Brev til Anna Mejlhede: Skal jeg tage med til min fætters studenterfest?

Kære Anna,

Jeg er en kvinde på 27 år, som er i en mindre pine – ikke desto mindre bruger jeg meget tid på at tænke over det. Min mor og far har de sidste fire år haft en konflikt med min mors lillebror og kone. Min morbrors kone er enebarn og tænker sjældent på andre end sig selv først.

Min mor og far er blevet skuffet (af gode grunde), men de er konfliktsky og har valgt at gå med ”vi-ignorerer-dem-og-deres-invitationer”-taktikken. Det er i mine øjne fuldstændig tåbeligt, idet jeg synes, at man skylder hinanden at fortælle, hvorfor man er vred eller blevet skuffet. Men emnet og konflikten er desværre rimelig betændt – og der har ikke været tradition i familien for, at man taler om problemerne.

Konflikten har ført til, at mine søskende (24 og 22 år) og jeg er dukket op til konfirmationer uden mine forældre. Nu er den nye situation den, at min fætter er blevet student. Jeg er blevet inviteret, og det er mine søskende – til min store overraskelse – ikke. Jeg er desuden inviteret ugevis efter resten af familien.

Jeg ser det som et fravalg af mine søskende, som ellers er dukket glade op til invitationerne. Jeg har faktisk helt mistet lysten til at komme og fejre studenten og se den side af familien i øjnene.

Jeg har taget en beslutning om ikke at dukke op, og jeg har lagt andre planer. Mit dilemma er nu, om jeg bare skal fortælle, at jeg ikke kan komme, eller fortælle dem om, at jeg er smigret over invitationen, men reelt er skuffet og uforstående over fravalget af mine søskende.

Jeg ved, at plads og økonomi ikke er et problem – og alle andre er inviteret i hele familier. Jeg håber, at du vil give mig dit synspunkt.
Mange hilsner, den forvirrede

Kære forvirrede,

Selv om dine forældre har valgt strudsestrategien over for din mors familie, behøver du ikke følge i samme spor.

Ud af dit brev fornemmer jeg nemlig, at du har mod på at finde en anden, mere direkte og ærlig, tilgang. Dermed er ikke sagt, at dine forældres taktik er forkert. For den fungerer nok for dem i forhold til, hvad de har mod på at tage af konflikter.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er familiens taxachauffør.

Når familiekontroverser trækker hårde linjer op imellem os, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad årsagen grundlæggende er. Sandhed og virkelighed tåger nemt ud, når vi bliver uvenner. Det er en af grundene til, at det kan føles så forbandet svært at få andre til at indse, at de har såret os. For de vil ofte have en helt anden version af, hvad der skete.

Du står et sted i dit liv nu, hvor du er i færd med at skærpe dit blik for sandhed, kærlighed og respekt. Og det lyder til, at du er en virkelig betænksom og klog ung voksen! Det er stærkt og modigt af dig, at du holder fast i din loyalitet over for dine søskende. Deri ligger også din fornemmelse for respekt og rimelighed. Også hvad angår dig selv.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min søn nægter at se mig.

Selvfølgelig vil det være lettest at takke nej til studenterfesten uden yderligere forklaring, men så får du ikke gjort opmærksom på det mærkelige og ret uhøflige i, at dine søskende ikke er inviteret med. Og det tror jeg, at du har behov for. Husk blot, at det langtfra er sikkert, at din mors familie dermed pludselig forstår, at de har såret jer. Ja, forvent ikke en undskyldning fra dem. For det tvivler jeg på, at du får.

Så kære forvirrede. Jeg synes, at du skal gøre det, jeg tror, du har det bedst med – nemlig sige ordentligt og ærligt fra. Og hvem ved, måske kan det, at netop DU begynder at pege derhen, hvor hunden ligger begravet, resultere i, at noget begynder at rykke sig i de konflikter, som ingen rigtigt tør sætte ord på. Det kunne jeg godt håbe. Især for dig og dine søskende.

Kærlig hilsen, Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.