Brev til Renée: Jeg er bange for, at jeg ikke kan klare mig uden antidepressiv medicin

Kære Renée

Mit problem er, at jeg er bange for ikke at kunne klare mig uden min medicin mod depression.

Jeg har taget den i mange år efterhånden, fordi ingen har rådet mig til at prøve at trappe ud for at se, om jeg kan klare mig uden.

I stedet er der blevet fyldt mere og mere på, så jeg nu nærmest er oppe på maks. dosis.

En blodprøve har dog vist, at jeg ikke har gavn af den høje dosis. Fysisk er alt i orden, og organer har ikke lidt overlast.

Psykisk er jeg også på et acceptabelt leje p.t., så der er ro på.

Lige så snart jeg prøver at trappe ned, får jeg dog mange bivirkninger, og jeg bebrejder mig selv, fordi jeg ikke formår at trappe ud.

Og så kører møllen med negativ tankespiral, hvad er pointen med livet osv.

Jeg prøver at leve med tankerne uden at give dem opmærksomhed og uden at overanalysere alt det, jeg mærker og føler, men nogle gange er symptomerne så kraftfulde, at jeg ikke formår det.

Det tærer på mit selvværd. Jeg vil for eksempel gerne skifte arbejde, men jeg ved ikke, hvad jeg kan, og har svært ved at acceptere, at jeg ikke husker særlig godt.

Samtidigt kan jeg også mærke, at jeg trækker mig i sociale sammenhænge, hvis emnerne bliver for dybe, for jeg kan alligevel ikke huske andet end overfladiske ting, og så synes jeg, det er så pinligt, hvis folk spørger om noget, jeg ikke kan svare på.

Jeg har gået til mange psykologer, som alle er kommet med redskaber, men jeg får dem ikke brugt, fordi jeg mister koncentrationen.

Mit selvværd har aldrig været højt, men nu er det nærmest ikke-eksisterende, og jeg ved ikke, hvordan jeg finder det frem.

Jeg føler mig så alene, selv om jeg har en støttende og tålmodig mand.

Kærlig hilsen

Mig

Kære dig

Jeg forstår det sådan, at du har forsøgt at trappe ned flere gange, men når du gør det, får du bivirkninger.

Da jeg ikke er læge, er det meget svært for mig at sige noget omkring en eventuel udtrapning.

Sådan noget skal du altid gøre i samarbejde med egen læge.

Der er dog forskellige måder at forholde sig til medicin på, og det kommer helt an på, hvem man er, og hvordan kroppen reagerer.

Jeg vil foreslå dig at tale med din læge om ønsket om at tage mindre dosis, så I sammen kan lægge en plan.

Du skriver videre, at du er blevet undersøgt, og at dine indre organer har det godt.

Der er altså ikke lægelig grund til at trappe ud af medicinen lige nu, sådan som jeg forstår det. Jeg tænker derfor på, hvorfor det er, du gerne vil ud af medicinen?

Er din dårlige hukommelse måske en effekt af medicinen, og kan det være derfor?

Hvis de to ting ikke hænger sammen, har du så andre ubehagelige bivirkninger, der gør, at du ønsker at trappe ud?

Jeg tænker, at medicin altid må vejes for og imod, og at bivirkningerne skal holdes op imod effekten af medicinen.

Jeg ved dog, at der også kan være en psykologisk virkning ved at tage medicin på den måde, at man kan opleve sig ikke god nok, fordi man er nødt til at tage medicin.

Man kan opleve, at man ikke kan klare sig selv, ikke er et stærkt menneske, hvis man er nødt til at tage medicin f.eks. mod depression.

Hvis det er af den grund, du ønsker at trappe ud, så vil jeg her sige til dig, at det intet har på sig.

Mennesker, der har brug for medicin, er fuldstændig lige så stærke, kompetente og fantastiske som mennesker, der ikke har brug for det.

Vi har "bare" forskellige hjerner, der fungerer forskelligt med forskellige kemiske forudsætninger og sammensætninger.

Når vi brækker et ben eller får blindtarmsbetændelse, får vi medicin, smertestillende og lignende – det har vi brug for, og det er bare ikke anderledes med psykisk sårbarhed.

Jeg ved ikke, om det kan hjælpe dig med at forsøge at komme til at tænke anderledes om dig selv.

At du er et menneske med en bestemt kemi i hjernen, der har brug for et tilskud af bestemte stoffer for at have det godt.

Ofte kan vi mennesker have svært ved at acceptere sårbarhed, fordi vi synes, vi skal kunne noget bestemt, kunne holde til alt muligt, være stærke.

Men måske er det o.k., at vi er forskellige?

Du skriver, at dit selvværd lider under, at du ikke kan trappe ud af medicinen, at du ikke får skiftet arbejde, at du har svært ved at være i dybe samtaler pga. din hukommelse.

Du vil gerne kunne en masse ting, som du ikke kan, og du har gået til psykolog for at få redskaber til at håndtere det.

Men måske kunne det være, at du i stedet for at skulle fikse dig selv kunne begynde en rejse, hvor overskriften er accept.

Accept af, at du er den, du er, at din hjerne fungerer, som den gør, at du ikke er til lange dybe samtaler, at du måske ikke skal skifte arbejde lige nu, og at du er god nok, præcis sådan som du er.

Accept kan nemlig give fred og indre ro.

Til sidst vil jeg sige, at åbenhed er uendelig vigtigt, når man har med psykisk sårbarhed at gøre.

Hvis man ikke taler om det, fordi man forsøger at klare alting selv, så vokser følelsen af skam. Du har intet at skamme dig over.

Sig det i stedet højt. De fleste mennesker er meget mere forstående og kærlige, end vi går og tror, og de fleste mennesker slås selv med et eller andet.

Det sidste opdager man også, når man siger det højt. Det er helende at dele de ting, vi oplever som ubærlige.

Når vi er flere, der bærer, er de pludselig heller ikke så tunge, fordi vi bærer i fællesskab.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.