Brev til Renée: Hvorfor bliver jeg så trist indeni?

Kære Renée

Jeg blev skilt fra ungernes far for fem år siden. Jeg er nu 49 år. Det var hårdt, og der er også en del skyld og skam indblandet. Men vi har hele tiden været enige om at gøre det bedste for børnene.

Vi er gode venner og er ofte sammen med ungerne, som trives i situationen. Vi har et godt og dybt venskab men ingen intime følelser for hinanden.

Vi er begge videre med en ny kæreste. Min kæreste er skøn og dejlig og anderledes på mange områder, end jeg er vant til. Han giver mig udfordringer og plads til at være mig.

Nogle gange føler jeg dog en uendelig tristhed indeni. Tristhed over familiens fald, tristhed over at give mine børn et lidt mere kompliceret liv og tristhed over noget, jeg slet ikke kan sætte ord på.

Så får jeg lyst til at være lidt alene og trække mig. Så tænker jeg, om dette er en reaktion på et liv, der gik i en anden retning end forventet? Om min kæreste er den rigtige - eller om jeg bedrager mig selv?

Jeg har læst din bog om overgangsalderen, og den gav mig meget på mange områder. Specielt kapitlet om skam. Men måske har du en ekstra betragtning til mine spørgsmål?

Venlig hilsen

En kvinde, der er midt i livet

Kære kvinde midt i livet

Jeg tror på, at uanset hvad der fylder os af følelser, så er det allervigtigste, at vi forsøger at tage godt imod dem.

Det skal forstås sådan, at du har det, som du har det, se venligt på det.

Og det lyder jo ret så enkelt, men er i virkeligheden noget af det sværeste, for det handler om, at vi skal se kærligt på alle de fejl, vi har begået, på alt det, som gik skævt, på det, som kunne have været, men aldrig blev, på de drej vores liv tog lige pludselig, og som vi var med i, men bagefter blev vildt usikre på, om vi håndterede på bedste vis.

Vi skal se mildt på den barndom, vi gav vores børn og på de skilsmisser, vi gik igennem, hvor vi måske ikke altid var helt fine i kanten, og vi skal se kærligt på vores kroppe, der synes at forråde os med svaghed og sygdom, efterhånden som årene går.

Nogle dage er det sværere end andre, men nogle dage lykkes det, og de dage skal vi være taknemmelige, for uanset hvad er det bare hamrende besværligt at være menneske indimellem.

Jeg tænker, du er i overgangsalderen, siden du har læst min bog. Måske skulle du genlæse det kapitel, der handler om følelsen af tristhed og sorg og af at være deprimeret, og hvordan de negative tanker lige pludselig kan fylde alt.

Det er jo fuldstændig sindssygt, hvor meget hormoner styrer vores humør, og hvad de kan gøre ved vores perception og vores tanker.

Når du skriver, at du får den her tristhed over dig, over den familie som ikke længere er, den barndom, dine børn ikke længere har, lysten til at trække dig væk og frygten for at have valgt forkert, så kan det godt have med noget hormonelt at gøre.

Det er slet ikke sikkert, det er sådan, men måske er det værd at prøve at få hormoner, for at se om det kan hjælpe dig med din tristhed?

På samme tid er det jo ikke sikkert, det er hormonelt, at du har det, som du har det nu. Måske er det faktisk sådan, at du er blevet meget i tvivl, og at du i grunden ikke har lyst til at være kæreste med din kæreste alligevel?

Du beskriver ham som dejlig, men anderledes og som om, at han giver dig udfordringer. Måske gider du slet ikke blive udfordret i dit liv lige nu?

Måske er det bare hamrende irriterende, at han er så anderledes? Måske er det svært med ham og børnene?

Jeg kan ikke sige, om det var det rigtige valg, du traf. Men det jeg kan sige, er, at hvis du finder ud af, at det ikke var det rigtige valg, så er der ingen skam i det.

Du er ikke et ringere menneske for at have begået en fejl, og du har al ret i verden til at vælge om. Du er ikke stavnsbundet til noget valg i det her liv, og fejl er noget, vi alle begår, og vi må tilgive os selv og hinanden.

Så jeg tror, du skal sætte dig for at undersøge den her tvivl, som jeg læser, der også er inde i dig, når du spørger mig, om din kæreste er den rigtige, eller om du bedrager dig selv.

Jeg vil derfor foreslå dig at finde en psykolog at undersøge det her sammen med. Det behøver ikke blive et langt forløb - du kan jo sige, at formålet er at finde ind til, hvad det er, der gør dig så trist, og om du overhovedet vil være kæreste med din kæreste, eller er du bare bange for at være alene?

Eller er du bange for at indrømme, at du har valgt forkert, for hvis du gør det, hvad er du så?

Det er rigtig gode spørgsmål at undersøge i præcis den situation, du er i lige nu, hvor det, som fylder, kredser om de her emner.

Og husk, uanset hvad, skam kan ikke trives i lyset, så når du siger det alt sammen højt, får skammen trange kår.

Kærlig hilsen

Renée