tilfælde skal du spørge dig selv, om du kan leve med manglende følelsesmæssig nærhed, eller om du ønsker en anden type forhold, et forhold, der involverer varme, nærhed og tryghed – og hvor begge investerer i forholdet?

Tænk grundigt over, hvad der ikke altid er let at ændre på, og ofte er der behov for professionel hjælp over en længere periode. Hvis du beslutter dig for, at du ønsker en anden type forhold, er det vigtigt at sætte sunde grænser og afslutte kontakten.

At sætte sunde grænser for dig selv betyder, at du bliver respekteret af andre, og at du fremstår autentisk og ægte – det er også et reelt boost for dit eget selvværd.

Det særligt vigtige her er at være principfast, så du holder fast i beslutningen om, at denne mand ikke er den rigtige for dig, også hvis han pludselig begynder at love dig alt muligt. Det kan måske være nødvendigt at blokere ham på de sociale medier og telefon i en periode for at få afstand?

Held og lykke!

Hilsen fra Ingrid

Har du et dilemma?

Psykolog og sexolog Ingrid Blessom tager hver måned et parforholds-dilemma op. Har du spørgsmål, du gerne vil have vendt på siderne, så skriv til brevkassen@femina.dk

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.