Brev til Renée: Jeg savner min datter, som ikke har talt til mig i ni år

Kære Renée

Da jeg mødte min eksmand, havde vi begge et barn fra tidligere forhold, og sammen fik vi tre børn mere.

Efter mange års ægteskab blev vores familieliv noget, jeg tog mig af alene, og han ville kun ligge og se sport i tv’et og køre på arbejde igen næste dag.

Vores mange skænderier og tavse perioder var børnene vidner til. I 2011 besluttede jeg så at flytte fra ham.

Mine børn var dengang mellem 10 og 25 år, og de tre store var flyttet hjemmefra.

En aften, da jeg kørte afsted på nattevagt, havde jeg lagt et brev i postkassen med en forklaring og seperationspapirerne.

Næste morgen efter arbejde ringede min eks og råbte ad mig i telefonen.

Min datter kom også hen og råbte, at hun ikke ville se mig mere, og at jeg ikke var hendes mor længere. Det er ni år siden.

Jeg skriver jævnligt til hende og sender penge til jul og hendes fødselsdag, men får intet svar.

Jeg har kun set hende 8-10 gange i løbet af årene, når der har været barnedåb for mine børnebørn og ved min mors begravelse.

Hun undgår mig i de situationer og siger på forhånd til sine søskende, at de skal bede mig om at undgå hende.

Nu fejrer jeg snart 60-års fødselsdag og har inviteret hende sammen med resten af familien.

Hun er blevet student, voksen og har uddannelse, arbejde og egen lejlighed. Jeg ved, hun ikke reagerer på min invitation.

Hun ser sine søstre, min far og min søster. Hvad kan jeg gøre?

Efterhånden tror jeg ikke på, at hun nok skal komme, når hun er klar. Jeg tænker dagligt på hende, og selvom jeg har et godt forhold til mine øvrige piger kan det ikke opveje savnet af hende.

De andre piger siger, de ikke vil blandes i det. Heller ikke min søster.

Hilsen

en mor

Kære mor

Sikke en smerte det må være for dig ikke at have set dit (nu voksne) barn i ni år. Jeg kunne næsten mærke den smerte fysisk, da jeg læste dit brev.

Det må være den absolut frygteligste følelse i hele verden at have et barn, der nægter at se en.

Det er også udsædvanligt, at hun er så vedholdende, som hun er. Ni år er forfærdelig længe at holde fast i sin vrede på den måde.

Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for skilsmissen, ud over at du var meget utilfreds med tingene, som de var i dit ægteskab.

Men det, jeg tænker, om så stærk og vedholdende en vrede, er, at den må bunde i det, som for hende er oplevet som meget traumatisk.

Jeg tænker, der er en følelse, som kan sidde fast i hende, fordi du flyttede uden varsel, uden at snakke med hende om det, uden at hun blev advaret, uden at se dig tilbage.

Selvfølgelig så du dig tilbage, men det tror jeg måske ikke, hun har følt. Det jeg prøver er at sætte mig i hendes sted.

Hvordan oplevede hun, en ung pige, pludselig at stå uden sin mor i huset? Du skriver, hun greb røret og råbte, at hun aldrig ville se dig igen, og det har hun så holdt ved.

Det minder om en traumatisering, at hun stadig sidder fast i det svigt og den forladthed, hun oplevede, det øjeblik du blev væk for hende.

Det er selvfølgelig umuligt for dig, for hende og for jer at arbejde igennem de følelser, hvis hun på ingen måde vil have noget med dig at gøre, eller på nogen måde selv ønsker at komme tæt på en forsoning.

Så hvad kan du gøre? Alt det, du allerede gør. Skrive til hende, sende invitationer, sende gaver og penge, lade hende vide, du er derude, og at du tænker på hende.

Du gør jo alt, hvad du kan – tvinge hende til at ses eller til at gå i terapi med dig kan du ikke. Skrue tiden tilbage og gøre det hele på en anden måde kan du heller ikke.

Der er sket det, der skete, du gjorde, som du gjorde, og ærligt, jeg er sikker på, at du gjorde dit allerbedste i den situation, som du stod i og med de midler, du havde til rådighed

Det gør vi alle sammen, altid. Hvis der er noget, du kan gøre, så er det at tilgive dig selv, at du gik på den måde, og at du ikke længere kunne holde ud at være i dit ægteskab.

Tilgive at du ikke blev og fik forklaret hende, hvordan jeres liv var for dig. Tilgivelse er at holde op med at håbe, at fortiden kan være andet, end det den er.

Og så kan du blive ved med at skrive til hende og blive ved med at sige undskyld, fordi du svigtede.

Du kan blive ved med at forsøge at få hende til at mødes med dig og fortælle hende i dine breve, at du elsker hende over alt på jorden.

Du kan skrive, at du savner hende og er ked af, at det skete, som det gjorde, og at du gjorde dit bedste.

Du kan også fortælle hende, at du ved, dit bedste ikke var godt nok, men sådan er livet: Vores bedste er bare ikke altid godt nok, det er vi nødt til både at erkende og acceptere.

Betyder det, at alt er ødelagt? Nej, det gør det ikke, det betyder bare, at der er plads til udvikling, og i hvilket liv er der ikke plads til udvikling?

Jeg kender ingen, der altid har gjort alt rigtigt, for sådan er livet ikke. Så kære du, skriv og ring, inviter og forsøg og forsøg og forsøg at komme tæt på hende igen.

Du kan måske endda sende hende dit brev til mig og mit svar.

Giv aldrig op, måske en dag smelter hendes hjerte, og måske en dag hun pludselig siger ja til dig igen.

Det håber jeg inderligt, for dybt inde i hendes hjerte, må hun savne dig lige så meget, som du savner hende.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.