Jeg mister mine veninder igen og igen. Hvad gør jeg forkert?

Kære Anna

Jeg er en kvinde på 42 år med to børn og en mand igennem 18 år. Jeg har altid haft det svært med veninder og har kun haft få.

Behovet for mange har aldrig været der. Fra jeg var 10, til jeg var 33, havde jeg en bedsteveninde, som vidste alt om mig, og hvor jeg følte mig tryg. Vi kunne tale om alt. Vi voksede op sammen.

Mens jeg fik mand og børn, var hun alene. Hun var en del af vores liv. Fra den ene dag til den anden mødte hun en mand gennem en singlegruppe. Pludselig var hun væk. Ingen kontakt.

Jeg forsøgte ad flere omgange at kontakte hende, og da vi mødtes, virkede hun som en helt anden person. Siden har vi ikke set hinanden.

Det føltes som et kæmpe brud. Jeg var i hjertesorg. Og siden har venskaber været svære. Jeg mister dem.

Min mand og jeg har ét tættere venskab med et hold af forældre til vores børns bedste veninder. Vi har holdt ferier med dem, holder nytår sammen osv.

Men de har mange venskaber og er meget åbne og sociale. Min mand og jeg er mere tilbageholdende, og jeg især er nok mere introvert, når alt kommer til alt.

Jeg føler, at jeg er meget afhængig af deres venskab. Jeg bliver nervøs, når de har planer med andre... Har de nu droppet os?

Jeg møder tit nye mødre, hvor vi bliver veninder, men så dør det ud. På trods af at jeg viser initiativ. Min ældste datter er meget social og har mange veninder.

Min yngste på 10 år minder om mig. Knytter sig til én veninde, bliver såret og holder sig tilbage. Det gør mig trist, at jeg åbenbart har givet det videre til hende.

Det gør mig lykkelig, når jeg føler mig ønsket. Når nogen ønsker mit selskab. Men det sker ikke tit. Folk mister interessen for mig.

Jeg synes, jeg er en god veninde. Jeg lytter, deler og viser omsorg. Jeg synes også selv, jeg er sjov. Men jeg er usikker og virker måske desperat.

Jeg bekymrer mig altid for, om jeg nu fik sagt det rigtige, og hvad folk tænker om mig osv. Jeg mistede min far som barn og fik engang at vide, at det kunne have en betydning.

Jeg holder mig tilbage ved nye bekendtskaber og kan derfor måske virke snobbet, men jeg er bare introvert og skal lige se folk an. Kort sagt; jeg kan ikke holde på venskaber.

Jeg forsøger at se indad, men hvad gør jeg forkert?

Mange hilsner

Louise

Kære Louise

Få nære venner er langt bedre end mange perifere. Så fortvivl i hvert fald ikke over, at du ikke har den samme store omgangskreds, som jeres venner har.

Vi er alle sammen forskellige, også hvad angår vores måde at knytte venskaber på. Mens nogle har let ved at gå ind i (og ud af) mange nye relationer, knytter andre sig til få.

Langsomt og mere langvarigt. Måske kan du bedst finde dine nære venner blandt mennesker, som evner at se det skønne, varme og loyale menneske, du er?

Nogen, der tør gå om bagved din måske lidt lukkede facade?

På sine områder fungerer et venskab lidt på samme måde som andre typer kærlighedsrelationer. Også når det handler om angsten for at blive forladt.

Desværre kan den angst skubbe andre væk. Vi kommer aldrig til at eje de mennesker, vi elsker. Men vi kan gøre os umage med at passe på hinanden, også ved at give hinanden plads. Jeg tror, du skal øve dig i at tænke på dig selv som den nærværende ven, jeg er ret sikker på, du er.

Lad dét være udgangspunktet for fremtidige møder med mennesker, så du ikke surrer dig selv fast i tanken om at være en, der hele tiden bliver valgt fra.

Og ellers … ja så tropper jeg selv op og putter dig i min inderlomme!

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: