Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Træt af at være mægler

4. februar 2022
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg er hele tiden på vagt for at sørge for den gode stemning, når vi alle tre er sammen." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Jeg har to veninder, der har fulgt mig igennem livet, siden jeg gik i gymnasiet, og nu er vi i 50’erne.

I perioder har vi set hinanden meget, mens vi i andre perioder måske kun har set hinanden et par gange om året, nogle gange samlet, andre gange enkeltvis.

Men jeg er ligesom limen, der får trekløveret til at hænge sammen, og de ser ikke hinanden alene. Jeg holder meget af dem, og vi har mange sjove minder sammen.

Men til tider kan det faktisk godt været ret anstrengende, fordi de kommer med små stikpiller om hinanden til mig, og jeg er hele tiden på vagt for at sørge for den gode stemning, når vi alle tre er sammen.

Min ene veninde, lad os kalde hende veninde A, synes min anden veninde er alt for påtrængende og fylder for meget, mens min anden veninde, veninde B, synes, at veninde A er kedelig og lidt konet.

Nu er jeg så blevet inviteret til fødselsdagsmiddag hos veninde A sammen med veninde B, og jeg har faktisk mest lyst til at melde afbud, fordi jeg ikke orker at indtage rollen som hende, der sørger for den gode stemning atter en gang.

På den anden side har vi knyttet et tykt bånd igennem årene, og det vil også være lidt mærkeligt, fordi hvordan skal jeg sige det?

Jeg kan jo ligesom ikke sige højt, at de taler grimt om hinanden. Desuden vil det også være sårende for dem, hvis jeg bedyrer, at jeg kun vil se dem hver for sig. Hvad gør jeg?

Kærlig hilsen

mægleren

Kære mægler

Jeg får lyst til at stille mig op på en ølkasse og råbe, så det gjalder, at du ikke er ansvarlig for den gode stemning! Ej heller er du ansvarlig for, hvad dine veninder gør eller siger.

Kun hvordan du selv forholder dig til det. Du kan ikke styre, hvad de siger, men du kan holde op med at vende det døve øre til deres kommentarer.

Hvad ville der ske, hvis du bremsede såvel A som B, hver gang de begynder deres nedsættende evaluering af hinanden?

Kunne du i stedet for at tie spørge: ”Hvad er grunden til, at du siger det her til mig?” Eller ”Hvis det fylder så meget i dig, kan du så ikke sige det til hende selv?”

Vær klar og tydelig omkring det faktum, at du ikke længere gider være skraldespand for deres kommentarer.

Ikke at se dine veninder længere kan virke som den nemmeste løsning.

Men det nemmeste er nu sjældent det bedste. I hvert fald ikke når vi har med menneskelige relationer at gøre.

Jeg tror på, at du uden at hænge nogen ud kan vriste dig ud af din uønskede funktion i jeres trekløver.

Ingen kan jo pålægge dig en rolle, du ikke selv tager imod. Så slip taget i din.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også