Brev til Anna Mejlhede: "Vi overvejer at flytte sammen, men jeg tøver"

Kære Anna

Jeg har været skilt i tre år, men mødte en ny mand for cirka et halvt år siden, som jeg godt kan lide.

Vi har mange fælles interesser – musik, naturen, god mad, og vi er gode til at grine sammen. Ja, det har faktisk været meget mindre kompliceret at møde en ny mand, end jeg troede.

Vi overvejer at flytte sammen, men jeg tøver. Det svære er, at vi begge har børn fra tidligere ægteskaber, jeg har en pige på 13, han har en dreng på 15 år og en pige 10 år.

Og jeg må bare sige, at jeg synes, det er svært at være sammen alle sammen, og det synes min datter også.

Hun har fortalt mig, at hun føler, jeg glemmer hende, når vi alle er sammen, og hun føler sig ikke tryg ved de andre.

Jeg synes, at min kærestes børn er søde, men selvfølgelig har jeg ikke den samme ømhed, som jeg har for min datter.

Hans søn er en rigtig teenager, og jeg bliver ærligt talt ret brugt og irriteret sammen med ham, hvilket også påvirker min datter.

Desuden har jeg lidt svært ved at acceptere den måde, min kæreste er far på. Den ligger meget langt fra min.

Jeg synes, han bruger alt for meget krudt på at skælde ud og belære om regler. Jeg er mere til at skabe en god stemning, og så tænker jeg, at det andet nok skal komme.

På den anden side vil jeg også gerne min kæreste, så meget at jeg ikke kun vil have ham halvt.

Jeg vil ikke være pynten på kagen i weekenden, når det passer uden børn. Jeg vil skabe et liv sammen med ham – og sådan har han det også med mig.

Han skubber på, at vi flytter sammen, men jeg tøver, da jeg kan mærke de konflikter, det skaber indeni mig selv, når vi er sammen med hans børn.

Det er ikke noget, jeg har sagt direkte. Skal jeg vove springet og flytte sammen med ham, eller hvad mener du?

Kærlig hilsen

G.D.

Kære G.D.

Jeg tror, du skal lytte til din tøven. Det er nemlig ikke nok, at du og din kæreste har det godt sammen.

At blive tryg i en ny sammenbragt familie tager tid, og det er muligt at være “helt hinandens,” selv om I har hver jeres bolig.

Så længe man er forelskede, virker det meste så let, og man vil slå knuder på sig selv (og sin tunge) for at få det hele til at glide.

Men den sure del af hverdagen indfinder sig hurtigere, end man håber. Og med den, de konflikter der er i enhver familie.

Både hvad angår stemning, grænser, pligter og alle mulige kedelige og lavpraktiske ting. Selv om I to er forelskede, så er jeres børn det jo ikke.

Jeg tror, det er afgørende, at du og din kæreste først bliver helt enige om, hvordan de indre linjer i en sammenbragt familie ser ud, inden I vover springet.

Det kræver stor omhu og vilje at bringe to familier sammen.

Prøv, om du kan se nærmere på den utryghed, du fornemmer hos din datter såvel som hos dig selv. Bunder den udelukkende i, at det hele er relativt nyt, eller er der noget mere fundamentalt på spil?

Det lyder som om, du og din kæreste har noget smukt og stærkt at bygge på. Men kærlighed er ikke det eneste, der skal være rigeligt af.

Den er dit og din kærestes grundlag. Så langt så godt. Men praktik, indgroede vaner og holdninger kan i nogle tilfælde ende med at presse kærligheden helt op i et hjørne, hvor den ikke kan få luft.

Rummelighed og evnen til at indgå kompromiser er næsten lige så vigtige elementer i en familie. Brug al den tid, der skal til for at finde et fælles fodslag, I alle sammen kan trives med.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.