Brev til Nikoline Werdelin: Mine børn forsvinder fra mig

Kære Nikoline Werdelin

Tak for din gode brevkasse med mange forskellige emner. Nu skriver jeg også til dig for at få et godt råd. Jeg blev skilt fra min eksmand for otte år siden, efter at vores kærlighed var forsvundet, og skænderierne var blevet den eneste kommunikation de sidste 10 år i vores 30 år lange forhold. Der var ikke blandet andre ind i det, men vi var kørt fast og havde ikke samme værdier. Jeg har altid været meget alene med børnene og har mest arbejdet på deltid. Børnene var mest knyttet til deres far, da han var sjov og legesyg sammen med dem, men ofte på forretningsrejse.

Efter skilsmissen flyttede jeg i en lejlighed få kilometer væk, og min eksmand beholdt huset. Børnene var dengang 15 og 24 år. Jeg håbede, at min eksmand og jeg kunne have lidt kontakt og ses ved højtider og familiefødselsdage, ikke mindst for vores børns skyld, men sådan skulle det ikke være. Min eksmand fandt hurtigt en ny kæreste. Hun blev udskiftet med en ny, der straks flyttede ind hos ham, og de blev gift. Situationen er gået i hårdknude og har været det, siden min eksmand fandt sammen med hende. Hun har ingen børn, men mener at have overtaget mine i alle situationer. Hun og jeg har kun sporadisk mødtes, men ikke vekslet et ord. Hun virker meget dominerende og taler højt med alle i sin nærhed og fylder meget. Men det værste for mig er, at begge børn siger, at de kan lide hende, og hun giver gaver, og de udveksler inderlige knus, mens jeg ser det. Jeg holder mig altid i baggrunden og ønsker mig langt væk for at beskytte mig selv, men visse begivenheder vil jeg ikke gå glip af – runde fødselsdage, mit barns afsked inden en rejse, hospitalsbesøg... Børnene har også været på ferie med min eksmand og hende flere gange. De har kun rejst med mig en gang. Ellers ønsker de det ikke. Min eksmand og hans kone har familie, som de besøger, og så har de atter mulighed for at være sammen. Jeg har ud over børn og svigerbørn ingen familiemedlemmer, men veninder. Min eksmand, børnene og jeg var i familieterapi for over fire år siden om konflikten, men terapeuten, børnene og min eksmand mente, at jeg skulle affinde mig og være imødekommende over for den nye kone, som er en af børnenes nærmeste – også for børnenes skyld. Min eksmand sagde lige efter terapien, hvor han og jeg for en gangs skyld havde en høflig snak på gaden: ”Du skal ikke tro, du dur til noget”. Jeg tabte mælet. Da jeg senere spurgte børnene, om de fik noget ud af terapien, var svaret ja, men de ville ikke fortælle hvad. Jeg ved fra min eksmand, at han har ændret i sit testamente efter sit nye ægteskab, børnene ved det og er ligeglade, og jeg må ikke få at vide, om ændringen kan mindske deres arv. Misundelig og såret? Ja, selvfølgelig, da jeg ser mine børn ”forsvinde”. Jeg ved, at de har travlt, jeg beder ikke så ofte om samvær, og oftest føler jeg, at de er overbærende og gør deres ”pligt”, når vi ses. Det skal dog siges, at de hjælper mig med praktiske problemer. Børnene vil ikke tale om det mere, for så bliver der en vredladen og dårlig stemning. I min eksmand og hans kones nærhed føler jeg mig bange, undertrykt og fysisk og psykisk utilpas. Det lader til, at børnene har accepteret situationen. Alt i alt: For pokker, hvor gør det ondt! Det værste, man kan forestille sig, er at miste sine børn. Mange hilsner Den triste LÆS OGSÅ: Jeg er skuffet over min søn og svigerdatters afbud

Kære Den triste

Tak for dit lange, udførlige brev. Først og fremmest tror jeg ikke, du mister dine børn. Blodets bånd er stærkt og svært at rive over. Men du skriver, at du tror, de mest ser dig af pligt. Den ubarmhjertige sandhed er jo, at man som voksen er sammen med sin familie af pligt – eller fordi man nyder samværet og oplever den særlige samhørighed oveni. Hvorfor tror du ikke, at de føler sig godt tilpas sammen med dig? Det lyder (for mig), som om du holder din eksmand og hans kone ansvarlige for, at det ikke svinger bedre mellem dig og dine børn. Den konstruktion, synes jeg, du skal give slip på. Så vidt jeg kan regne ud, er børnene nu 23 og 32 år! Fra man er omkring 16 år er man i stand til at tænke selv og kan træffe sine egne valg. Det er din egen og børnenes relation, du skal fokusere på. Mange hilsener Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.