Min fars nye kæreste vil ikke se os

Kære Renée

Min mor døde, da jeg var lille. Min far har fundet en ny kvinde, der ikke vil hans børn. Hun tager aldrig med, når min far skal besøge os, men han tager med på weekendbesøg hos hendes voksne barn.

Det sårer mig virkelig. Dels, at min far accepterer, at hun ikke vil hans børn, og dels, at min far besøger hendes barn.

Jeg har svært ved at se, hvordan jeg kan have en relation til min far, når hans kæreste ikke vil have en relation til os.

Min bror har allerede fravalgt kontakt til min far, blandt andet fordi hans kæreste aldrig tager med på besøg, men også på grund af min fars meget kritisable adfærd som forælder. Jeg ved virkelig ikke ved, hvad jeg skal gøre.

Min far kommer alene på besøg, men mens han er her, taler han en del i telefon med hende. Det giver mig en følelse af, hun følger med i, hvad vi laver sammen, og jeg oplever også, at hun har en mening om det.

Det synes jeg i sig selv, er ubehageligt. Det sårer mig også, at hun ikke er noget for mine børn. Hvad skal jeg gøre?

Kh

Mig

Kære du

Du spørger, hvad du skal gøre – jeg tænker spørgsmålet om, hvad du KAN gøre, er mere relevant. Altså, hvilke handlemuligheder har du, og hvor langt har du lyst til at gå i forhold til at få din far til at forstå, at du har brug for ham?

Din historie om en far, der får en ny familie, en ny kæreste og så mere eller mindre satser fuldstændig på den, er en udfordring, jeg har hørt om mange gange gennem mine år her i brevkassen.

Og måske er det for nogle mænd den eneste måde, hvorpå de kan balancere mellem den oprindelige familie og den nye.

At det gør ondt på de børn, der er involveret, er der igen tvivl om, også selv om de er voksne. Den slags sår har en tendens til at blive ved at væske, især når der kontinuerligt bliver prikket i dem.

Og det er det, jeg læser, din far gør. Men måske gør han det ikke med vilje, måske er han bare uformående? Eller er det sådan, at han ikke er lydhør over for de ting, du siger?

Det sidste skriver du ikke meget om, så det kan jeg blive i tvivl om. Altså, hvor direkte har du været? Har du sagt de her ting til ham, så han forstår dem, og ignorerer han dem så bare, eller er det følelser, du er fyldt af, men som du af en eller anden grund ikke kan få kommunikeret ud til ham?

Jeg tror, at præcis det spørgsmål kan være vigtigt her, fordi vi mennesker indimellem tror, vi er tydelige i vores behov, men så er vi det alligevel ikke.

Vi har en fornemmelse af, at folk selv skal kunne gætte, hvordan noget påvirker os, og det er bare sjældent, det er sådan. Mennesker er ofte mest optaget af egne behov.

For at få andre til at se det, som vi selv kæmper med, er vi for det første nødt til selv at vide, hvilke følelser, der er på spil og derefter at få dem kommunikeret ud.

Så hvad er det præcis, der sætter alt det her i gang i dig? Er du jaloux på din fars nye familie, hans nye kæreste? Synes du, det er uretfærdigt, at han er så optaget af hende og ikke af dig og din familie?

Er du vred på hans nye kæreste, fordi hun tydeligvis ikke bruger kræfter på at være noget for hans børn? Eller tænker du, at din far kan tvinge hende til det?

Ville du måske mene, at han skulle gå fra hende, fordi hun ikke gider hans børn, eller kunne det være en mulighed for dig at give slip på ønsket om opmærksomhed og kærlighed fra hende og så stadig holde fast i, at du godt kan elske din far og være sammen med ham, når lejligheden byder sig?

Det sidste, tænker jeg, må være den løsning, du skal gå efter, hvis det er sådan, at du har forklaret ham dine følelser, og han ikke ønsker at ændre sin adfærd.

Det er jo sådan, at hvis hans kæreste ikke gider hans børn, så er der ikke meget, du kan gøre ved det. Man kan ikke tvinge andre mennesker til at holde af sig.

Derfor tænker jeg, at vejen frem for dig må være accept af, at hun er, som hun er. Det betyder ikke, at du synes, det er i orden, at hun har den adfærd, men bare at du ser den klart og tydeligt og accepterer, at det er sådan, det er.

De følelser, du får i den forbindelse, tager du ansvar for ved ikke at hælde dem ud over din far. Han kan nemlig heller ikke tvinge eller styre sin kæreste.

Han har bare forelsket sig i hende, og de to har det åbenbart godt sammen. Det er på sin vis trist, det forstår jeg, for I kunne jo alle have haft glæde af hinanden.

Sådan blev det bare ikke – det er det, du må acceptere. Og så synes jeg, du skal tage det fra din far, som du kan få. Han kommer og besøger dig, I har det godt sammen, når han er der, undtagen når du føler dig såret over, han ringer hjem til sin kæreste.

Men det er åbenbart den slags forhold, de har. Det, du kan gøre ved det, er måske at fortælle ham, at du synes, han skal være til stede hos dig, også mentalt, når han er på besøg, hvis det er muligt for ham.

Og vælger han alligevel at ringe hjem, så tænker jeg, du må du acceptere det. For hvad er alternativet? At sige til ham, at enten er han sådan, som du vil have ham, eller også vil du ikke se ham, ligesom din bror har sagt?

Det virker ikke på mig som om, du er parat til sådan et brud? Men måske tager jeg fejl?

Hvis du elsker din far og ikke er parat til at ofre jeres kontakt, så tror jeg, du må acceptere ham, som han er. Jeg tror også, at hvis du kan det, så kan du få glæde af hans selskab og hans kærlighed.

Det bliver måske ikke så meget, som du kunne have ønsket, men det er der, det findes, og det må så være godt nok.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: