Brev til Renée: Min mand prioriterer sine børn over mig

Kære Renée

Jeg har været sammen med min mand i 15 år. Hans to voksne døtre har aldrig brudt sig om mig. Min mand er meget tæt med det ældste barn.

Han taler med hende i telefon flere gange dagligt, og han er hele tiden optaget af, hvor hun befinder sig. Han vil ingenting sammen med mig.

Han vil ikke rejse på ferie sammen eller bare gå en tur med mig. Han siger aldrig, han elsker mig. Han siger, at jeg er jaloux på hans datter, og at han ikke kan leve med den jalousi.

Der er slet ikke plads til mig, og jeg føler rent faktisk, at hvis han kunne gå i seng med datteren, ville jeg være komplet overflødig.

Hans datter kommer tit på besøg, og når hun gør, rydder hun ikke op efter sig. Når jeg påtaler det over for min mand, går han helt i baglås og siger, at det er hans gæst, og at han nok skal rydde op efter hende.

En dag kulminerede et af hendes besøg i en voldsom situation. Hun sagde ikke hej til mig, og jeg konfronterede hende ved at sige: “Nå, du kommer ikke og siger goddag?”

Hans datter blev rasende. Hun slog mig og kastede sko efter mig. Min mand gjorde ingenting.

Næste dag havde jeg det meget dårligt. Jeg fortalte det til min mand, som virkede afvisende.

Fordi han ikke reagerede, sagde jeg, at jeg ville politianmelde hans datter, hvilket selvfølgelig ikke passede, men jeg var desperat.

Han blev gal og sagde, at hans følelser for mig er nulstillet.

Jeg er nu taget til Jylland i et lånt hus, fordi min mand gerne vil prøve, hvordan det er at være alene. Jeg er rigtig ked af det.

Jeg elsker ham højt. Hvordan får jeg ham tilbage?

Kærlig hilsen

Den fortvivlede

Kære den fortvivlede

Det lyder godt nok voldsomt. Jeg bliver ved med at tænke på, at det jo ikke kun kan være den enkelte bemærkning, der udløste så voldsomt et raseri.

Det er enormt grænseoverskridende, at en voksen kvinde går fysisk til angreb på sin fars kone – og også en lille smule mærkeligt.

For hvad ligger der bag de stærke følelser, hvorfor oplever hun trang til at angribe dig fysisk pga. af en irettesættende bemærkning?

Jeg tænker, at det må være et betændt sår, der er sprunget op, både for hende og for dig.

Der er helt klart en konkurrence i gang om din mands gunst mellem dig og hans datter. Hvem elsker han højest, hvem får hans opmærksomhed og kærlighed?

Det er en ulige konkurrence, for I har to meget forskellige roller i hans liv, den ene som datter, den anden som kone, og det er to pladser i hans hjerte, der intet har med hinanden at gøre.

Jeg hæfter mig særligt ved, at du skriver, at hvis han kunne gå i seng med sin datter, ville han ikke have brug for dig.

Tanken er lidt frastødende, men den siger mig noget om, hvad det er for følelser, du kæmper med.

Du spørger mig, hvordan du får ham tilbage.

Jeg tænker, at du er nødt til at gå ind i en bearbejdning af den jalousi, du har over for hans datter/døtre.

De er ikke konkurrenter til dig. De er hans børn, også selv om de er voksne. Et barns plads i forælderens hjerte tilhører barnet og barnet alene, og som partner er man ikke med i den kærlighed, den er noget ganske særligt, som hører til barnet.

På en eller anden måde oplever du, at du skal konkurrere, og jeg tænker, at det er den følelse, du skal have fat i.

Hvorfor har du den oplevelse af ikke at være værdifuld for din mand? Er det en gammel følelse, du måske kender fra tidligere forhold i dit liv, eller måske helt tilbage fra din oprindelige familie?

Måske er det noget, du kunne have brug for hjælp til. Evt. fra en psykolog, som kan hjælpe dig med at få styr på de forskellige følelser, og hvor de hører til?

Måske vil det kunne hjælpe dig til at få ham tilbage, hvis du kan erkende, at din jalousi ikke skal have lov til at fylde så meget i jeres relation, men at det er noget andet, der er på spil.

Når det er sagt, og hvis det lykkes jer at komme videre herfra, er der stadigvæk jer to tilbage i forholdet. Men bliver det bedre af det?

Han gider ikke rejse, gå ture og han har ikke nemt ved at give dig de kærlighedserklæringer, du længes efter.

En ting er, at han er i tvivl, men er du slet ikke i tvivl, om det virkelig skal være jer to?

For mig at se kunne du måske også spørge dig selv, om du overhovedet har lyst til at blive sammen med en mand, der ikke møder dig og ikke kan give dig det, du ønsker.

Hans reaktion i forhold til det, der skete den dag, datteren angreb dig, er heller ikke på nogen måde støttende over for dig, tværtimod.

Jo, du sagde noget negativt, men berettiger det et angreb? Og hvor er hans forståelse for det, som sker inde i dig?

Selv om din måde at reagere på nok kan siges at være en smule barnlig, dækker din bemærkning jo bare over, at du føler dig udenfor, tænker jeg?

Set i det lys synes jeg, du skal overveje, om du er det rigtige sted for dig? Om du tænker, du vil kunne få den kærlighed, forståelse og anerkendelse, som du har brug for til at udvikle dig og finde tryghed i jeres kærlighedsrelation?

Jeg sender dig det kærligste kram, jeg kan, til dit eksil i sommerhuset. Det tænker jeg, du godt kunne bruge lige nu.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.