Brev til Renée

Brev til Renée: Min bror og jeg var bedste venner. Men så fik han en kæreste

18. marts 2022
Af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
“På dårlige dage hader jeg både hende og min bror.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg kommer fra det, man vil kalde en kernefamilie, hvor alt har været, som det skulle være, ud over min mors tendens til kontrol og dominans.

Jeg har altid set op til min bror, som er otte år ældre end mig. Vi flyttede sammen i en lejlighed, hvor vi boede i tre år og blev rigtig tætte og bedste venner.

For halvandet år siden fik han en kæreste, hvilket var glædeligt til at starte med.

Men hun lider af rigtig svær social fobi, som gør, at hun hverken kan kigge mig i øjnene eller bare sige ord som “ja” og “nej”.

I starten havde jeg ondt af hende og ville gerne være der for hende, da hun er yngre end mig, ingen veninder har og kommer fra en svær alkoholisk opvækst.

Men hun krævede, at de to flyttede ud af lejligheden og fandt deres eget. Da de flyttede ud, følte jeg, at forholdet til min bror ændrede sig.

Mine forældre og jeg skulle se deres nye lejlighed, men hun løb væk, inden vi kom, og ville ikke have os på besøg. Vi har ikke været der siden.

Sidst jeg inviterede dem begge på middag med nogle fætre og kusiner, planlagde de pludselig en ferie til Jylland.

Jeg føler slet ikke, jeg kender hende, men på dårlige dage hader jeg både hende og min bror. Jeg føler, hun skaber splid, og min bror føles mere og mere som en fremmed.

Når jeg endelig ser ham, snakker han kun om hende, og hvor dejlig hun er. Hvordan skal jeg håndtere deres afvisninger?

Lige nu har jeg lyst til at lægge endnu mere pres på og blive ved med at invitere dem til middag, indtil de kommer.

Så kan hun opleve, at det ikke er så farligt, og min bror vil forhåbentlig løbe tør for undskyldninger og ferieplaner.

Kærlig hilsen

K

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kære K

Man kan jo reflektere en del over, hvad der får en mand til at indgå i sådan et forhold, da det på en eller anden måde også må være hårdt for din bror.

Han ved jo godt, hvordan jeres forhold var, og da I valgte at bo sammen, tyder det på, at han er glad for dig. Han mærker helt sikkert også, at han bliver isoleret, fordi hans kæreste har det så svært socialt.

Men han har sagt meget klart, at han elsker hende. Så der må jo være noget, din bror er meget glad for i det forhold, han er indgået i.

Han har fundet en pige, der er en del yngre end ham selv og har meget hårdt brug for ham. Han er derfor utrolig betydningsfuld i hendes liv, hvilket han på en eller anden måde må have brug for?

Jeg tror, det kunne være vigtigt for dig at anerkende de behov, han får opfyldt i sit forhold, uanset om han selv er klar over de dybereliggende psykologiske aspekter af det.

Du skriver for eksempel, at I kommer fra en familie, hvor alt er godt undtagen jeres mors tendens til kontrol og dominans.

Man kan sige, at din bror har fundet en kvinde, der ligner jeres mor i den retning. Hun udøver måske kontrollen på en anden måde end din mor, men der er noget, der ligner, det han kender, tænker jeg.

Måske er det lige præcis det "noget", han oplever tryghed og kærlighed igennem?

Faktum er, at han elsker denne her komplicerede pige, og at han lige nu har valgt at følge hende i tykt og tyndt.

Det kan du faktisk ikke ændre på, selv om du selvfølgelig oplever savn og længsel efter den tætte relation, I havde en gang.

Men du kan gøre det, du allerede gør. Du kan invitere ham hjem til dig, du kan ringe til ham og snakke med ham, og du kan forsøge at skabe huller i hans liv, hvor hun ikke nødvendigvis behøver deltage.

Du er nok nødt til at acceptere hans valg, selv om du oplever det som et forkert valg. På den måde kan du holde dit hjerte åbent for ham og måske endda for hans kæreste.

Den sorg, du oplever, i følelsen af tabet af din bror og ved, at han vælger hende over dig, er selvfølgelig smertelig for dig og sikkert også for resten af familien.

Og hvad gør vi mennesker, når vi oplever smerte? Vi forsøger at komme af med den.

Det er ikke så nemt, når det er et menneske, man elsker så dybt og har følt sig så tæt på.

Derfor må du nok forsøge at være med smerten, acceptere at den findes, og et eller andet sted må du vide inde i dig selv, at den ikke bliver ved med at være sådan altid, resten af livet.

Der vil være masser af dage, hvor du ikke mærker den og så pludselig ind imellem, vil du mærke et savn efter din bror og den familie, I var engang.

Måske vil det endda være muligt for dig at få stunder med ham, hvor du igen kan mærke jeres relation og føle dig tæt på ham, og de stunder skal du være åben over for, så de ikke bliver "ødelagt" af dine følelser af savn – hvis det er altså er muligt.

 

Jeg ved, hvor afvisende et såret hjerte kan være. Så afvisende, at det kan ødelægge det, som faktisk kunne være fint.

Men jeg tror, det er din mulighed lige nu: Accept af, at det er, som det er og en åbenhed over for at tage imod det, du kan få fra din bror.

Om det så er et par timer på café, halvanden time i telefon eller en weekend i ny og næ.

Kærlig hilsen

Renée